Nyhedsbrev fra universitetsledelsen nr. 17/2014

Problemanalysens kommende proces

Mandag den 2. juni offentliggør ekspertgruppen sin rapport.

Godt to uger efter kommer analysepanelet med sine kommentarer til rapporten. Herefter vil der blive mulighed for, at medarbejderne og de studerende kan kommentere rapporten, og alle input vil blive inddraget i universitetsledelsens arbejde med at udarbejde sit forslag til forbedringer. 

Det forslag præsenterer universitetsledelsen medio august, hvor forslaget bliver sendt i høring i organisationen.

Ekspertgruppens rapport bygger på omfattende bidrag fra medarbejdere og studerende. Alle medarbejdere og studerende har været inviteret til en spørgeskemaundersøgelse. Desuden har ekspertgruppen afholdt en række fokusgruppeinterviews med medarbejdere, studerende og ledere og lavet interview med alle institutledere. 


Internationalisering på vej mod 2020

Aarhus Universitet har netop lanceret sin internationaliseringsstrategi 2014-2020. Strategien er resultatet af et længere forarbejde af en gruppe med repræsentanter fra de fire hovedområder og er færdiggjort efter en bred høring på universitetet.

Hvor den tidligere internationaliseringsstrategi var rettet mod udvikling af services til internationale studerende og ansatte ved Aarhus Universitet, går den nye strategi tættere på indhold og prioritering af mål og initiativer inden for universitetets fire kerneaktiviteter.

Strategien lægger vægt på internationalisering som et middel til at understøtte de faglige miljøers mål, og der sættes blandt andet fokus på offensiv rekruttering af forskertalenter, øget international mobilitet af egne studerende og deltagelse i internationalt uddannelsessamarbejde.


MatchPoints: dansk udfordring til debat

Årets MatchPoints er i fuld gang. Det frivillige Danmarks bidrag til den høje sociale kapital i landet var udgangspunktet for den særlige inspirationsdag, som var startskuddet på MatchPoints.

Som Aarhus Universitets distinguished visiting professor Robert D. Putnam fra Harvard udtrykte det, så er Danmark verdensmester i social kapital. Udfordringen bliver at opretholde den høje frivillighedsrate, som er en væsentlig brik i den danske sammenhængskraft og sociale kapital. Det gav livlige diskussioner blandt op mod 400 deltagere, som repræsenterede et mangfoldigt udsnit af det frivillige Danmark og myndigheder.

Torsdag aften åbnede den faglige del af MatchPoints, som fredag aften har endnu et oplæg af Robert D. Putnam. Denne gang efterfulgt af en debat med en række danske politikere om, hvad Danmark kan lære af amerikanske erfaringer. 

Matchpoints slutter lørdag. 

Mandag vil der blive lagt audiopodcasts på AU's hjemmeside fra seminaret, herunder et af Putnams oplæg.  


Det Entreprenørielle Universitet forlænges til 2015

Aarhus Universitet kan fortsat kalde sig Danmarks Entreprenørielle Universitet frem til marts 2015.

Aarhus Universitet vandt titlen i 2010, og det oprindelige projekt løb frem til 2014. Nu har Center for Entreprenørskab og Innovation (CEI) fået et år mere til bl.a. at integrere entreprenørskab i uddannelserne og udklække nye virksomheder i Studentervæksthus Aarhus.

I 2015 afslutter CEI projektet med en konference, hvor man præsenterer resultater og erfaringer fra Det Entreprenørielle Universitet.


AU’s alumnenetværk har rundet 20.000 medlemmer

I 2012 var der 10.000 medlemmer, i juni 2013 nåede vi 15.000, og tidligere denne måned nåede AU’s alumnenetværk 20.000 medlemmer. Størstedelen af medlemmerne er kandidater eller alumner, der har afsluttet en anden uddannelse på AU, men nuværende studerende og medarbejdere kan også blive medlem og drage nytte af kontakten til alumner.


Kalender

Venlig hilsen

Universitetsledelsen, den 23. maj

Hver uge udsender universitetsledelsen et nyhedsbrev. Her informerer vi om beslutninger og tiltag fra universitetsledelsen samt aktuelle aktiviteter og diskussioner. Du kan tilmelde dig nyhedsbrevet på adressen info.au.dk/medarbbreve, hvorefter du modtager en mail, hver gang nyhedsbrevet udkommer. På adressen http://www.au.dk/om/uni/universitetsledelsen/nyhedsbrevuniled/2014 kan du læse tidligere udgaver af nyhedsbrevet fra universitetsledelsen.

Hvis du ønsker at tilmelde dig den engelske version af nyhedsbrevet fra universitetsledelsen, kan du gøre det på adressen info.au.dk/medarbbreve/index.asp

Nyhedsbrev fra universitetsledelsen

Hver uge udsender universitetsledelsen et nyhedsbrev, der informerer om aktuelle aktiviteter og diskussioner.

 

 

Møder i universitetsledelsen

Universitetsledelsen holder møde hver onsdag kl. 08.30 - 11.30. Se mødeplan og dagsordener fra møderne.