Nyhedsbrev fra universitetsledelsen nr. 34/2012

AU indvier nyt arktisk forskningscenter

Aarhus Universitet indvier i dag officielt et nyt arktisk forskningscenter, Arctic Research Centre (ARC). 

ARC vil være samlingspunkt for op mod 100 forskere og studerende fra både natur- og sundhedsvidenskab og vil sætte fokus på de biologiske, geologiske og menneskelige konsekvenser af de globale klimaændringer i Arktis.

I forbindelse med etableringen af centeret har Aarhus Universitet for nylig indgået et tæt samarbejde med University of Manitoba i Canada og The Greenland Institute of Natural Resources i Nuuk, der skal styrke det internationale arktiske samarbejde, skabe logistiske fordele og udvikle nye uddannelser om arktiske problemstillinger.

ARC er et af de fem nye interdisciplinære forskningscentre, som Aarhus Universitet har søsat som en del af en skærpet indsats for at styrke den interdisciplinære forskning.


En vellykket fødselsdag

Det var en forrygende dag, da Aarhus Universitet i sidste uge markerede sin 84-års fødselsdag ved årsfesten. Under overværelse af HM Dronning Margrethe, uddannelsesminister Morten Østergaard og Europaminister Nicolai Wammen blev der overrakt hædersbevisninger og legater i Aulaen, mens de studerende stod imod regnbygerne og afholdt Idrætsdag og fredagsbar i Universitetsparken.

Til aftenfesten i Musikhuset underholdt kunstnere som Ida Corr, Anders Blichfeldt og Bobo Moreno under ledelse af skuespiller Niels Olsen og kapelmestrene Peter Vuust og Per Christian Frost.


Ny strategi drøftet i bestyrelsen

Tidligere på ugen afholdt Aarhus Universitets bestyrelse sin årlige seminardag. Dagen blev brugt til at drøfte de overordnede linjer i universitetets kommende strategi.

Der var enighed om at fokusere og skærpe linjen fra universitetets nuværende strategi og fastholde kursen i den faglige udviklingsproces.

Derudover besluttede bestyrelsen, at den kommende strategiperiode skal forlænges til 2020 for at styrke det langsigtede perspektiv.

Universitetsledelsen breder debatten om Aarhus Universitets strategi ud via en høringsfase senere på året. 


Rektoransættelse

På det netop afholdte bestyrelsesmøde indledte bestyrelsen processen om ansættelse af en ny rektor for Aarhus Universitet.

I den forbindelse blev der taget initiativ til nedsættelse af et ansættelsesudvalg og en rådgivningsgruppe i henhold til vedtægterne for ansættelse af rektorer.

Samtidig blev der lagt en tidsplan, der sikrer, at en ny rektor kan udnævnes betids i forhold til, at rektor Lauritz B. Holm-Nielsen træder tilbage i august 2013 efter 8 år som rektor.


Digitale eksaminer skal i udbud

Det 2 ½-årige pilotprojekt "Overgang til digital aflevering og bedømmelse af skriftlige prøver" er netop afsluttet. Aarhus Universitet har oparbejdet en omfattende og helt afgørende viden i forhold til at koordinere og håndtere digitale eksaminer.  Erfaringerne vil nu blive samlet i en rapport og kommunikeret ud til hele den danske universitetssektor.

Der bliver nu igangsat et udbud i samarbejde med den øvrige universitetssektor for at finde et system, der sikrer, at universiteterne i løbet af 2013 kan leve op til den nationale digitaliseringsstrategi.

Arbejdet med at udfærdige en kravspecifikation til det fremtidige system vil omfatte undervisnings- og eksamensmedarbejdere, ligesom repræsentanter for de studerende, VIP og censorer også bliver inddraget.


Sommeruniversitet klargøres til vækst

AU Summer University er i fremgang, og især blandt udenlandske studerende er det blevet mere populært at bruge sin sommerferie på uddannelse.

I år har godt 1.200 studerende og mere end 30 internationale gæsteundervisere deltaget på 62 kurser inden for alle fire hovedområder. Aarhus Universitet har en ambition om, at også flere danske studerende næste år vil tage ECTS-point om sommeren.

På nuværende tidspunkt har AU Summer University modtaget 192 ansøgninger fra internationale gæsteundervisere til kurser i 2013, og væksten ser altså ud til at kunne fortsætte. Denne vækst skal understøttes af en styrket faglig og administrativ organisering bag sommeruniversitetet.

Derfor er der nu nedsat en arbejdsgruppe, som primært arbejde frem mod en styrket organisering af næste års sommeruniversitet og blandt andet se på muligheder for at oprette interdisciplinære kurser. Gruppen skal samtidig lægge grundstenene til et mere langsigtet udviklingsarbejde i regi af det tværgående uddannelsesbånd.


Kvalificerede input udefra

Ledelsen for Health fik vigtige input til det forestående arbejde med at implementere den nye strategi, da hovedområdets advisory board mødtes første gang den 13.-14. september.

På dagsordenen var blandt andet den nye strategi. Eksperterne i Healths advisory board anerkendte det høje ambitionsniveau som realistisk og gav det råd, at strategien i højere grad bliver eksempliceret og gjort mere konkret, når selve arbejdet med at indfri ambitionerne går i gang.

Hvert hovedområde indhenter rådgivning om områdets udvikling og strategi fra et advisory board, som består af udefrakommende medlemmer. De repræsenterer målgruppen for hovedområdets forskning, uddannelse og formidling samt forsknings- og uddannelsesverdenen. Et advisory board skal have et væsentligt islæt af medlemmer, der har en uddannelse fra andre institutioner og som har et internationalt perspektiv på forskning, uddannelse og formidling.

Advisory board for School of Business and Social Sciences samledes første gang i foråret 2012, og på Arts og Science and Technology er de under oprettelse.


Kalender

Med venlig hilsen,

Universitetsledelsen, den 21. september 2012

Hver uge udsender universitetsledelsen et nyhedsbrev. Her informerer vi kort om aktuelle aktiviteter og diskussioner. Du kan tilmelde dig nyhedsbrevet på adressen info.au.dk/medarbbreve, hvorefter du modtager en mail, hver gang nyhedsbrevet udkommer. På adressen http://www.au.dk/om/uni/universitetsledelsen/nyhedsbrevuniled/2012 kan du læse tidligere udgaver af nyhedsbrevet fra universitetsledelsen.

Hvis du ønsker at tilmelde dig den engelske version af nyhedsbrevet fra universitetsledelsen, kan du gøre det på adressen info.au.dk/medarbbreve/index.asp

Nyhedsbrev fra universitetsledelsen

Hver uge udsender universitetsledelsen et nyhedsbrev, der informerer om aktuelle aktiviteter og diskussioner.

 

 

Møder i universitetsledelsen

Universitetsledelsen holder møde hver onsdag kl. 08.30 - 11.30. Se mødeplan og dagsordener fra møderne.