Nyhedsbrev fra universitetsledelsen nr. 42/2014

Glædelig jul og godt nytår fra universitetsledelsen

2014 var et år, hvor vi måtte tage hånd om organisatoriske, økonomiske og administrative problemer. Det har været lange og meget krævende processer, og det har trukket på kræfterne i hele organisationen.

Det vigtige er nu, at de nye ændringer lander ordentligt og på den rigtige måde og i tæt samarbejde med medarbejderne.

Vi tror på, at når de nye organisationsændringer for alvor træder i kraft i det nye år, vil Aarhus Universitet stå stærkere rustet til fremtiden. En fremtid som ikke byder på megen økonomisk vækst, men hvor vi skal fokusere på kvalitet i både forskning, uddannelse og administrationen.

Tak for samarbejdet og jeres store indsats i 2014. Vi håber, at I alle vil få nogle gode og velfortjente fridage sammen med dem, som står jer nær. 


Budgettet holder

Aarhus Universitets bestyrelse godkendte på bestyrelsesmødet den 16. december forecast 3 for 2014 og budgettet for 2015. Forecast 3 viser et forventet underskud i 2014 på 58 mio. kr., hvilket er en forbedring på 2 mio. kr. i forhold til det budgetterede.

Budgettet for 2015 og frem til 2018 viser et driftsresultat i balance. Dermed er universitetets økonomi tilbage på sporet - og planen, der blev lagt i forbindelse med besparelsesrunden, bliver fulgt. Hele organisationen har stort fokus på en stram økonomistyring, og der bliver på hele AU udvist stor ansvarlighed blandt de budgetansvarlige.


Invitation til tiltrædelsesreception for ny universitetsdirektør

Aarhus Universitet inviterer medarbejdere og samarbejdsarbejdspartnere til brunch i anledning af Jane Kraglunds tiltrædelse som universitetsdirektør.

Tiltrædelsesreceptionen finder sted fredag den 9. januar kl. 8.30-10 i Stakladen. Tilmeldingsfristen er den 6. januar.

Jane Kraglund tiltræder som universitetsdirektør den 1. januar 2015.


Beslutning om Arts' interne organisering

Arts vil fortsat være organiseret i de samme tre store institutter med afdelingerne som organisatoriske omdrejningspunkter. Fakultetsledelsens beslutning lægger op til større grad af decentralisering og mere fleksibilitet med plads til løsninger, som tilpasses de lokale forskelle.


Anbefaling til den fremtidige institutstruktur på BSS

Fakultetsledelsens forslag til ændringer i institutstrukturen blev offentliggjort for nylig.

Anbefalingen til den fremtidige institutstruktur på BSS bygger på en grundig analyse og omfattende inddragelse af studerende og medarbejdere. Blandt dem er der meget forskellige holdninger til, hvordan det nuværende Institut for Marketing og Organisation (BADM) og Institut for Økonomi (ECON) bør organiseres. På den baggrund har fakultetsledelsen valgt at gennemføre en afstemning, hvor ansatte på BADM og ECON vil få mulighed for at udtrykke deres præference for to forskelige løsninger, som fakultetsledelsen har præsenteret i deres samlede anbefaling til fakultetets institutstruktur i forhold til de to institutter. 


Syv AU-forskningstalenter får Sapere Aude-bevilling

Det Frie Forskningsråd (DFF) uddelte i den forgangne uge bevillinger under Sapere Aude-programmet, trin 1 til forskertalenter. Blandt modtagerne er syv forskere fra AU:

  • Mette Laursen, Institut for Biomedicin
  • Søren Ulstrup, Institut for Fysik og Astronomi
  • Kasper Andersen Borup, Institut for Kemi
  • Lasse Nielsen, Institut for Statskundskab
  • Christian Olaf Christiansen, Institut for Kultur og Samfund
  • Thomas Bøgevald Bjørnsten, Institut for Æstetik og Kultur
  • Kirstine Kirkegaard, Aarhus Universitetshospital   

Med en samlet bevillingssum på knap 19 millioner kr. uddelte DFF i år forskertalent-prisen til i alt 40 unge forskere fra hele landet.

  • Læs mere her

AU-forsker modtager ERC Starting Grant

Adjunkt i Molekylærbiologi Bjørn Panyella Pedersen modtager et af de foreløbig 11 ERC Starting Grants, som Det Europæiske Forskningsråd ERC i sidste uge bevilgede til yngre danske forskere.

Et ERC Starting Grant er på op til 1,5 mio. euro og gives for en periode på op til fem år. ERC offentliggør i midten af januar flere modtagere af Starting Grants. 


Gå gratis på folkeuniversitetet

Også i det kommende semester kan nuværende og pensionerede medarbejdere samt alumner gå gratis på folkeuniversitetet. De gratis pladser bliver fordelt efter "først til mølle"-princippet, og tilmeldingen starter mandag den 12. januar. Nærmere om tilmelding i nyhedsbrevet, som udkommer i den første uge af 2015. 


Tidligere rektor formand for Den Danske Naturfond

Tidligere rektor for Aarhus Universitet Lauritz B. Holm-Nielsen er udpeget som formand for Den Danske Naturfond. Et bredt flertal i Folketinget vedtog fredag den 19. december lovgrundlaget for fonden, der som udgangspunkt har 875 mio. kroner til at forbedre naturen i Danmark. Fonden er stiftet af staten i samarbejde med Villum Fonden og Aage V. Jensen Naturfond.


Kalender

  • 7. januar: velkomstreception for Charlotte Ringsted, prodekan på Health fra januar
  • 9. januar: velkomstreception for Jane Kraglund, universitetsdirektør fra januar



Næste nyhedsbrev fra universitetsledelsen udkommer fredag den 9. januar




Venlige hilsner

Universitetsledelsen, den 22. december

 

Hver uge udsender universitetsledelsen et nyhedsbrev. Her informerer vi om beslutninger og tiltag fra universitetsledelsen samt aktuelle aktiviteter og diskussioner. Du kan tilmelde dig nyhedsbrevet på adressen info.au.dk/medarbbreve, hvorefter du modtager en mail, hver gang nyhedsbrevet udkommer. På adressen http://www.au.dk/om/uni/universitetsledelsen/nyhedsbrevuniled/2014 kan du læse tidligere udgaver af nyhedsbrevet fra universitetsledelsen.

Hvis du ønsker at tilmelde dig den engelske version af nyhedsbrevet fra universitetsledelsen, kan du gøre det på adressen info.au.dk/medarbbreve/index.asp

Nyhedsbrev fra universitetsledelsen

Hver uge udsender universitetsledelsen et nyhedsbrev, der informerer om aktuelle aktiviteter og diskussioner.

 

 

Møder i universitetsledelsen

Universitetsledelsen holder møde hver onsdag kl. 08.30 - 11.30. Se mødeplan og dagsordener fra møderne.