Nyhedsbrev fra universitetsledelsen nr. 14/2015

Forskningens Døgn med hyldest til forskningsformidling

Forskningens Døgn var igen i år velbesøgt i både Aarhus og Foulum. 

I forbindelse med åbningen af Forskningens Døgn uddeles hvert år Forskningskommunikationsprisen. Årets modtager af prisen er Lars Østergaard, lærestolsprofessor ved Aarhus Universitet og overlæge ved Aarhus Universitetshospital.

Forskningskommunikationsprisen på 100.000 kroner går til “en forsker, der gennem vedkommende formidling formår at skabe bred opmærksomhed om sin forskning”. Alle kan indstille kandidater til forskningskommunikationsprisen, og på baggrund af de indsendte forslag laver Det Frie Forskningsråd | Kultur og Kommunikation en indstilling til ministeren om, hvem årets pris skal gå til.


Kapsejlads bidrager til helt særligt studiemiljø

Aarhus Universitet har noget helt særligt, som universitetet er meget stolt af at lægge universitetspark til – den årlige kapsejlads. En ihærdig gruppe studerende arrangerer hvert år et kæmpe arrangement, hvor institutter kæmper mod hinanden om Det Gyldne Bækken – for øjnene af 20.-25.000 tilhørere. De kommer fra studier i hele Aarhus.

Kapsejladsen er med til at gøre Aarhus til en fantastisk studieby.

Hvis du ikke har set, hvem der vandt i år, kan du gøre det her, hvor du også kan gense finalen og se stemningsbilleder fra dagen. 


AIAS en del af prestigiøst selskab

Aarhus Institute of Advanced Studies (AIAS) er blevet optaget i NetIAS – et europæisk netværk for de højest rangerede "Institutes of Advanced Study".

AIAS indgår hermed i et samarbejde med institutter som Wissenschaftskolleg (Berlin), NIAS (Holland), SCAS (Uppsala) og instituttet på Cambridge University. Netværket blev oprettet i 2004 for bl.a. at fremme metoder og samarbejde mellem denne type institutter, og medlemskab gives til institutter, som efterlever bestemte kriterier for excellence, volumen, udvælgelsesprocedurer, mv.

For AIAS og for AU giver medlemskabet større international synlighed og endnu bedre rekrutteringsmuligheder.


Den første Horizon2020-milliard til Danmark

I Horizon2020’s første uddelingsår har danske virksomheder, forskere og offentlige myndigheder hjemtaget over 1,1 milliard kroner. Det svarer til 2,3 procent af det samlede budget.

Regeringens målsætning er 2,5 procent af midlerne i den samlede programperiode fra 2014-2020. Regeringen har taget initiativ til, at der i 2015 anvendes 30 millioner kroner til at styrke det danske hjemtag.

Læs mere om ministeriets midler til blandt andet netværksaktiviteter, der skal forbedre danske ansøgeres grundlag for at tiltrække Horizon2020-midler. Der er brug for flere danske ansøgere – og bedre ansøgninger, siger minister Sofie Carsten Nielsen.


Prorektor: Stress skal forebygges fra flere kanter

Prorektor Berit Eika skrev i en analyse i lørdagens Politiken, at indsatsen for at forebygge stress blandt studerende ikke alene skal foregå på universiteterne, men bør også praktiseres i de miljøer, som de unge færdes i udenfor universitetets mure.   

Aarhus Universitet har de seneste år sat stress på dagsordenen og iværksat flere initiativer, der skal bidrage til at forebygge stress blandt studerende. Det skyldes ikke mindst den seneste studiemiljøundersøgelse, der viste, at 17 procent af de studerende oplevede stærke stresssymptomer i hverdagen. Symptomerne var særligt udbredt blandt de kvindelige studerende. 

Der er imidlertid ikke noget, der tyder på at problemet med stress hverken starter eller stopper på universiteterne. Derfor opfordrer Berit Eika til en mere sammenhængende indsats mod problemet fra både politikere, arbejdsgivere og forældre.   


Kalender

 

Hver uge udsender universitetsledelsen et nyhedsbrev. Her informerer vi om beslutninger og tiltag fra universitetsledelsen samt aktuelle aktiviteter og diskussioner. Du kan tilmelde dig nyhedsbrevet på adressen info.au.dk/medarbbreve, hvorefter du modtager en mail, hver gang nyhedsbrevet udkommer. På adressen http://www.au.dk/om/uni/universitetsledelsen/nyhedsbrevuniled/2014 kan du læse tidligere udgaver af nyhedsbrevet fra universitetsledelsen.

Hvis du ønsker at tilmelde dig den engelske version af nyhedsbrevet fra universitetsledelsen, kan du gøre det på adressen info.au.dk/medarbbreve/index.asp

Nyhedsbrev fra universitetsledelsen

Hver uge udsender universitetsledelsen et nyhedsbrev, der informerer om aktuelle aktiviteter og diskussioner.

 

 

Møder i universitetsledelsen

Universitetsledelsen holder møde hver onsdag kl. 08.30 - 11.30. Se mødeplan og dagsordener fra møderne.