Nyhedsbrev fra universitetsledelsen nr. 13/2015

Dekanstillingen på Aarhus BSS slået op

Dekanstillingen på Aarhus BSS er slået op. Den kommende dekan skal afløse Svend Hylleberg, der fratræder pr. 30. juni. Der er ansøgningsfrist den 10. maj

Stillingen som dekan på Arts har også været slået op. Der er fem ansøgere til stillingen, som forventes besat pr. 1. juli.


Ny profileringsstrategi for Aarhus BSS

Aarhus BSS indfører en ny profileringsstrategi. To vigtige elementer i profileringsstrategien er et nyt logo og navnet ”Aarhus BSS”. Med godkendelse i universitetsledelsen får Aarhus BSS mulighed for at udvikle sig som et subbrand med en stærk forankring ved Aarhus Universitet. Målet er bl.a. at styrke rekrutteringen af studerende. Når arbejdet med den generelle profileringspraksis går i gang ved AU, vil det blive koordineret med den nye profileringsstrategi ved Aarhus BSS.

Det nye logo vil blive taget i brug med det samme. 

Fire institutledere, to prodekaner samt en rådgiver fra dekanat og kommunikationschef på Aarhus BSS har udarbejdet forslaget.


Forskningens Døgn samler fremtidens teknologier

FREMTIDENS TEKNOLOGIER er årets tema på Aarhus Universitet, og dette år byder på et varieret spektrum af forskningsformidling, især inden for de naturvidenskabelige fagområder. Der er speedforedrag, udstillinger, workshops og forsøg med emner som eksempelvis håndtering af Big Data, kvantecomputere og den menneskelige hjerne, telemedicin, nanoteknologi, kræftens fingeraftryk, automatiseret bygningskonstruktion og meget mere.

Forskningens Døgn foregår den 24. april - bemærk at det denne gang afholdes på Navitas-bygningen. Arrangementet er for alle, og det er som altid gratis at deltage.

Aarhus Universitet har også Forskningens Døgn-arrangementer i henholdsvis Flakkebjerg og på AU's forskningscenter i Foulum.


Universitetsparken er atter ramme om kapsejlads

12 studenterforeninger dyster om trofæet Det Gyldne Bækken, når der er kapsejlads i Universitetsparken den 24. april.

De medicinstuderendes forening, Umbilicus, har siden 1991 stået for at arrangere kapsejladsen, som er vokset fra en konkurrence mellem to studenterforeninger med hver sin håndfuld tilhængere til en begivenhed, som tiltrækker studerende i tusindvis fra hele universitetet. Kommentatorer i år er Simon Jul og Rasmus Bjerg, og rektor Brian Bech Nielsen holder åbningstalen kl. 13.

 


AU-midler til tværgående netværk

Forskere på AU med en idé til et nytænkende og interdisciplinært forskningssamarbejde, der involverer mindst to fakulteter, kan igen søge midler fra universitetets pulje til tværgående netværk. I denne ansøgningsrunde kan forskere søge op til 150.000 kr. for 2015 og 250.000 kr. for 2016.

Ansøgningsfristen er d. 8. juni 2015 kl. 12.


Kalender

  • 20.-21. april: Dialogforum, Danske Universiteter
  • 23.-25. april: Forskningens Døgn
  • 24. april: Kapsejladsen 2015
  • 29. april: bestyrelsesmøde
  • 30. april: generalforsamling i Auriga Industries A/S
  • 28. maj: Uddeling af Holst-Knudsens Videnskabspriser og AUFF's ph.d.-priser

Venlig hilsen

Universitetsledelsen, den 17. april

Hver uge udsender universitetsledelsen et nyhedsbrev. Her informerer vi om beslutninger og tiltag fra universitetsledelsen samt aktuelle aktiviteter og diskussioner. Du kan tilmelde dig nyhedsbrevet på adressen info.au.dk/medarbbreve, hvorefter du modtager en mail, hver gang nyhedsbrevet udkommer. På adressen http://www.au.dk/om/uni/universitetsledelsen/nyhedsbrevuniled/2014 kan du læse tidligere udgaver af nyhedsbrevet fra universitetsledelsen.

Hvis du ønsker at tilmelde dig den engelske version af nyhedsbrevet fra universitetsledelsen, kan du gøre det på adressen info.au.dk/medarbbreve/index.asp

Nyhedsbrev fra universitetsledelsen

Hver uge udsender universitetsledelsen et nyhedsbrev, der informerer om aktuelle aktiviteter og diskussioner.

 

 

Møder i universitetsledelsen

Universitetsledelsen holder møde hver onsdag kl. 08.30 - 11.30. Se mødeplan og dagsordener fra møderne.