Nyhedsbrev fra universitetsledelsen nr. 9/2015

Mentorer skaber bedre studievalg

Mentorordninger og tæt samarbejde med gymnasier kan give unge bedre forudsætninger for at vælge uddannelse. Det viser et netop afsluttet projekt, som er gennemført i samarbejde mellem Aarhus Universitet og Holstebro Gymnasium.

240 midtjyske gymnasieelever har været igennem projektet, der havde til hensigt at gøre dem mere bevidste om deres studievalg og nedbryde nogle af de barrierer, de havde i forhold til universitetet.

Deltagerne i projektet har været inviteret til faglige og sociale arrangementer på Aarhus Universitet, ligesom de har været knyttet til studerende på 2. eller 3. år, der har fungeret som mentorer undervejs.

Projektet blev afsluttet med en konference i sidste uge.


Rapport om myndighedsbetjening: Universiteter opfylder mål

”Det er overordnet vurderingen, at universiteterne opfylder fusionsmålene om mere uddannelse, større international gennemslagskraft på forskningsområdet, mere innovation og erhvervssamarbejde og fortsat kompetent myndighedsbetjening”. Sådan lyder konklusionen i den rapport om universiteternes myndighedsrådgivning, som Uddannelses- og Forskningsministeriet netop har offentliggjort som opfølgning på fusionerne med sektorforskningen i 2007.

Forskningsbaseret myndighedsbetjening er en helt central opgave for Aarhus Universitet. Det er særligt de to nationale centre DCA og DCE samt en række institutter, der udfører opgaver for bl.a. Fødevareministeriet, Miljøministeriet, Klima- og Energiministeriet og Grønlands Selvstyre. Samlet set har Aarhus Universitets forskningsbaserede myndighedsbetjening en årlig omsætning på cirka én milliard kroner. Finansieringen af forskning til myndighederne er ikke så stabil som basismidler, hvilket er en udfordring på universiteterne. Den problematik diskuteres med myndighederne, forklarer prodekan Kurt Nielsen i et indlæg på Science and Technologys hjemmeside. 

Han havde desuden i sidste uge et indlæg hos Altinget, hvor han netop problematiserede de seneste års nedskæringer i rammeaftalerne. Her opfordrede han ligeledes til et styrke et samarbejde i Danmark mellem myndigheder, erhvervsliv, organisationer og universiteter om at vinde internationale kontrakter. Det er der basis for. Tidligere på måneden vandt konsortier, som AU’s Nationale Center for Miljø og Energi (DCE) er med i, to omfattende rådgivningskontrakter hos hhv. Europa-Parlamentet og Det Europæiske Miljøagentur.


Millionbevillinger til AU-forskere

Endnu to forskere fra Aarhus Universitet har fået bevillinger fra det europæiske forskningsråd, ERC, mens en tredje forsker har fået en stor bevilling fra American Foundation for AIDS.

ERC har tildelt de to forskere, Liv Hornekær og Anders Møller, et såkaldt consolidator grant.

  • Liv Hornekær, Institut for Fysik og Astronomi/iNANO-Fysik har fået 1.996.147 euros til projektet GRANN.
  • Anders Møller, Institut for Datalogi, har fået 1.977.382 euros til projektet PAW. Læs artikel

Danmark har markeret sig meget flot i den seneste uddeling af midler fra ERC.

Også en stor amerikansk bevilling er gået til en forsker fra Aarhus Universitet og Aarhus Universitetshospital. Ole Søgaard har sammen med en tysk og en amerikansk kollega netop modtaget 9,9 millioner kroner fra American Foundation for AIDS research. Pengene skal gå til et klinisk forsøg, der sigter på at kurere HIV infektion.


Samtaler i gang til vicedirektørstillinger

Ansøgningsfristen på de to vicedirektørstillinger for henholdsvis IT og Digitale Medier samt Forskning og Eksterne Relationer er udløbet. Der er kommet 55 ansøgninger til stillingen som vicedirektør for IT og digitale medier, og ni ansøgninger til vicedirektørstillingen for Forskning og eksterne relationer.

Der vil blive afholdt samtaler de kommende uger.


DHL - åben for tilmelding 

Aarhus Universitet stiller igen i år op til DHL-stafetten. Man kan vælge at stille op som løbe- og gåhold i Aarhus og Odense, mens der kun er løbehold i København. DHL-stafetten har været et godt socialt samlingspunkt i årevis for medarbejderne på Aarhus Universitet, og universitetsledelsen håber, at mange også i år vil deltage.

Fristen for tilmelding er 24. april 2015.


Innovationsfonden holder informationsmøde på universiteterne

Innovationsfonden besøger den kommende tid universiteterne for at forklare, hvad fonden er, og hvad man kan søge støtte til hos Innovationsfonden. Fonden vil på mødet også gøre rede for, hvilke kriterier den vurderer ansøgninger ud fra. 

Se kalender nedenfor med link til invitation til mødet, som foregår på engelsk.  


kalender

Venlig hilsen, 

Universitetsledelsen, den 17. marts

Hver uge udsender universitetsledelsen et nyhedsbrev. Her informerer vi om beslutninger og tiltag fra universitetsledelsen samt aktuelle aktiviteter og diskussioner. Du kan tilmelde dig nyhedsbrevet på adressen info.au.dk/medarbbreve, hvorefter du modtager en mail, hver gang nyhedsbrevet udkommer. På adressen http://www.au.dk/om/uni/universitetsledelsen/nyhedsbrevuniled/2014 kan du læse tidligere udgaver af nyhedsbrevet fra universitetsledelsen.

Hvis du ønsker at tilmelde dig den engelske version af nyhedsbrevet fra universitetsledelsen, kan du gøre det på adressen info.au.dk/medarbbreve/index.asp

Nyhedsbrev fra universitetsledelsen

Hver uge udsender universitetsledelsen et nyhedsbrev, der informerer om aktuelle aktiviteter og diskussioner.

 

 

Møder i universitetsledelsen

Universitetsledelsen holder møde hver onsdag kl. 08.30 - 11.30. Se mødeplan og dagsordener fra møderne.