Nyhedsbrev fra universitetsledelsen nr. 23/2016

Opbakning til flere kvinder i forskning

Uddannelses- og forskningsminister vil sætte ligestilling i forskermiljøet på dagsordenen med et nyt talentbarometer og lægger op til en årlig drøftelse med forskningsinstitutionerne.

Rektor Brian Bech Nielsen har ved tidligere lejligheder fremhævet, at vi skal gøre noget ved den skæve kønsbalance på de højeste karrieretrin, bl.a. for at sikre, at vi udnytter talentmassen bedst muligt.

Allerede i foråret iværksatte Aarhus Universitet en ny handleplan med konkrete værktøjer, der skal fjerne nogle af de strukturelle og kulturelle barrierer, som kvinderne oplever i deres arbejde. Institutterne er lige nu i gang med at identificere de initiativer, som skal indgå i deres lokale handleplaner.

Aarhus Universitet hilser derfor et øget fokus på kvinder i forskning velkommen og ser frem til at mødes med ministeren.


ST har fastlagt plan for besparelser

Som det blev meldt ud før sommerferien har budgettet på ST en samlet økonomisk udfordring på cirka 150 mio. kr. frem mod 2019 som følge af Finansloven 2016, fremdriftsreformen og dimensioneringen.

Medarbejdere såvel som institutter, centre og fakulteter via ledelser, fora og råd har bidraget med forslag til besparelser og øget indtjening.

Fakultetsledelsen har på den bagrund fastlagt en plan, der blev fremlagt 17. august. Planen indebærer besparelser på ca. 22 mio. kr. på bygningsområdet, ca. 38 mio.kr. på institutter, centre og dekanat samt ca. 87 mio.kr. ved begrænsning af fakultetets fælles midler til udvikling, strategiske investeringer, medfinansiering og risikoafdækning.

Hovedparten af besparelserne fordelt centralt og på institutter og centre kan realiseres uden afskedigelser. Men desværre har det på tre institutter været nødvendigt at planlægge afskedigelser.

Besparelser som følge af Finansloven 2016 på i alt 280 mio. kr. i perioden 2017-2019 er også blevet drøftet på de øvrige fakulteter og i fællesadministrationen. Her er forventningen fortsat, at man kan imødekomme sparekravet gennem naturlig afgang og ved at reducere driftsomkostningerne. Enkelte personalemæssige tilpasninger i perioden kan dog ikke udelukkes.


Efterårets fokusområder i administrationen

Universitetsdirektør Arnold Boon giver et kort overblik over de projekter, der har særligt fokus i administrationen i løbet af efteråret. De omfatter bl.a. institutionsakkreditering, digitalisering og studiefremdrift.


Nationalt Center for Skoleforskning officielt indviet

Nationalt Center for Skoleforskning blev officielt indviet ved et festligt åbningsseminar den 18. august 2016. Centret skal bygge bro mellem DPU, Aarhus Universitet og VIA UC. Samtidig er det ambitionen at styrke samarbejdet med de lærere, pædagoger og ledere, der arbejder med børns læring i praksis.


Tillykke til OL-deltagere fra AU

Aarhus Universitet ønsker de syv hjemvendte OL-deltagere og studerende ved universitetet stort tillykke med deres flotte indsats i Rio.


Rejsegilde for ny Skou Bygning

Den 25. august var der rejsegilde for den nye Skou Bygning i Universitetsparken.  Skou Bygningen er første skridt i en omfattende renoveringsplan på Institut for Biomedicin. Målet er en markant forbedring af grundlaget for forskning, udvikling og undervisning.

Ombygningen omfatter også Bartholin Bygningen og Biomedicin syd (Anatomi). Efter planen står det hele færdigt i 2019.


Ni nye fellows på AIAS

Aarhus Institute of Advanced Studies (AIAS) byder ni nye fellows velkommen. De otte er COFUND Marie Curie fellows, mens den niende er en intern Jens Christian Skou fellow.

De nye fellows er junior- og seniorforskere på internationalt niveau. De begynder 1. oktober og afløser de ni fellows, som i løbet af sommeren har afsluttet deres ophold.

I samme optag er yderligere 4 udvalgt, som starter den 1. februar 2017 – heraf er to interne Jens Christian Skou fellows, to er COFUND fellows.


AU-forsker er ny direktør for Moesgaard Museum

Museets bestyrelse har efter endt ansøgningsprocedure valgt nuværende leder af museets antikvariske afdeling og professor MSO ved Arkæologi på Aarhus Universitet, Mads Kähler Holst, som ny direktør. AU ser frem til at fortsætte det tætte samarbejde med museet. 


 

Kalender 

Hver uge udsender universitetsledelsen et nyhedsbrev. Her informerer vi om beslutninger og tiltag fra universitetsledelsen samt aktuelle aktiviteter og diskussioner. Du kan tilmelde dig nyhedsbrevet på adressen http://info.au.dk/medarbbreve, hvorefter du modtager en mail, hver gang nyhedsbrevet udkommer.

På adressen http://www.au.dk/om/uni/universitetsledelsen/nyhedsbrevuniled/2016 kan du læse tidligere udgaver af nyhedsbrevet fra universitetsledelsen. 

Hvis du ønsker at tilmelde dig den engelske version af nyhedsbrevet fra universitetsledelsen, kan du gøre det på adressen http://info.au.dk/medarbbreve/index.asp