Nyhedsbrev fra universitetsledelsen nr. 25/2015

Studenteroptag følger prognoser

Selv om de endelige tal for optaget af nye bachelorstuderende først kan gøres op i oktober, så tyder de foreløbige tal på, at AU som forventet lander på niveau med 2014 (7.166 studerende).

”Aarhus Universitet har i år en generel stigning i antallet af første prioritetsansøgere og flere ansøgere til ingeniør- og naturvidenskabelige uddannelser. Det er en positiv udvikling for universitetet og godt i forhold til efterspørgslen efter veluddannet arbejdskraft på det tekniske og naturvidenskabelige område”, siger prorektor for uddannelse, Berit Eika.

Af de 7.322 ansøgere, der fik tilbudt en studieplads den 30. juli, takkede fire procent nej til pladsen. Samme procentdel som i 2013 og 2014. De ledige pladser er udbudt, og efteroptaget er i gang. Senest har yderligere otte uddannelser meldt om alt optaget. Hermed er der i skrivende stund 23 uddannelser tilbage med ledige pladser; heraf seks med vinterstart.

Frem til studiestart vil ansøgninger til de 23 uddannelser blive behandlet, efterhånden som de kommer ind.


Aarhus Universitet nr. 73 på ny Shanghai-ranking

Den nye Shanghai-rangliste over verdens bedste universiteter er netop offentliggjort. På listen går Aarhus Universitet én plads frem til nr. 73.

Ranglisten beregnes bl.a. ud fra antallet af Nobelpriser til alumner og ansatte på universiteterne samt en række indikatorer for antallet af forskningsartikler og citationer, herunder blandt andet en opgørelse over de mest citerede forskere i verden inden for 21 fagområder

Ud over den overordnede rangliste laves der også ranglister inden for en række fagområder. Her er Aarhus Universitet bl.a. placeret som nr. 51-75 inden for Social Sciences og Chemistry.


AU satser på at hjemtage flere midler fra private fonde

Aarhus Universitets hjemtag af forskningsmidler fra private fonde er steget 45 procent fra 2007 til 2013. Det er en flot fremgang, og universitetet har potentiale til at tiltrække endnu flere midler fra fondene. Det vurderer Udvalget for Forskning og Eksternt Samarbejde, og spørgsmålet blev også drøftet på det seneste møde i universitetsledelsen.

De private fonde bidrog i 2013 med 1,7 milliarder kroner til finansiering af forskning på landsplan. Det svarer til en fordobling på seks år. Tendensen er, at fondene går fra finansiering af enkeltprojekter til større og længerevarende satsninger.

Udvalget for Forskning og Eksternt Samarbejde vil arbejde videre med, hvordan Aarhus Universitets forskere i endnu højere grad kan komme i betragtning til finansiering fra private fonde.


Rektor og direktør i gang med besøgsrunder

Brian Bech Nielsen tager i denne uge hul på den årlige besøgsrunde, hvor han møder medarbejdere for at drøfte universitetets udvikling og udveksle visioner og problemer. På møderne er der sat god tid af til medarbejdernes kommentarer og spørgsmål.

Universitetsdirektør Jane Kraglund havde sine første møder med medarbejdere i den forgangne uge. Hun besøger fællesadministrationens fem vicedirektørområder og de fire fakulteters administrative centre og drøfter udfordringer og udvikling med medarbejderne.
 


Uddannelsesdag om bedre inddragelse af digitale platforme

Den 8. oktober inviterer Uddannelsesudvalget ved Aarhus Universitet alle undervisere på AU til intern uddannelsesdag. Formålet med dagen er at give underviserne ideer til at inddrage digitale platforme i undervisningen.

Hovedtaleren på dagen, professor Jeff Haywood fra University of Edinburgh, vil holde oplæg om emnet, og en række undervisere på AU vil fortælle om deres erfaringer med at inddrage digitale platforme i deres undervisning. Blandt andet vil emner som e-bøger, collaborate teaching og 3D-modellering blive taget op. Der vil også være mulighed for at besøge en række stande, hvor oplægsholdere og medarbejdere fra de universitetspædagogiske centre fortæller om deres erfaringer.  

Arrangementet er et led i arbejdet med at gentænke og nyudvikle elementer i undervisningen ved hjælp af teknologi. AU har som mål i sin udviklingskontrakt at sikre tidssvarende undervisningsforløb og -udvikling. Studiemiljøundersøgelser har også vist, at der er potentiale for at forbedre brugen af teknologi til at aktivere de studerende.

Arrangementet er gratis og åbent for alle interesserede undervisere ved AU. Tilmeldingsfristen er den 21.09.15. 


Gratis tilmelding til Folkeuniversitetet åbner 18. august

Aarhus Universitet giver alumner samt nuværende eller pensionerede medarbejdere adgang til én gratis forelæsningsrække på Folkeuniversitetet.

Tilmeldingen åbner tirsdag 18/8 kl. 10. Der er begrænset antal pladser, som fordeles efter først til mølle-princippet.

For at tilmelde sig: 

  1. Gå ind på Folkeuniversitetets hjemmeside fuau.dk
  2. Nederst på siden skal du vælge menupunktet ’Specialaftaler’
  3. Tast adgangskoden AU15
  4. Vælg et hold og gennemfør tilmeldingsproceduren


Aarhus Festuge med forskningsformidling

En række forskere fra Aarhus Universitet er med på årets festuge-program i Aarhus. Både Navitas og forskningsskibet Aurora byder indenfor og giver indblik i forskellige forskningsaktiviteter. Der er desuden et særligt arrangement på Aurora, hvor Aarhus Festuge og TV2 Østjylland i samarbejde med Aarhus Universitet gennemfører en spørgeseance, hvor universitetets forskere står klar til at svare på spørgsmål fra publikum. 

Årets tema for Aarhus Festuge er "Lys - mere lys", og som et meget oplagt bidrag til det tema giver Christoffer Karoff, postdoc i astronomi og geoscience, et foredrag om bl.a. om solpletter, soludbrud og nordlys – fænomener, som har påvirket Jordens klima gennem tiderne, og som giver et fingerpeg om, hvad vi kan forvente os i fremtiden.


Buer foran Vandrehallen skal genopbygges

Pladsen foran Vandrehallen er i øjeblikket forvandlet til en byggeplads, og mange har bemærket, at murstensbuerne er væk. Buerne bliver genopbygget de kommende måneder, men først skal der støbes et nyt og stærkere underlag. Det skyldes, at murstenspillerne, som forbandt buerne, med årene var sunket ned i underlaget, og det havde medført revner flere steder i murværket. De markante buer er en del af Aarhus Universitets kanoniserede arkitektur.

Byggeriet forventes afsluttet i uge 40.


Kalender


Venlig hilsen

Universitetsledelsen, den 17. august

 

Hver uge udsender universitetsledelsen et nyhedsbrev. Her informerer vi om beslutninger og tiltag fra universitetsledelsen samt aktuelle aktiviteter og diskussioner. Du kan tilmelde dig nyhedsbrevet på adressen http://info.au.dk/medarbbreve, hvorefter du modtager en mail, hver gang nyhedsbrevet udkommer. På adressen http://www.au.dk/om/uni/universitetsledelsen/nyhedsbrevuniled/2014 kan du læse tidligere udgaver af nyhedsbrevet fra universitetsledelsen.

Hvis du ønsker at tilmelde dig den engelske version af nyhedsbrevet fra universitetsledelsen, kan du gøre det på adressen http://info.au.dk/medarbbreve/index.asp?sprog