Nyhedsbrev fra universitetsledelsen nr. 7/2015

Syv AU-forskere blandt årets EliteForsk-modtagere?

To topforskere og fem ph.d.-studerende fra Aarhus Universitet var blandt prismodtagerne ved årets EliteForsk-konference, der i går blev afholdt på Glyptoteket i København.

De to professorer Rubina Raja, Institut for Kultur og Samfund, og Lars Birkedal, Institut for Datalogi, modtog begge den ærefulde EliteForsk-pris, som blev overrakt af HKH Kronprinsesse Mary. Med prisen følger 1,2 millioner kroner.

Blandt dagens prismodtagere var også fem AU-forskertalenter, der hver modtog et EliteForsk rejsestipendium på 200.000 kroner.


Dekan vender tilbage til professorgerningen

Svend Hylleberg, dekan på Aarhus BSS, annoncerede i denne uge, at han fratræder sin dekanstilling og vender tilbage til forskning og undervisning den 30.juni. Dermed afsluttes en lederkarriere, der har strakt sig over mere end to årtier og omfatter stillinger som studieleder, fagrådsformand, afdelingsleder, institutleder og dekan.

Opslaget til dekanstillingen på Aarhus BSS er under udarbejdelse. 

Prodekan og chefrådgiver fratræder 30. juni

Prodekan for forskning og talentudvikling på Aarhus BSS, Per Baltzer Overgaard, har valgt at fratræde sin stilling per 30. juni, hvorefter han vender tilbage til et professorat på det kommende Institut for Økonomi, Logistik og Finansiering. Per Baltzer har været prodekan og ph.d.-skoleleder siden 2011 og var inden da institutleder på Institut for Økonomi.

Chefrådgiver på Aarhus BSS, Per Henriksen, har meddelt, at han går på pension ligeledes med udgangen af juni måned. Per Henriksen blev cand.jur. i 1982 og har arbejdet på Aarhus Universitet siden 1983.


Dekanstilling på Arts er slået op

Stillingen som dekan på Arts er nu slået op med ansøgningsfrist den 29. marts 2015.

Stillingsopslaget er blandt andet udarbejdet på baggrund af input fra repræsentanter for VIP’ere, TAP’ere og studerende på Arts.

Et ansættelsesudvalg vil blive nedsat efter ansøgningsfristens udløb, og den nye dekan forventes at tiltræde den 1. juli 2015.

Johnny Laursen har fungeret som konstitueret dekan på Arts siden 1. juli 2014.

Stillingsopslaget vil være synlig på denne side senest mandag den 2. marts. 


Færre falder fra på første studieår

Færre AU-studerende falder fra på første bachelor-år. Det viser netop offentliggjorte tal fra Danske Universiteters statistiske beredskab. Samlet set er førsteårsfrafaldet sænket fra 16,2 til 13,5 pct, hvilket var det laveste blandt universiteterne i 2014. 

De nye tal fra Danske Universiteter dækker studieområdet og omfatter data om bl.a. optag, gennemførelse og internationalisering. Den øvrige del af det statistiske beredskab (herunder bl.a. personale og økonomi) udkommer som regel i juni måned.


Fire forslag, der kan styrke internationaliseringen

Fire regelændringer kan give skabe bedre vilkår for internationalisering af uddannelserne. Det skriver prorektor for uddannelse Berit Eika sammen med vicedirektør for Uddannelse, Kristian Thorn, i torsdagens kronik i Jyllands-Posten.

Konkret er det fremdriftsreformen, samt reglerne for dimensionering, supplering og samarbejdsaftaler, der sættes til debat. Ifølge de to skribenter kan det både gøre det lettere at tiltrække udenlandske talenter; men også mere attraktivt for danske studerende at tage på studieophold i udlandet.


Apple bliver nabo til AU i Foulum

Computergiganten Apple og Viborg Kommune indgik i denne uge en aftale om at etablere et af verdens største datacentre i Foulum - tæt på Aarhus Universitets Forskningscenter Foulum.

Datacenteret skal servicere Apples kunder på tværs af Europa, og forventes at køre på 100% vedvarende energi.

Der er endnu ikke indgået konkrete samarbejdsaftale mellem Apple og Aarhus Universitet, men dekan på ST, Niels Chr. Nielsen ser gode muligheder for et samarbejde inden for blandt andet grøn energi og datalogi.

Etableringen af datacenteret forventes at koste 6,3 milliarder kr. og byggeriet vil gå i gang i 2016.


AU indvier forskningsstation i Grønland

Mandag den 2. marts vil klimaminister Rasmus Helveg Petersen officielt indvie Aarhus Universitets nordligste forskningsstation – Villum Research Station i Grønland.

Forskningsstationen rummer optimale forskningsfaciliteter til rådighed for forskere fra hele verden, der arbejder med undersøgelser af klimaforandringer og effekterne i Arktis.

Aarhus Universitet skal drive forskningsstationen, der er blevet realiseret med en bevilling på 70,5 millioner kroner fra Villum Fonden.

Udover klimaministeren deltager også direktør for Villum Fonden Lars Hansen, bestyrelsesformand, Michael Christiansen, dekan på ST, Niels Chr. Nielsen samt professor Henrik Skov, Institut for Miljøvidenskab ved Aarhus Universitet.


 Kalender


Med venlig hilsen,

Universitetsledelsen, 27. februar 2015

Hver uge udsender universitetsledelsen et nyhedsbrev. Her informerer vi om beslutninger og tiltag fra universitetsledelsen samt aktuelle aktiviteter og diskussioner. Du kan tilmelde dig nyhedsbrevet på adressen info.au.dk/medarbbreve, hvorefter du modtager en mail, hver gang nyhedsbrevet udkommer. På adressen http://www.au.dk/om/uni/universitetsledelsen/nyhedsbrevuniled/2014 kan du læse tidligere udgaver af nyhedsbrevet fra universitetsledelsen.

Hvis du ønsker at tilmelde dig den engelske version af nyhedsbrevet fra universitetsledelsen, kan du gøre det på adressen info.au.dk/medarbbreve/index.asp

Nyhedsbrev fra universitetsledelsen

Hver uge udsender universitetsledelsen et nyhedsbrev, der informerer om aktuelle aktiviteter og diskussioner.

 

 

Møder i universitetsledelsen

Universitetsledelsen holder møde hver onsdag kl. 08.30 - 11.30. Se mødeplan og dagsordener fra møderne.