Nyhedsbrev fra universitetsledelsen nr. 12/2014

Studienævnene kan delegere afgørelseskompetence til administrationen

Fremdriftsreformen medfører en lang række udfordringer for studerende og medarbejdere. Aarhus Universitet har valgt at dele arbejdet op i flere faser for at sikre en grundig proces. Efter indstilling fra Uddannelsesbåndet har universitetsledelsen iværksat følgende om muligheder for at uddelegere opgaver og om det, der kaldes "mobilitetsvinduer": 

a) Studienævnene får mulighed for at uddelegere

Aarhus Universitet forventer, at kravet om studiefremdrift og automatisk tilmelding til fag og prøver vil medføre en stigning i antallet af studerende, der søger om dispensation fx fra eksamen, hvilket vil øge belastningen i studienævnene. På den baggrund er det besluttet, at studienævnene får mulighed for at delegere afgørelseskompetence til administrationen i rutinesager med en fast praksis. 



b) Alle uddannelser bør indeholde mobilitetsvinduer

Fremdriftsreformen og særligt kravet om automatisk tilmelding til fag og prøver i omfang af 30 ECTS kan få en negativ effekt på de studerendes valg af udlandsophold og/eller praktik. Derfor har universitetsledelsen fulgt indstillingen om, at det bør sikres, at der er mobilitetsvinduer i alle studieordninger med efterfølgende merit for 30 ECTS.


Ekspertgruppen er i gang

Ekspertgruppen er godt i gang med problemanalysen. Den har planlagt forskellige aktiviteter med medarbejdere på universitetet for at få input til analysen. Derudover understreger ekspertgruppen, at alle medarbejdere på Aarhus Universitet er velkomne til at komme med input. Ekspertgruppen kan kontaktes på ekspertgruppen@au.dk

Ekstpertgruppen er klar med sin analyse den 1. juni.


Aurora indvies

Aarhus Universitets nye forskningsskib indvies den 25. april. Skibet får den dag officielt sit navn, Aurora, af miljøminister Kirsten Brosbøl.

Aurora er det første danske havforskningsskib bygget til et dansk universitet. Det nye skib vil bidrage til at gøre farvandene fra Nordsøen til Østersøen til førende felt-laboratorier for undersøgelser af naturlige og menneskeskabte ændringer i marine økosystemer og deres geologi. Det vil give helt nye muligheder for feltbaseret undervisning i alle aspekter af marin videnskab. Det vil understøtte forsknings- og undervisningssamarbejde med virksomheder indenfor marin udvikling og teknologi.

I december 2009 fik Aarhus Universitet bevilget 30 millioner kroner til skibet. Hertil kom en medfinansiering på 10 millioner kroner fra AU til at dække såvel bygning og udrustning af fartøjet.

Aarhus Universitet søgte sammen med samtlige øvrige universiteter og relevante forskningsinsitutioner i Danmark i sin tid om penge til et nyt forskningsskib hos Forsknings- og Innovationsstyrelsens nationale pulje for forskningsinfrastruktur i 2009. Ansøgningen tog afsæt i, at de danske miljø- og forskningsskibe var utidssvarende, for små eller for dyre til forskning i farvandene omkring Danmark.  


Forskning i Aarhus som kulturhovedstad

Forskere fra Aarhus Universitet skal i ni forskningsprojekter undersøge, hvilke resultater og effekter det får for byen at være kulturhovedstad

Styregruppen for rethinkIMPACTS 2017 har uddelt i alt 900.000 kr. til de ni projekter som startfinansiering (seed money). Pengene kommer fra den fond Region Midtjylland, Aarhus Kommune og Aarhus Universitet oprettede til formålet i 2013.


Danmark skal tiltrække og fastholde udenlandske talenter

Regeringen har lanceret sin nye handlingsplan for at gøre Danmark til et attraktivt uddannelsesland for udenlandske talenter.

Et af hovedmålene er at tiltrække flere dygtige udenlandske studerende og få dem til at blive her efter endt uddannelse.

Handlingsplanen indeholder 24 konkrete initiativer og fem målepunkter:

  1. Alle dele af uddannelserne og studiemiljøet på de videregående uddannelser skal have en betydelig international dimension. 
  2. Danmark skal tiltrække flere talentfulde betalingsstuderende.
  3. Frafaldet blandt internationale studerende skal på niveau med danske studerende.
  4. Flere internationale studerende skal blive i Danmark efter endt uddannelse.
  5. De internationale dimittender, der bliver i Danmark, skal have samme beskæftigelsesfrekvens som danske dimittender.

 Læs udmelding om handlingsplanen på uddannelsesministeriets hjemmeside


Kalender

  • 22. april: universitetsledelsens månedsmøde på Institut for Fysik og Astronomi
  • 24.-25. april: første spadestik på ny SDC-bygning i Beijing
  • 24.-26. april: Forskningens Døgn
  • 25. april: indvielse af det nye forskningsskib Aurora
  • 28.-29. april: Uddannelsesministerens årlige uddannelsesmøde
  • 30. april: bestyrelsesmøde
  • 7.-8. maj: ledelsesseminar
  • 9. maj: kapsejlads

Rigtig god påske til alle.

Venlig hilsen

Universitetsledelsen, den 11. april 2014

Hver uge udsender universitetsledelsen et nyhedsbrev. Her informerer vi om beslutninger og tiltag fra universitetsledelsen samt aktuelle aktiviteter og diskussioner. Du kan tilmelde dig nyhedsbrevet på adressen info.au.dk/medarbbreve, hvorefter du modtager en mail, hver gang nyhedsbrevet udkommer. På adressen http://www.au.dk/om/uni/universitetsledelsen/nyhedsbrevuniled/2014 kan du læse tidligere udgaver af nyhedsbrevet fra universitetsledelsen.

Hvis du ønsker at tilmelde dig den engelske version af nyhedsbrevet fra universitetsledelsen, kan du gøre det på adressen info.au.dk/medarbbreve/index.asp

Nyhedsbrev fra universitetsledelsen

Hver uge udsender universitetsledelsen et nyhedsbrev, der informerer om aktuelle aktiviteter og diskussioner.

 

 

Møder i universitetsledelsen

Universitetsledelsen holder møde hver onsdag kl. 08.30 - 11.30. Se mødeplan og dagsordener fra møderne.