Nyhedsbrev fra universitetsledelsen nr. 37/2013

Nyt program gør ansvarlig forskningspraksis konkret

Som inspiration til debatten om, hvad der er ansvarlig forskningspraksis, og hvad der bør med i fælles AU-regelsæt på området, kan medarbejdere på Aarhus Universitet benytte sig af et nyt e-program. 

E-læringsprogrammet er tilgængeligt i fem overordnede fagversioner, som til sammen dækker de faglige discipliner på universitetet. Programmet er en hjælp til forskere i forhold til at få indsigt i gældende standarder for ansvarlig forskningspraksis i en forskerverden, der bliver stadig mere kompleks og global. Programmet er tilgængeligt for alle universitetets medarbejdere og kan bidrage til at konkretisere den debat, som er i gang på universitetet om ansvarlig forskningspraksis. Programmet giver nye, interessante e-læringsmuligheder på området.

I september sendte universitetsledelsen et debatoplæg ud til høring på hovedområderne (læs nyhedsbrev nr. 30). Høringen skal give input til de retningslinjer, som universitetet ønsker at etablere som et fælles grundlag og spilleregler for forskning på AU.

Uddannelsesministeriet har i øvrigt netop taget initiativ til, at der bliver udarbejdet en fælles national adfærdskodeks – en Code of Conduct, der skal være med til at sikre troværdighed og integritet i dansk forskning. Det arbejde foregår i samarbejde med Danske Universiteter.

Læs mere om det nye e-læringsprogram, hvordan man kommer i gang med programmet og AU-processen med at etablere fælles retningslinjer for ansvarlig forskningspraksis.


Uddannelsesministeren til dialogmøde på Health

Fremdriftsreform, sundhedsinnovation, registerforskning og meget andet var på dagsordenen, da uddannelsesminister Morten Østergaard tidligere på ugen besøgte Health.

Professor, dr.med. Henrik Toft Sørensen deltog i mødet sammen med dekan Allan Flyvbjerg og hovedområdets fire prodekaner.

Her blev ministeren blandt andet gjort opmærksom på nogle af de praktiske udfordringer, der er forbundet med ønsket om at få de studerende hurtigere igennem uddannelserne, ligesom der var lejlighed til at drøfte etableringen af universitetsklinikkerne i Region Midtjylland.


Bibliometrisk fremgang for danske universiteter

Aarhus Universitet er i fremgang på den bibliometriske forskningsindikator, og universitetet opnåede sidste år 7,2 procent flere publikationspoint end i 2011. Det viser den seneste statistik, som Styrelsen for Videregående Uddannelser og Uddannelsesstøtte har offentliggjort.

Den danske universitetssektor har generelt set øget pointhøsten hvert år, siden indikatoren blev indført i 2009, og også i den seneste opgørelse er der fremgang for næsten alle otte universiteter. Den gennemsnitlige fremgang fra 2011 til 2012 var således på 6,3 procent.

Aarhus Universitets andel af den samlede sektors høst af publikationspoint ligger fortsat stabilt på godt 25 procent.

De publikationslister, der ligger til grund for den bibliometriske forskningsindikator, udarbejdes og revideres hvert år af 350 forskere fordelt på 67 faggrupper. Indikatoren, der vejer med 25 procent ved fordeling af basismidler, blev evalueret i 2012.


Kalender

  • 11. november: Ligestillings- og kirkeminister Manu Sareen besøger Aarhus Universitet
  • 12.-13. november: Delegation fra Universiteit Utrecht besøger Aarhus Universitet
  • 13. november: Universitetsledelsen mødes med Institut for Erhvervskommunikation
  • 14. november: Fælles HSU-/HAMU-møde
  • 14. november: Knowledge Exchange Day på Aarhus Universitet
  • 19.-20. november: seminar for akademiske råd på Sandbjerg Gods 
  • 11. december: Universitetsledelsen mødes med Institut for Biomedicin
  • 18. december: Bestyrelsesmøde




Venlig hilsen

Universitetsledelsen, den 8. november

The Senior Management Team publishes a newsletter every week. This newsletter includes a brief description of current activities and discussions. You can sign up for the Danish version of the newsletter at info.au.dk/medarbbreve, after which you will receive an e-mail whenever the newsletter is issued.

If you would like to subscribe to the English version of News from the Senior Management Team, please go to info.au.dk/medarbbreve/index.asp. The English version of News from the Senior Management Team is available at http://www.au.dk/en/about/uni/seniormanagement/newsletter/. You can read previous editions of News from the Senior Management Team at http://www.au.dk/en/about/uni/seniormanagement/newsletter/2013.

Nyhedsbrev fra universitetsledelsen

Hver uge udsender universitetsledelsen et nyhedsbrev, der informerer om aktuelle aktiviteter og diskussioner.

 

 

Møder i universitetsledelsen

Universitetsledelsen holder møde hver onsdag kl. 08.30 - 11.30. Se mødeplan og dagsordener fra møderne.