Nyhedsbrev fra universitetsledelsen nr. 9/2011

10.658 ansøgninger i kvote 2

Antallet af ansøgninger i kvote 2-ansøgningsrunden slår igen rekord på Aarhus Universitet. Universitetet har i år fået 10.658 ansøgninger mod 9.742 sidste år, og tallet bekræfter, at interessen for at tage en universitetsuddannelse på Aarhus Universitet er i fortsat positiv udvikling. Hvis tendensen følger de forrige år, hvor stigning i kvote 2 er blevet efterfulgt af stigning i kvote 1, vil Aarhus Universitet igen i år sætte tilsvarende rekord for antallet af ansøgninger.

De næste måneder bliver kvote 2-ansøgningerne grundigt behandlet.


Danske navne på institutter og centre

På hovedområderne Science and Technology og Health har man fastlagt både danske og engelske navne på institutter og centre, mens man på hovedområderne Arts og School of Business and Social Sciences lige nu har en proces kørende.

På School of Business and Social Sciences har dekanatet aftalt med institutlederne, at der nedsættes et arbejdsudvalg for hvert af de seks nye institutter. Dekanatet vil også drøfte med udvalgene, om de nu valgte engelske navne er passende.

På Arts kan alle komme med forslag til danske og engelske navne på institutter og centre frem til og med tirsdag 22. marts 2011, læs mere på www.fremtidens.au.dk


Seminar om fremtidige akademiske råd

I udmeldingen omkring fremtidens Aarhus Universitet den 9. marts fremgik det, at det ligger universitetsledelsen meget på sinde at sikre stærke og velfungerende akademiske råd i den fremtidige struktur. For at sikre det bedst mulige afsæt for fastlæggelsen af de fremtidige akademiske råd holder universitetsledelsen seminar med repræsentanter for de nuværende akademiske råd på Sandbjerg Gods den 4.-5. april 2011.

De siddende formænd og næstformænd har fået til opgave at sikre, at alle grupper og synspunkter vil være repræsenteret på seminaret.

Alle syv medlemmer af universitetsledelsen deltager i seminaret.


Fyraftensmøde for AU Administration

Alle medarbejdere i det nye AU Administration er inviteret til et fyraftensmøde, hvor universitetsdirektør Jørgen Jørgensen vil fortælle mere om den nye organisering og besvare spørgsmål fra medarbejderne.

Mødet finder sted torsdag den 24. marts kl. 14:30 i Aulaen på Ndr. Ringgade, Aarhus C.


Politik for Educational IT vedtaget

I præsentationen af Fremtidens Aarhus Universitet indgik også en redegørelse for universitetets satsning på Educational IT. Ambitionen er at sikre, at undervisningsaktiviteterne og de studerendes læring i højere grad understøttes af ny teknologi, og dette skal konkret ske ved først at etablere en fælles it-platform, som skal gå på tværs af hovedområderne. Denne centrale ressource vil dog samtidig give mulighed for, at fagmiljøerne kan udvikle mere individuelle anvendelsesformer, som passer specifikt til deres stofområde. Derudover planlægges en løbende opkvalificering af underviserne inden for både de teknologiske og de pædagogiske aspekter af Educational IT.

En bredt sammensat styregruppe skal sikre, at alle uddannelsesforløb ligger på den fælles it-platform primo 2013.

  • Læs mere om Educational IT


Humanistiske uddannelser til debat

Dekan Mette Thunø fra Aarhus Faculty of Arts byder mandag den 21. marts velkommen til Videnskabsministeriets konference på Aarhus Universitet om fremtidens humanistiske kandidater.

Der vil være to overordnede emner for konferencen: morgendagens entreprenante og fremtidens humanistiske uddannelser. Oplæg ved blandt andre videnskabsminister Charlotte Sahl-Madsen og en række erhvervs- og universitetsrepræsentanter vil danne baggrund for debat mellem konferencens deltagere og to bredt sammensatte debatpaneler – et for hvert af konferencens overordnede emner.

På Aarhus Universitet er der allerede taget hul på debatten. Læs interview med Charlotte Sahl-Madsen forud for konferencen.


Høj svarprocent på studiemiljøundersøgelse

Endnu inden undersøgelsen er afsluttet, viser en opgørelse, at mere end 11.000 studerende på Aarhus Universitet, svarende til godt 36 procent af universitetets bachelor- og kandidatstuderende, har svaret på studiemiljøundersøgelse 2011. Det er en stigning på otte procentpoint i forhold til den forrige studiemiljøundersøgelse fra 2007.

Et første blik på svarene viser, at alle universitetets uddannelser er repræsenteret i undersøgelsen. Dermed kan studiemiljøundersøgelsen give værdifulde analyser af de lokale studiemiljøer, og det giver universitetet et godt grundlag for at lave de fornødne tiltag for at sikre de studerende gode rammer og trivsel på studiet.

De studerende kan svare på studiemiljøundersøgelsen til og med søndag den 20. marts. Resultaterne fra undersøgelsen vil foreligge i begyndelsen af juli.


Personalepolitik på hjemmesiden

Aarhus Universitets personalepolitik ligger nu på universitetets hjemmeside.

Personalepolitikken indeholder en række delpolitikker om eksempelvis rekruttering og ansættelse, løn, bibeskæftigelse, kompetenceudvikling, sygefravær og seniorer, og de skal sammen med principperne i den overordnede personalepolitik give medarbejderne klare rammer for det daglige arbejdsliv på universitetet.


Kalender

 

Venlig hilsen

Universitetsledelsen, den 18. marts

Hver uge udsender universitetsledelsen et nyhedsbrev. Her informerer vi kort om aktuelle aktiviteter og diskussioner. Du kan tilmelde dig nyhedsbrevet på adressen http://info.au.dk/medarbbreve, hvorefter du modtager en mail, hver gang nyhedsbrevet udkommer. På adressen http://www.au.dk/om/uni/universitetsledelsen/nyhedsbrevuniled/2011 kan du læse tidligere udgaver af nyhedsbrevet fra universitetsledelsen.

Hvis du ønsker at tilmelde dig den engelske version af nyhedsbrevet fra universitetsledelsen, kan du gøre det på adressen http://info.au.dk/medarbbreve/index.asp?sprog

Nyhedsbrev fra universitetsledelsen

Hver uge udsender universitetsledelsen et nyhedsbrev, der informerer om aktuelle aktiviteter og diskussioner.

 

 

Møder i universitetsledelsen

Universitetsledelsen holder møde hver onsdag kl. 08.30 - 11.30. Se mødeplan og dagsordener fra møderne.