Nyhedsbrev fra universitetsledelsen nr. 41/2014

Dimensionering: Aarhus Universitet skal skære 650 bachelorpladser

Onsdag faldt regeringens dimensioneringsplan på plads efter et langt og meget kringlet forhandlingsforløb.

Resultatet bliver, at Arts beskæres med 440 bachelorpladser selv om optaget af bachelorer på Arts stort set har været på samme niveau siden 2007. Business and Social Sciences afgiver 172 pladser, mens Science and Technology beskæres med 38 bachelorpladser. Alt i alt 650 bachelorpladser med en indfasning på fire år for bacheloroptaget og efterfølgende fire år for kandidatoptaget.

Der har været et stærkt politisk ønske om en markant beskæring af optaget på specielt de humanistiske uddannelser baseret på ledighedstallene og det vil kunne mærkes økonomisk på Arts. Derfor har universitetsledelsen også besluttet, at dimensioneringen er en udfordring for hele universitetet og ikke kun for Arts.

En af de helt store udfordringer for AU er det store optag af professionsbachelorer på specielt IUP. Dette særlige optagemønster har ministeriet dog udvist forståelse for.


Aarhus Universitetshospital kåret som landets bedste 

Aarhus Universitetshospital er blevet kåret som landets bedste hospital af nyhedsavisen Dagens Medicin. Kvaliteten af behandlinger og undersøgelser har været en afgørende faktor for, at Aarhus Universitetshospital i dag kåres som Danmarks bedste hospital.

Det er syvende år i træk kan Aarhus Universitetshospital kalde sig Danmarks bedste blandt de store hospitaler.


Frist lige efter nytår på roadmap-synopser 

Der er frist den 6. januar for synopser med forslag til nye forskningsinfrastrukturprojekter. I synopserne kan forskere på Aarhus Universitet komme med deres ideer til, hvilke forskningsfaciliteter de mener bør etableres, moderniseres eller udbygges i Danmark. Ud fra synopserne beslutter Udvalget for Forskning og Eksternt Samarbejde, hvilke projekter AU vil indsende til den nationale roadmap-processen.

Herefter vil de relevante faglige miljøer have frem til april til at arbejde med projektforslagene, herunder at indhente støtte og samarbejde med miljøer på andre danske universiteter.

Fredag den 5/12 blev der på Aarhus Universitet afholdt informationsmøde og workshops i forbindelse med opdatering af det nationale roadmap for forskningsinfrastruktur. På informationsmødet var repræsentanter for FI til stede for at redegøre for processen og vilkårene for projekter. Der forventes ca. 20 projekter på det endelige nationale roadmap. Kravene er blandt andet 50% medfinansiering fra universiteterne, og at projekterne skal være af national interesse. Der gives ikke støtte til projekter, der kun har interesse for et enkelt universitet. Universiteternes rektorer skal indsende forslag til FI med frist den 30/4 2015. Har man spørgsmål til processen, kan man kontakte prodekanen for forskning på ens eget fakultet.

Sideløbende med den nationale proces er der gang i en opdatering af det europæiske roadmap i regi af ESFRI. Har man indspil til denne proces, bør man ligeledes kontakte sin prodekan for forskning. Her er fristen for indsendelse af forslag til FI den 28/2.


AIAS Fellowships er åbne for ansøgning

Op til 12 AIAS-COFUND Marie Curie Fellowships er ledige på Aarhus Institute of Advanced Studies (AIAS), og AU-forskere opfordres til at inddrage deres internationale netværk.

Et AIAS-COFUND fellowship kan ansøges af de mest talentfulde junior- og seniorforskere fra hele verden, som har minimum to års forskningserfaring efter en afsluttet ph.d.-grad. Ansøgere kan frit vælge deres forskningsprojekt inden for alle akademiske discipliner.

Opslaget indbefatter derfor både indkommende mobilitet og reintegration. Fellowship-programmet er samfinansieret af Aarhus Universitet og EU’s syvende rammeprogram.

Ansøgningsfrist er den 11. februar 2015 kl. 12:00.


To AU-forskere får ’hædrende omtale’-pris

Videnskab.dk har idag kåret årets danske forskningsresultat. To AU-forskere indtager henholdsvis 2. og 3. pladsen og modtager ’hædrende omtale’-prisen.

De to forskere er:

?Prisen for årets danske forskningsresultat går til kræftforskere fra Odense Universitetshospital og Syddansk Universitet, der har udviklet en ny metode til opdagelse af brystkræft.  

Priserne blev overrakt af Uddannelses- og Forskningsminister Sofie Carsten Nielsen ved en officiel ceremoni idag.


Evaluering af samarbejdsudvalgs-strukturen

HSU har iværksat en evaluering af samarbejdsudvalgs-strukturen, hvor bl.a. samarbejdet mellem HSU, FSU/ASU, LSU og andre samarbejdsfora skal vurderes.

Evalueringen sker i regi af samarbejdsudvalgene på alle organisatoriske niveauer, som får til opgave at invitere andre AU-udvalg så som arbejdsmiljøudvalg, akademiske råd, institutfora m.fl. med i evalueringen. Desuden kan alle medarbejdere bidrage med deres syn på universitetets samarbejdsorganisation.

Det er nedsat et udvalg til at stå for evalueringen med institutleder Erik Østergaard som formand.


Æresalumne afgået ved døden

Det er med stor sorg, at universitetsledelsen har modtaget beskeden om, at antropolog og fhv. ambassadør Birgit Storgaard Madsen for nylig afgik ved døden.

Birgit Storgaard Madsen blev i 1969 den første magister i antropologi fra Aarhus Universitet. Hun var ligeledes den første antropolog, der blev ambassadør, og hun repræsenterede Danmark i både Ghana, Indien og Tanzania.

For sin tjeneste blev Birgit Storgaard Madsen udnævnt til Ridder af Dannebrog af første grad.

Birgit Storgaard Madsen blev udnævnt til æresalumne på Aarhus Universitet i 2012.


Kalender

  • 17. december: bestyrelsesmøde
  • 7. januar: velkomstreception for Charlotte Ringsted, prodekan på Health fra januar
  • 9. januar: velkomstreception for Jane Kraglund, universitetsdirektør fra januar


Venlig hilsen

Universitetsledelsen, den 12. december

 

Hver uge udsender universitetsledelsen et nyhedsbrev. Her informerer vi om beslutninger og tiltag fra universitetsledelsen samt aktuelle aktiviteter og diskussioner. Du kan tilmelde dig nyhedsbrevet på adressen info.au.dk/medarbbreve, hvorefter du modtager en mail, hver gang nyhedsbrevet udkommer. På adressen http://www.au.dk/om/uni/universitetsledelsen/nyhedsbrevuniled/2014 kan du læse tidligere udgaver af nyhedsbrevet fra universitetsledelsen.

Hvis du ønsker at tilmelde dig den engelske version af nyhedsbrevet fra universitetsledelsen, kan du gøre det på adressen info.au.dk/medarbbreve/index.asp

Nyhedsbrev fra universitetsledelsen

Hver uge udsender universitetsledelsen et nyhedsbrev, der informerer om aktuelle aktiviteter og diskussioner.

 

 

Møder i universitetsledelsen

Universitetsledelsen holder møde hver onsdag kl. 08.30 - 11.30. Se mødeplan og dagsordener fra møderne.