Nyhedsbrev fra universitetsledelsen nr. 31/2013

Politik for AU-mailadresser justeres

For at give medarbejderne størst mulig indflydelse på, hvordan deres nye mailadresser skal udformes, har universitetsledelsen besluttet at justere i forhold til den tidligere trufne beslutning om, hvordan mailnavne og enhedsnavne sammensættes.

AU IT arbejder nu på at tilpasse den tekniske løsning, og en dato for frigivelsen af nye mailadresser meldes ud snarest muligt.


Avisdebat om forskeres bibeskæftigelse

Berlingske har i dagens avis rejst debat om forskeres ret til at modtage betaling for rådgivning eller andre ydelser, der udføres uden for arbejdstid.

Aarhus Universitets personalepolitik fra 2011 omtaler emnet og specificerer blandt andet, at bibeskæftigelse er tilladt for universitetets medarbejdere, medmindre et eller flere af følgende kriterier er opfyldt:

  • at bibeskæftigelsen medfører, at medarbejderen ikke kan udfylde sin stilling ved universitetet samtidig med varetagelse af bibeskæftigelsen (arbejdsindsats og tilgængelighed)
  • at bibeskæftigelsen er i konkurrence med universitetets virksomhed
  • at der opstår habilitetsproblemer på grund af bibeskæftigelsen
  • at bibeskæftigelsen er uforenelig med den agtelse og tillid, der er nødvendig for at være ansat ved universitetet eller
  • at bibeskæftigelsen er i strid med interne regler og instrukser.

Det er i første omgang op til den enkelte medarbejder i dialog med nærmeste leder at vurdere, om en konkret bibeskæftigelse vil være i konflikt med kriterierne.

Fra universitetsledelsen er der opbakning til, at forskerne som privatpersoner bidrager med rådgivning til den private sektor, så længe rådgivningen lever op til personalepolitikkens retningslinjer.


Afslag på EQUIS-akkreditering til BSS

I forbindelse med genakkreditering har BSS i første omgang fået afslag om EQUIS-akkrediteringen. Afslaget handler ikke om faglighed eller kvalitet, men om hvorvidt fremtidens business school kan bygge på et bredere fagligt fundament end tidligere.

BSS har mulighed for at få besøg af et nyt peer review-team fra European Foundation for Management Development (EFMD), og her argumentere for den fagligt brede business school, hvilket ikke var muligt under det første besøg. Det betyder, at BSS på den måde kan blive genakkrediteret i løbet af et år. Det tager hovedområdets ledelse stilling til i nærmeste fremtid.

BSS har netop erhvervet den femårige AACSB-akkreditering. Den lægger høj vægt på faglig kvalitet og skeler mindre til institutionens formelle struktur.

BSS har netop fået positiv feedback fra endnu en akkrediteringsinstans, Associations of MBAs (AMBA). Der var stor tilfredshed med hovedområdets forskningstyngde, undervisere og facilititeter. AMBA pegede på nogle strukturelle forhold omkring hovedområdets MBA-uddannelser, som man nu vil kigge nærmere på. Den endelige AMBA-akkreditering er derfor udskudt et år.


Stjerneforsker hædret af Carlsbergfondet

Professor i astronomi Jørgen Christensen-Dalsgaard modtog ved et aftenarrangement tirsdag den 17. september Carlsbergfondets Forskningspris for sit internationalt anerkendte arbejde med blandt andet stjerners fysik.

Prisen er på én million kroner, heraf er 250.000 kr. en personlig hædersgave, og 750.000 kr. er støtte til et forskningsprojekt. Carlsbergfondets Forskningspris uddeles efter indstilling fra Det Kgl. Danske Videnskabernes Selskab til forskere, der har bidraget afgørende til grundforskning på deres felt. 

Aftenens anden prismodtager var professor i psykologi ved KU, Claus Bundesen.


Voksende optag på kandidatuddannelserne

7.312 på bachelordelen, 6.230 på kandidatdelen, og 4.526 på efter- og videreuddannelse. Så mange nye studerende har Aarhus Universitet optaget ifølge en foreløbig opgørelse fra AU Studier.

De seneste års voksende optag på bacheloruddannelserne er begyndt at slå igennem på kandidatoptaget, som er steget med godt 13 procent i forhold til 2012. Fremgangen tilskrives også de tre nye kandidatuddannelser, som er blevet oprettet i det forgangne år.

Godt 2.000 af de nystartede kandidatstuderende er optaget på baggrund af en grad fra en anden institution end Aarhus Universitet.

De officielle nøgletal ventes at blive offentliggjort på studietal-sitet i slutningen af oktober.


Aarhus Universitet populært blandt Erasmus-studerende

Aarhus Universitet er i øjeblikket det 6. mest populære universitet at studere på i Europa for Erasmus-studerende. Det er den højeste placering for et dansk universitet nogensinde i Erasmus-henseende.

Siden 1987 har tre millioner studerende gjort brug af EU’s Erasmus-program. Med det nylancerede Erasmus-program forventes fire millioner studerende over de næste syv år at tage på studieophold.

Tal fra EU-Kommissionen viser, at seks danske uddannelsesinstitutioner optræder på top-100 over de mest populære i Europa blandt Erasmus-studerende.


Profilbrochure 13/14 udgivet på nettet

Aarhus Universitets profilbrochure for 2013/2014, som udkom på universitetets årsfest, er nu også tilgængelig i elektronisk form. Brochuren bringer artikler om et bredt udsnit af Aarhus Universitets igangværende projekter og præsenterer en række aktiviteter inden for særligt de tre sigtelinjer i universitetets strategi frem mod 2020: forskning, uddannelse og talent, samt internationalisering.

Profilbrochuren bliver i øjeblikket delt rundt til alle institutter og administrative afdelinger


Kranse på grundlæggernes grave

Da årsfesten markerede universitetets 85-års fødselsdag fredag den 13. september, blev der samme dag lagt kranse på gravene af tre af universitetets initiativtagere og grundlæggere: Jakob Jensen, Carl Holst-Knudsen og Victor Albeck.

Der blev hele dagen igennem fejret fødselsdag på universitetet.

Se billeder fra de studerendes idrætsdag og Danmarks Største Fredagsbar i Universitetsparken og aftenfesten i Musikhuset


Kalender

  • 24.-25. september: bestyrelsesseminar og –møde på Sandbjerg
  • 24.-27. september: Ministeriet for By, Bolig og Land på Aarhus Universitet
  • 9. oktober: universitetsledelsen mødes med Institut for Kultur og Samfund
  • 6. november: bestyrelsesmøde
  • 13. november: universitetlsledelsen mødes med Institut for Erhvervskommunikation
  • 11. december: universitetsledelsen mødes med Institut for Biomedicin



Med venlig hilsen,

Universitetsledelsen, 20. september

Hver uge udsender universitetsledelsen et nyhedsbrev. Her informerer vi om beslutninger og tiltag fra universitetsledelsen samt aktuelle aktiviteter og diskussioner. Du kan tilmelde dig nyhedsbrevet på adressen info.au.dk/medarbbreve, hvorefter du modtager en mail, hver gang nyhedsbrevet udkommer. På adressen http://www.au.dk/om/uni/universitetsledelsen/nyhedsbrevuniled/2013 kan du læse tidligere udgaver af nyhedsbrevet fra universitetsledelsen.

Hvis du ønsker at tilmelde dig den engelske version af nyhedsbrevet fra universitetsledelsen, kan du gøre det på adressen info.au.dk/medarbbreve/index.asp

Nyhedsbrev fra universitetsledelsen

Hver uge udsender universitetsledelsen et nyhedsbrev, der informerer om aktuelle aktiviteter og diskussioner.

 

 

Møder i universitetsledelsen

Universitetsledelsen holder møde hver onsdag kl. 08.30 - 11.30. Se mødeplan og dagsordener fra møderne.