Nyhedsbrev fra universitetsledelsen nr. 36/2014

Ny universitetsdirektør fra 1. januar 2015

Den 1. januar får Aarhus Universitet ny universitetsdirektør. Det er den 54-årige Jane Kraglund. Hun har været administrerende sygehusdirektør fra Odense Universitetshospital i godt fem år, og tidligere var hun sundhedsdirektør i Region Syddanmark og amtssundhedsdirektør i Sønderjyllands Amt.

På bestyrelsesmødet den 5. november var der enstemmig opbakning til rektors indstilling om at tilbyde Jane Kraglund ansættelse som ny universitetsdirektør på Aarhus Universitet.

Jane Kraglund er cand.scient.pol. fra Aarhus Universitet, 1988.

Universitetsledelsen byder Jane Kraglund varmt velkommen og ser frem til samarbejdet.


Connie Hedegaard bliver nyt bestyrelsesmedlem på AU

Bestyrelsen på Aarhus Universitet har netop udpeget den netop afgåede EU-klimakommissær Connie Hedegaard som nyt eksternt medlem i bestyrelsen. 

Hun overtager pladsen fra Mariann Fischer Boel, der har valgt at stoppe med udløbet af sin udpegningsperiode. 

Connie Hedegaard indtræder officielt i bestyrelsen den 1. december 2014 og deltager i sit første bestyrelsesmøde den 17. december 2014.


Enighed om ny plan for dimensionering

Der er nu skabt et fælles grundlag for dialog mellem rektorerne og ministeriet om en ny plan for dimensionering.

Det var udfaldet af et møde i går mellem rektorkollegiet og ministeren. Med det nye fælles grundlag bliver indfasningstiden for beskæringer på kandidatuddannelserne skudt til 2018, mens beskæringer på bacheloruddannelserne allerede foretages fra næste år. Desuden får universiteterne større frihed til selv at vælge hvilke uddannelser, der skal skæres ned på.

Aarhus Universitet går nu i forhandlinger med ministeriet om den konkrete udmøntning, som skal afsluttes senest den 1. december 2014.


Brug din stemme til universitetsvalget

Der skal være valg på Aarhus Universitet til en række indflydelsesorganer for medarbejdere og studerende, og det er muligt at opstille som kandidat indtil fredag den 7. november kl. 12.

Studerende kan i år stille op – og stemme til – bestyrelse, studienævn, akademisk råd og ph.d.-udvalg, mens videnskabelige medarbejdere kan stille op og stemme til studienævn og ph.d.-udvalg.

Selve valget afholdes d. 24.-27. november og foregår elektronisk.

Universitetsledelsen opfordrer alle studerende og videnskabelige medarbejdere til at deltage i valget.


Tilmelding til Kvalitetsudvalgets lancering af rapport 2

Nu er der åbent for tilmelding til lanceringen af Kvalitetsudvalgets rapport 2 på Aarhus Universitet den 26. november 2014.

Hvor den første rapport fokuserede på det overordnede systemniveau, vil rapport 2 fokusere på kvalitet og relevans i uddannelserne, og hvordan man kan styrke de studerendes læringsmæssige udbytte.   

Tilmeldingsfristen er den 13. november 2014, og pladserne fordeles efter først tilmeldte.


Aarhus Symposium med kongeligt besøg

Den 7. november 2014 inviterer Aarhus Symposium for fjerde år i træk topledere og studerende til debat. Dette år under temaet ”Lederskab og Strategi”.

Formålet med symposiet er at skabe direkte kontakt mellem studerende og erhvervsledere, og i år deltager blandt andre HKH Kronprins Frederik, CEO i Danske Bank, Thomas F. Borgen, CEO for Arla, Peder Tuborgh og general og forsvarschef Peter Bartram.

Det er 24 studerende fra Aarhus Universitet, der står bag arrangementet.


AU indgår aftale om med Indisk Råd 

Aarhus Universitet har netop underskrevet en aftale med det Indiske Råd for Kulturelle Forbindelser (ICCR) om at være vært for professorer og lektorer fra Indien. ??

Aftalen betyder, at indiske gæsteprofessorer kan blive tilknyttet Aarhus Universitet i op til seks måneder og bidrage til at styrke og udvikle det akademiske miljø på Asienstudier – fortrinsvist på den nye kandidatuddannelse I Indien- og Sydasienstudier.

Aftalen vil løbe frem til slutningen af det akademiske år 2016-2017.


Stanford University åbner afdeling i Herning

Amerikanske Stanford University åbnede i sidste uge et nyt Stanford Peace Innovation Lab sammen med AU Herning.

Aarhus Universitet og Stanford har i indgået et samarbejde omkring etablering af laboratoriet, der skal være omdrejningspunkt for fremtidige fælles forskningsprojekter. Samarbejdet åbner nye døre for dansk erhvervsliv og
AU Herning, der får yderligere adgang til forskning på højeste niveau.


Kalender

  • 7. november: Aarhus Symposium
  • 10.-11. november: Uddannelses- og forskningsminister Sofie Carsten Nielsens forskningsmøde 2014
  • 13. november: BigData-konference
  • 24. november: Offentliggørelse af Rapport 2 fra Kvalitetsudvalget
  • 26. november: Kvalitetsudvalget præsenterer ny rapport (Rapport 2) på Aarhus Universitet
  • 1.december: "Hjernekassen" med Peter Lund Madsen live fra AU

Hver uge udsender universitetsledelsen et nyhedsbrev. Her informerer vi om beslutninger og tiltag fra universitetsledelsen samt aktuelle aktiviteter og diskussioner. Du kan tilmelde dig nyhedsbrevet på adressen info.au.dk/medarbbreve, hvorefter du modtager en mail, hver gang nyhedsbrevet udkommer. På adressen http://www.au.dk/om/uni/universitetsledelsen/nyhedsbrevuniled/2014 kan du læse tidligere udgaver af nyhedsbrevet fra universitetsledelsen.

Hvis du ønsker at tilmelde dig den engelske version af nyhedsbrevet fra universitetsledelsen, kan du gøre det på adressen info.au.dk/medarbbreve/index.asp

Nyhedsbrev fra universitetsledelsen

Hver uge udsender universitetsledelsen et nyhedsbrev, der informerer om aktuelle aktiviteter og diskussioner.

 

 

Møder i universitetsledelsen

Universitetsledelsen holder møde hver onsdag kl. 08.30 - 11.30. Se mødeplan og dagsordener fra møderne.