Nyhedsbrev fra universitetsledelsen nr. 7/2013

Omfattende opfølgning på APV er gået i gang

Den psykiske APV har sat fokus på en række områder, som der skal følges op på i den kommende tid.

Problemer og mulige løsninger diskuteres allerede i de faglige og administrative enheder, men også på medarbejdere.au.dk. Her ligger dels interviews med tillidsrepræsentanter og ledere, og dels er der kommet en række indlæg på debatsitet. Universitetsledelsen har også givet sin mening til kende i taler og debatindlæg, og det vil vi fortsat gøre.

Vi har et klart ønske om at forbedre arbejdsmiljøet på Aarhus Universitet og vil i dialog med medarbejderne afklare, hvordan man kan foretage justeringer, der hvor der er behov for det. Det kan eksempelvis være i form af en forbedret kontakt mellem administrative medarbejdere og forskere og studerende.

Vi skal følge hurtigt og systematisk op, men det er vigtigt, at vi giver dialogen og opfølgningsprocessen tid til at forløbe ordentligt, så medarbejdere på alle niveauer inddrages.

På hovedområdeniveau er samarbejds- og arbejdsmiljøorganisationerne i denne uge trådt sammen:

Arts: FSU og FAMU mødes 1. marts for at vedtage en endelig handlingsplan, og det videre arbejde med lokal og central opfølgning sættes i gang umiddelbart derefter.

Science and Technology: FSU og FAMU holdt fælles møde 27. februar, og i marts-april afholdes dialogmøder på institutterne

Health: APV-følgegruppen afholdt møde den 28. februar, og arbejdet med at udarbejde lokale handleplaner er blevet iværksat

Business and Social Sciences: FSU og FAMU afholdt møde 28. februar, og der planlægges dialogmøder i institutternes lokale samarbejdsudvalg i de kommende uger

AU Administration: APV-følgegruppen afholdt møde den 28.februar, og der sættes nu gang i lokale processer i lokale APV-kontaktgrupper på vicedirektørområderne 


Ekspertudvalg skal undersøge Grønlands råstoffer

Aarhus Universitet er med i et universitetsudvalg, der skal undersøge, hvordan Grønlands geologiske ressourcer kan udnyttes til gavn for både udviklingen af det grønlandske samfund og samspillet mellem Grønland og Danmark.

Ilisimatusarfik (Grønlands Universitet) og en række danske universiteter deltager i udvalget, der har opbakning fra formanden for Grønlands Selvstyre Kuupik Kleist, og Danmarks statsminister Helle Thorning-Schmidt.

Universitetsudvalget skal blandt andet analysere, hvordan udvinding af ressourcerne kan føre til bæredygtig vækst og beskæftigelse.


Aarhus Universitets nye forskningsskib har fået navn

Aurora bliver navnet på Aarhus Universitets nye forskningsskib.

Det er den romerske gudinde for morgenrøde, som har lagt navn til skibet, der står klar i sommeren 2014.

Skibet er det første nybyggede danske forskningsskib, siden Dana blev bygget for mere end 30 år siden. Det nye skib giver bedre mulighed for at undersøge og forstå økosystemerne i havene, og bliver til glæde for alle danske havforskere og et væld af nye studerende. Fjorten personer kan drage på togt i op til ti døgn.


AU deltager i stipendieprogram til udviklingslande

Danske Universiteter og Udenrigsministeriet lancerede i denne uge et stipendieprogram, der giver talentfulde bachelorer fra udviklingslande mulighed for at tage en kandidat- eller masteruddannelse i Danmark.

Der udbydes i alt 60 studieårsværk til ansøgere fra udvalgte partneruniversiteter i Ghana, Tanzania, Kenya, Uganda og Nepal.

Aarhus Universitet udbyder stipendier til uddannelser inden for fire faglige platforme:

  • Vækst og Beskæftigelse
  • Klima og Miljø
  • Stabilitet, Demokrati og Rettigheder
  • Human Health

Stipendieprogrammet er en del af initiativet ’Building Stronger Universities in Developing Countries’, som bidrager til at opbygge stærke forsknings- og uddannelsesinstitutioner i udviklingslande.


ERC afventer forhandlinger om Horizon 2020

Det Europæiske Forskningsråd ERC har endnu ikke offentliggjort søgefristerne for næste års ERC Grants. Rådet afventer EU-budgetforhandlingerne, der kommer til at afgøre størrelsen på det nye forskningsprogram Horizon 2020. 

Horizon 2020 er foreslået som et bevillingsprogram på 80 mia. euro, og senest har en række forsknings- og industriledere i et åbent brev opfordret EU’s politikere til at optrappe investeringerne i forskning og innovation.

Rådet uddeler hvert år bevillinger inden for fire kategorier: Starting Grants, Advanced Grants, Consolidator Grants og Synergy Grants (se en folder med beskrivelse af virkemidlerne under ’ERC Grant Schemes’)


Kalender

  • 5. marts: bestyrelsesmøde kl. 15
  • 5. marts: Indvielse af nyt forskningscenter, DANDRITE og EMBL-partnerskab
  • 18.-19. marts: ledelsesseminar

Hver uge udsender universitetsledelsen et nyhedsbrev. Her informerer vi kort om aktuelle aktiviteter og diskussioner. Du kan tilmelde dig nyhedsbrevet på adressen info.au.dk/medarbbreve, hvorefter du modtager en mail, hver gang nyhedsbrevet udkommer. På adressen http://www.au.dk/om/uni/universitetsledelsen/nyhedsbrevuniled/2013 kan du læse tidligere udgaver af nyhedsbrevet fra universitetsledelsen.

Hvis du ønsker at tilmelde dig den engelske version af nyhedsbrevet fra universitetsledelsen, kan du gøre det på adressen info.au.dk/medarbbreve/index.asp

Nyhedsbrev fra universitetsledelsen

Hver uge udsender universitetsledelsen et nyhedsbrev, der informerer om aktuelle aktiviteter og diskussioner.

 

 

Møder i universitetsledelsen

Universitetsledelsen holder møde hver onsdag kl. 08.30 - 11.30. Se mødeplan og dagsordener fra møderne.