Nyhedsbrev fra universitetsledelsen nr. 23/2015

Ansøgerfremgang på syv procent

9.557 ansøgere har i år en uddannelse ved Aarhus Universitet som deres førsteprioritet. Det er en fremgang på syv procent i forhold til 2014. 

Science and Technology har samlet set 12 procent flere førsteprioritetsansøgere end sidste år, og der er især stigende interesse for fakultetets diplomingeniøruddannelser, som isoleret set går 21 procent frem. 

Den nye engelsksprogede uddannelse i Cognitive Science på Arts har tiltrukket 328 førsteprioritetsansøgere, ligesom der også er markant fremgang i søgningen til blandt teologi, medicin og jura. 

30. juli offentliggøres det, hvor mange ansøgere der bliver tilbudt optagelse.


Tåge umuliggjorde Dronningens og landsstyreformandens indvielse af Villum Research Station

VILLUM FONDEN og Aarhus Universitet har netop indviet en af verdens nordligste og mest moderne og veludstyrede forskningsstationer – Villum Research Station – i Nordøstgrønland kun 900 kilometer fra Nordpolen. Indvielsen skulle egentlig være foretaget af Hendes Majestæt Dronningen og formanden for Naalakkersuisut, Kim Kielsen. Men tæt tåge gjorde det desværre umuligt for dem at lande på forsvarets Station Nord i Nordøstgrønland. I Dronningens og landsstyreformandens fravær forestod bestyrelsesformand for VILLUM FONDEN, Jens V. Kann-Rasmussen afsløringen af den medbragte plakette i opholdsstuen, hvor indvielsen foregik pga. dårligt vej.

VILLUM FONDEN har i alt doneret 70,5 mio. kr. til etablering af bygninger, laboratorier og feltmateriale, der bl.a. omfatter mobile laboratorier, droner, landbaserede fjernsensorer, snescootere m.m.


Planlagt bygningsrokade skal samle fagmiljøer

Den 1. august 2015 overtager Aarhus Universitet lejemålet for bygningerne på hjørnegrunden Trøjborgvej 82-84 (Lille Barnow/VIA-grunden). 

De nye kvadratmeter giver mulighed for at iværksætte en mindre rokade, der giver de tre fakulteter Arts, ST og Aarhus BSS mulighed for at samle faglige miljøer i henholdsvis Nobelparken, Universitetsparken og på Fuglesangs Allé. Desuden får de tre vicedirektørområder, AU Økonomi og Bygninger, AU Forskning og Eksterne Relationer samt AU IT mulighed for at samle sine medarbejdere mere, end de er nu.

De bygninger, der efter rokaden står tomme, vil blive afviklet og opsagt, heriblandt flere bygninger på Trøjborg, Niels Juels Gade 84 samt bygninger på Katrinebjergvej. 

De enkelte fakultetsledelser og vicedirektører går nu i gang med at fastlægge en konkret tidsplan for de forskellige ind- og udflytninger. 


Kalender


Venlig hilsen

Universitetsledelsen, den 10. juli

Hver uge udsender universitetsledelsen et nyhedsbrev. Her informerer vi om beslutninger og tiltag fra universitetsledelsen samt aktuelle aktiviteter og diskussioner. Du kan tilmelde dig nyhedsbrevet på adressen info.au.dk/medarbbreve, hvorefter du modtager en mail, hver gang nyhedsbrevet udkommer. På adressen http://www.au.dk/om/uni/universitetsledelsen/nyhedsbrevuniled/2014 kan du læse tidligere udgaver af nyhedsbrevet fra universitetsledelsen.

Hvis du ønsker at tilmelde dig den engelske version af nyhedsbrevet fra universitetsledelsen, kan du gøre det på adressen info.au.dk/medarbbreve/index.asp

Nyhedsbrev fra universitetsledelsen

Hver uge udsender universitetsledelsen et nyhedsbrev, der informerer om aktuelle aktiviteter og diskussioner.

 

 

Møder i universitetsledelsen

Universitetsledelsen holder møde hver onsdag kl. 08.30 - 11.30. Se mødeplan og dagsordener fra møderne.