Nyhedsbrev fra universitetsledelsen nr. 1/2013

Stærkt ansøgerfelt til rektorstillingen

11 ansøgere har budt ind på stillingen som rektor for Aarhus Universitet.

Det står klart efter ansøgningsfristens udløb tidligere på ugen. Bestyrelsesformanden vil nu sammen med den nedsatte rådgivningsgruppe bestående af repræsentanter for de videnskabelige medarbejdere, det teknisk-administrative personale og de studerende gennemgå ansøgningerne og indstille de bedst egnede kandidater til det af bestyrelsen nedsatte ansættelsesudvalg.

Den endelige afgørelse om ny rektor på Aarhus Universitet træffes af den samlede bestyrelse.


Møder om optimal opfølgning på APV

I forbindelse med offentliggørelsen af den psykiske APV-undersøgelse på Aarhus Universitet er planlagt temamøder for repræsentanterne i universitetets arbejdsmiljø- og samarbejdsorganisation.

På temamøderne skal der arbejdes med, hvordan der optimalt følges op med konkrete tiltag på de lokale resultater.

Der er udarbejdet et idekatalog til, hvordan man på bedst tænkelige måde kan følge op. Det er sendt ud til alle i arbejdsmiljø- og samarbejdsorganisationen.

Der bliver afholdt fem møder i alt: Ét i Emdrup, ét i Foulum og tre i Aarhus.

Mere information kan fås hos fuldmægtig Jacob Søndergaard Jensen, AU HR.

Resultatet af den psykiske APV offentliggøres den 21. februar


En af verdens førende politologer til Aarhus Universitet

I 2013 og 2014 er den amerikanske politolog, professor Robert Putnam fra Harvard Universitys School of Government, Aarhus Universitets Distinguished Visiting Professor (DVP).

Putnam regnes for at være en af verdens mest indflydelsesrige politologer og førende forskere inden for social kapital og social ulighed. Et forskningsfelt, der har fået endnu større bevågenhed som følge af finanskrisen.

Der er allerede planlagt to besøg i Aarhus for Putnam. Han kommer første gang i maj i forbindelse som en af hovedtalerne ved dette års MatchPoints Seminar, hvor temaet er ”social kapital og nutidige udfordringer til social tillid og sammenhængskraft”. Der vil også være et fagligt arrangement på Institut for Statskundskab med ham. Desuden kommer Putnam igen til oktober.

De to tidligere DVP’er på Aarhus Universitet er samfundsteoretiker Francis Fukuyama og historiker Alistair Thompson.


ERC Grant til kemiprofessor

Det Europæiske Forskningsråd (ERC) har netop uddelt et Advanced Grant til professor Henrik Stapelfeldt, Institut for Kemi. Det er det ellevte Advanced Grant, som er tildelt en forsker ved Aarhus Universitet siden 2008.

Henrik Stapelfeldt arbejder sammen med sine kolleger ved Femtolab med at manipulere molekyler med lasere og derefter optage slow motion-film, der gør det muligt at komme helt tæt på de kemiske processer.

ERC Advanced Grants tildeles exceptionelle forskningsledere, der allerede har præsteret fremragende forskningsresultater. Der bevilges op til 2,5 mio. euro til grænsebrydende forskningsprojekter i en femårig periode.


Gå gratis på Folkeuniversitetet

Alumner og medarbejdere fra Aarhus Universitet kan melde sig gratis med en ledsager til ét udvalgt hold på Folkeuniversitetet i Herning, Aarhus eller Emdrup.

Der er et begrænset antal pladser, som fordeles efter først til mølle-princippet. I forbindelse med tilmeldingen skal man indtaste aftalekoden “AU” under Specialaftaler.

Tilmeldingen åbner fredag den 11. januar kl. 9.00


Kalender

Med venlig hilsen,

Universitetsledelsen, 10. januar

Hver uge udsender universitetsledelsen et nyhedsbrev. Her informerer vi kort om aktuelle aktiviteter og diskussioner. Du kan tilmelde dig nyhedsbrevet på adressen info.au.dk/medarbbreve, hvorefter du modtager en mail, hver gang nyhedsbrevet udkommer. På adressen http://www.au.dk/om/uni/universitetsledelsen/nyhedsbrevuniled/2012 kan du læse tidligere udgaver af nyhedsbrevet fra universitetsledelsen.

Hvis du ønsker at tilmelde dig den engelske version af nyhedsbrevet fra universitetsledelsen, kan du gøre det på adressen info.au.dk/medarbbreve/index.asp

Nyhedsbrev fra universitetsledelsen

Hver uge udsender universitetsledelsen et nyhedsbrev, der informerer om aktuelle aktiviteter og diskussioner.

 

 

Møder i universitetsledelsen

Universitetsledelsen holder møde hver onsdag kl. 08.30 - 11.30. Se mødeplan og dagsordener fra møderne.