Nyhedsbrev fra universitetsledelsen nr. 29/2014

Flagene er hejst på Aarhus Universitet

I dag fejrer Aarhus Universitet sin 86-års fødselsdag. Med idrætsdag og Danmarks Største Fredagsbar for de studerende i Universitetsparken og den traditionsrige ceremoni i Aulaen er fredag den 12. september en stor dag for uddannelser og forskning på Aarhus Universitet. 

Bestyrelsesformand Michael Christiansen, rektor Brian Bech Nielsen og studerende Christian Kraglund Andersen holdt taler for universitetet, om universitetet. I en ramme af feststemning for et universitet, som står stærkt en i intensiveret international konkurrence, var der også lejlighed til at kigge mod udfordringer og krav fra vores egen verden og fra omverdenen.

  • Læs talerne

Ved ceremonien i Aulaen blev årets æresalumne afsløret, lego-direktør Jørgen Vig Knudstorp. Han sigtede oprindeligt efter en universitetskarriere, men karrieren tog en uventet drejning, da han blev hentet til Lego. 

Aarhus Universitets Jubilæumsfond uddelte traditionen tro sine priser til to af universitetets medarbejdere, der har vist særligt fremragende evner som henholdsvis underviser og formidler. Jubilæumsfonden hyldede i år professor Ning de Coninck-Smith fra Institut for Uddannelse og Pædagogik med forskningsformidlingsprisen, mens den pædagogiske hæderspris gik til lektor Per Thorsen fra Ingeniørhøjskolen, Aarhus Universitet.

Ud over æresalumne og jubilæumsfondspriserne blev også Dronning Margrethe II's Rejselegat til studerende ved Aarhus Universitet uddelt. De går til fire studerende, som har udvist særligt talent inden for deres fag.

I forbindelse med årsfesten udnævner Aarhus Universitet også fire æresdoktorer fra andre institutioner, som universitetet har et særligt tæt og værdsat samarbejde med. Titlen gives til fremtrædende forskere inden for forskellige fagområder. Udnævnelsen af de fire æresdoktorer vil blive markeret i Aulaen. De er allerede blevet præsenteret på universitetet

  • Læs mere her

Nu åbner Væksthusene dørene

Fredag den 12. september åbnede Aarhus Universitet officielt dørene for de nye Væksthuse i Botanisk Have, da forsknings- og uddannelsesminister Sofie Carsten Nielsen klippede en lian over.

Indenfor i de nybyggede og restaurerede bygninger venter topmoderne formidlingsformer kombineret med naturoplevelser i de fire klimahuse; Middelhavshuset, Ørkenhuset, Bjergskovshuset og Tropehuset.

Væksthusene bliver det fjerde medlem af Science Museerne i Aarhus, og der forventes op til 80.000 besøgende årligt.  


Kalender

  • 16.-17. september: Bestyrelsesseminar
  • 30. september: DEA-forskningskonference
  • 30. september: Christianborg-konference om Østjylland
  • 5. november: Bestyrelsesmøde


Med venlig hilsen, 

Universitetsledelsen, den 12. september

Hver uge udsender universitetsledelsen et nyhedsbrev. Her informerer vi om beslutninger og tiltag fra universitetsledelsen samt aktuelle aktiviteter og diskussioner. Du kan tilmelde dig nyhedsbrevet på adressen http://info.au.dk/medarbbreve, hvorefter du modtager en mail, hver gang nyhedsbrevet udkommer. På adressen http://www.au.dk/om/uni/universitetsledelsen/nyhedsbrevuniled/2014 kan du læse tidligere udgaver af nyhedsbrevet fra universitetsledelsen.

Hvis du ønsker at tilmelde dig den engelske version af nyhedsbrevet fra universitetsledelsen, kan du gøre det på adressen http://info.au.dk/medarbbreve/index.asp?sprog