Nyhedsbrev fra universitetsledelsen nr. 21/2015

10 AU-forskere modtager tilsammen 77 millioner kr. til fri forskning  

Én topforsker og ni forskningsledere modtog tilsammen bevillinger for knap 77 millioner kroner, da Det Frie Forskningsråd tirsdag i denne uge offentliggjorde årets bevillinger fra Sapere Aude-programmets to øverste karrieretrin.

Professor i matematik, Søren Fournais, var blandt de seks forskere, der modtog en trin 3-topforskeranerkendelse med en bevilling på 12 millioner kroner.

Blandt de ni modtagere af trin 2-bevillingerne til forskningsledere var fire fra Health, to fra Aarhus BSS, to fra ST samt én fra Arts. Der blev uddelt i alt 20 trin 2-bevillinger.

DFF uddelte bevillinger samlet 170 millioner kroner.

 


Ny medarbejderrepræsentant i bestyrelsen

Medarbejderrepræsentant i bestyrelsen, lektor Peter Bugge, træder ud af bestyrelsen pr. 1 august. Peter Bugge har fået nyt job, hvor hans primære ansættelse er på Københavns Universitet. Han vil fortsat være ansat på Aarhus Universitet, men kun i et omfang, som gør, at han ikke kan blive siddende i bestyrelsen.

Ind træder Peter Bugges suppleant, lektor Søren Pold fra Institut for Kommunikation og Kultur. Han sidder i bestyrelsen resten af Bugges udpegningsperiode, der udløber d. 31. januar 2016.


Ændringer i institutnavne på Arts

Efter en række lokale processer på Arts skifter to institutter navn på dansk.

Institut for Uddannelse og Pædagogik bliver til Danmarks institut for Pædagogik og Uddannelse, forkortet DPU. DPU har været en udbredt betegnelse af instituttet, selvom instituttet i en periode har haft andet navn end det, som oprindeligt gav akronymet DPU, dengang Danmarks Pædagogiske Universitetsskole. 

Desuden skifter Institut for Æstetik og Kommunikation navn til Institut for Kommunikation og Kultur.

Alle tre Arts-institutter får nye navne på engelsk. Fælles for de engelske navne er betegnelsen “schools”.

  • Se samlet oversigt over institutnavnene, herunder også de engelske navne


Konstituering af vicedirektør for AU HR på plads

Chef for organisationsudvikling og arbejdsmiljø Anne Lindholm Behnk er konstitueret som vicedirektør for AU HR pr. 1. august. Hun afløser Louise Gade, som har fået en stilling som direktør for VIA Efter- og Videreuddannelse.

Anne Lindholm Behnk har været ansat i AU HR siden 2012 og har tidligere været Senior Director for Corporate HR i Arla Foods.

Stillingen som HR vicedirektør vil blive slået op snarest muligt.
 


Konstitueringer på Health 

Institut for Odontologi og Skolen for Klinikassistenter, Tandplejere og Kliniske Tandteknikere (SKT) har begge fået ny leder.

Studieleder og viceinstitutleder Eva Karring er konstitueret som leder af Institut for Odontologi ved Aarhus Universitet fra den 1. august 2015. Eva Karring overtager posten efter institutleder Ellen Frandsen Lau.

Viceskoleleder Anne B. Christensen er konstitueret som skoleleder af SKT ved Aarhus Universitet fra 1. august 2015. Hun overtager stillingen som konstitueret efter sektorleder Caroline Hørsted

I efteråret vil dekan Allan Flyvbjerg sammen med øvrige fakultetsledelse og medarbejdere arbejde videre med at beskrive sin vision nærmere om at fusionere Institut for Odontologi (IO) og Skolen for Klinikassistenter, Tandplejere og Kliniske Tandteknikere (SKT).

Det bliver en proces, der vil inddrage medarbejderne og de studerende ved de to enheder.

 


Tid til at indstille kandidater til EliteForsk 2016

Styrelsen for Forskning og Innovation har netop åbnet for indtillinger til EliteForsk2016. Man kan indstille fremragende yngre forskere (under 45 år) af international topklasse, der på ekstraordinær vis bidrager til at styrke dansk forskning til EliteForsk-prisen.

Fristen for indstilling er 4. september 2015. Samme frist gælder for indstilling af talentfulde ph.d.-studerende til EliteForsk-rejsestipendier.

I september er der desuden frist for ansøgninger af Grundforskningsfondens Niels Bohr-professorater. Kandidaterne til de særlige professorater skal rekrutteres fra et udenlandsk universitet eller forskningsinstitution til et dansk universitet. Nobelpristager, økonomiprofessor Dale T. Mortensen havde i sin tid et Niels Bohr-professorat på Aarhus Universitet.

Fristen er 1. september.


Ny ”virkemidler” fra AUFF

Aarhus Universitets Forskningsfond lancerer i år nye såkaldte virkemidler med en ramme på 83 mio. kr. for 2015.

De nye virkemidler for 2015 er:

  • AUFF NOVA
  • Starting grants til adjunkter
  • Starting grants til lektorer
  • Mobilitetsstipendier
  • Summer camps på Sandbjerg Gods
  • Ekstrapuljen

De nye virkemidler er beskrevet på fondens hjemmeside med en kort beskrivelse.


Ny direktør for Incuba

Mai Louise Agerskov bliver ny direktør for Incuba. Mai Louise Agerskov kommer fra en stilling som administrerende direktør i Insero E-Mobility, og inden da var hun administrerende direktør for Naturvidenskabernes Hus A/S og Fonden Naturvidenskabernes Hus. Hun er desuden tidligere underviser i strategi- og organisationsudvikling på det , der i dag er Aarhus BSS.

Den nuværende direktør, tidligere rektor på Aarhus Universitet Niels Christian Sidenius har valgt at gå på pension efter næsten 10 år på posten, hvor han blandt andet har været med til at udvikle Navitas på Aarhus Havn, som åbnede i sommeren 2014.

Der holdes kombineret fra- og tiltrædelsesreception mandag den 10. august på Navitas.


Kalender

  • 29. juni:HSU/HAMU-møde 
  • 12.-18. juli: Den Internationale Biologiolympiade på Aarhus Universitet
  • 11. september: årsfest på Aarhus Universitet
  • 15.-16. september: bestyrelsesseminar på Sandbjerg


Venlig hilsen, 

Universitetsledelsen, den 26. juni

Hver uge udsender universitetsledelsen et nyhedsbrev. Her informerer vi om beslutninger og tiltag fra universitetsledelsen samt aktuelle aktiviteter og diskussioner. Du kan tilmelde dig nyhedsbrevet på adressen info.au.dk/medarbbreve, hvorefter du modtager en mail, hver gang nyhedsbrevet udkommer. På adressen http://www.au.dk/om/uni/universitetsledelsen/nyhedsbrevuniled/2014 kan du læse tidligere udgaver af nyhedsbrevet fra universitetsledelsen.

Hvis du ønsker at tilmelde dig den engelske version af nyhedsbrevet fra universitetsledelsen, kan du gøre det på adressen info.au.dk/medarbbreve/index.asp

Nyhedsbrev fra universitetsledelsen

Hver uge udsender universitetsledelsen et nyhedsbrev, der informerer om aktuelle aktiviteter og diskussioner.

 

 

Møder i universitetsledelsen

Universitetsledelsen holder møde hver onsdag kl. 08.30 - 11.30. Se mødeplan og dagsordener fra møderne.