Nyhedsbrev fra universitetsledelsen nr. 14/2012

Nedtællingen til Excellence-konferencen er begyndt

I næste uge vil området omkring Søauditorierne blive samlingspunkt for en lang række danske og udenlandske forskere, politikere og erhvervsfolk, når EU-konferencen Excellence Revisited – the Value of Excellence løber af stablen d. 18.-20.april.

Chefredaktør for Nature, Philip Campbell, professor Rane Willerslev, generalsekretær for Volkswagen Stiftung, Vilhelm Krull og præsident for ERC, Helga Nowotny, er blot nogle af de gæster, der vil bidrage til at sætte fremtidens forskning øverst på den europæiske dagsorden.

Excellence 2012-websitet kan du følge med i hele konferencen og løbende få oplysninger om de mange konklusioner, der bliver fremlagt i løbet af de tre dage.


Debatarrangement om miljø er aflyst

EU’s miljøkommissær Janez Potocnik er blevet nødt til at aflyse sit planlagte besøg på Aarhus Universitet. Derfor er Udenrigsministeriets debatarrangement med kommissæren og Verdensnaturfondens generalsekretær Gitte Seeberg, som skulle have været afholdt torsdag den 19. april, desværre aflyst.


Nye tiltag skal afhjælpe administrative problemer

Ledelsesseminaret på Sandbjerg, som blev afholdt sidst i marts måned, mundede ud i en række tiltag, som skal styrke den administrative service til medarbejdere og studerende. Universitetsledelsen anerkender de problemer, der er opstået i forbindelse med den faglige udviklingsproces. Derfor er det en stor hjælp, at der både på seminaret og i de foregående uger er kommet mange konstruktive tilbagemeldinger og forslag til forbedringer fra medarbejdere og studerende. Det har givet universitetsledelsen bedre muligheder for at rette op på fejl og mangler.

Eksempelvis skal den decentrale administrative betjening af institutterne forbedres ved at forbedre kontakten mellem institutter og administrative centre og ved at øge de decentrale funktionschefers og administrationschefernes beslutningskompetencer.

Desuden etableres et brugerpanel, som skal sikre løbende sparring om administrative spørgsmål og behov.
Ydermere vil Aarhus Universitet arbejde med de relevante offentlige instanser for at forbedre brugervenligheden i de fælles it-systemer.

På kommunikationssiden er to brugergrupper nedsat med henblik på at udvikle universitetsavisen UNIvers (se nedenstående nyhed), mens der fortsat arbejdes på at forbedre det område på medarbejdere.au.dk, som rummer informationer om administrativ support.

Et notat, som netop er rundsendt til seminarets deltagere, opsummerer alle de tiltag, der blev drøftet på Sandbjerg.

 


To brugergrupper skal videreudvikle UNIvers

Arbejdet med at udvikle universitetsavisen UNIvers er gået ind i en ny fase med dannelsen af projektgrupper for henholdsvis medarbejdere og studerende. De skal hver især med udgangspunkt i erfaringerne med blandt andet UNIvers komme med anbefalinger til, hvordan den fremtidige interne kommunikation kan styrkes.

Medlemmerne af projektgrupperne er indstillet af formændene for de akademiske råd og studenterorganisationerne. Der er desuden dannet en følgegruppe, som løbende skal orientere relevante udvalg og studenterorganisationer om processen.

De to projektgrupper samt følgegruppen skal hver især mødes i perioden april-juni, og det forventes, at der ligger et endeligt forslag klar i løbet af sommeren.

 


Bliv klogere på Europa under Forskningens Døgn

Under temaet EUROPA danner en del af Universitetsparken fredag den 20. april rammen om en række spændende præsentationer af AU's forskning i form af speedforedrag, udstillinger, workshops og forsøg. Her kan gæsterne blandt andet finde ud af, hvor stort et CO2-aftryk de efterlader, samt høre mere om Europas religiøse rødder og ikke mindst den krise, som EU aktuelt befinder sig i.

Forskningens Døgn er gratis at deltage i, og både børn og voksne er velkomne.

Arrangementet finder sted fredag den 20. april kl. 13-18 i auditorierne og foyerområdet omkring Institut for Matematik, bygning 1530.

Aarhus Universitet har desuden arrangementer i Roskilde, Årslev, Foulum og Herning i forbindelse med Forskningens Døgn.

 


Kalender

 

Med venlig hilsen,

Universitetsledelsen, 13. april 2012

Hver uge udsender universitetsledelsen et nyhedsbrev. Her informerer vi kort om aktuelle aktiviteter og diskussioner. Du kan tilmelde dig nyhedsbrevet på adressen info.au.dk/medarbbreve, hvorefter du modtager en mail, hver gang nyhedsbrevet udkommer. På adressen http://www.au.dk/om/uni/universitetsledelsen/nyhedsbrevuniled/2012 kan du læse tidligere udgaver af nyhedsbrevet fra universitetsledelsen.

Hvis du ønsker at tilmelde dig den engelske version af nyhedsbrevet fra universitetsledelsen, kan du gøre det på adressen info.au.dk/medarbbreve/index.asp

Nyhedsbrev fra universitetsledelsen

Hver uge udsender universitetsledelsen et nyhedsbrev, der informerer om aktuelle aktiviteter og diskussioner.

 

 

Møder i universitetsledelsen

Universitetsledelsen holder møde hver onsdag kl. 08.30 - 11.30. Se mødeplan og dagsordener fra møderne.