Nyhedsbrev fra universitetsledelsen nr. 33/2016

Handleplaner baner vej for flere kvinder i forskning 

Alle institutter har nu vedtaget lokale handleplaner for flere kvinder i forskning. Det sker på baggrund af den overordnede handleplan, der blev vedtaget i marts 2016.

En af de mest centrale beslutninger, som går på tværs af hele universitetet, er oprettelsen af barselskonti - enten på institut- eller fakultetsniveau. I praksis betyder det, at den merudgift, som kan opstå i forbindelse med forskeres orlov, flyttes væk fra projektet og dermed ikke belaster forskningsprojektets økonomi.

Institutterne har vidt forskellige udgangspunkter, hvad angår kønsbalancen – nogle har en omvendt udfordring med at rekruttere mandlige forskere. Derfor har alle institutterne nu med udgangspunkt i den overordnede handleplan fastlagt egne målsætninger og vedtaget lokale initiativer.

Initiativerne omfatter eksempelvis, at man nedsætter søgekomiteer ved stillingsopslag, som bl.a. sikrer flere kvindelige ansøgere. Derudover skal begge køn være repræsenteret i ansættelsesudvalg og bedømmelsesudvalg, og det skal med økonomisk støtte og øget fleksibilitet gøres mere attraktivt for kvinder at tage på udlandsophold. Endelig er det et langt, sejt træk at arbejde med kulturen i forskningsmiljøerne.

Handleplanerne har været drøftet lokalt i de respektive relevante råd og udvalg samt i Udvalget for Forskning og Eksternt Samarbejde og universitetsledelsen. Arbejdet bliver fulgt tæt, og der vil være en årlig opfølgning og evaluering på indsatserne.


Rullende AU-univers inviterer til idéudvikling om fremtidens campus

Den 23. november 2016 indvier Aarhus Universitet en lille ny informationsvogn, der frem til jul turnerer rundt på universitetet og i byen.

Målet er at samle input til udviklingen af universitetets campusmiljø i forbindelse med indflytningen til Kommunehospitalets arealer. Vognen giver forhåbentlig god mulighed for at tiltrække nysgerrige interessenter – interne som eksterne – der har kreative forslag til, hvad et attraktivt og fremtidssikret campus 2.0 kan indeholde. 

Alle er velkomne til hjemmebag og gløgg foran Stakladen den 23. november kl. 12, hvor det rullende AU-univers får sit navn. Eller besøg vognen på dens rundtur.


Nu skal de studerende til stemmeurnerne

Den 21.-24. november er der universitetsvalg. Her kan studerende i år stemme nye studenterrepræsentanter ind i AU's bestyrelse, akademiske råd og studienævn, mens ph.d.-studerende kan stemme til AU's ph.d.-udvalg.

De studerendes repræsentanter spiller en central rolle på de forskellige poster og er med deres viden om de studerendes hverdag med til at kvalificere mange vigtige beslutninger for universitetet.


 

Aarhus Universitet og Region Midtjylland opretter fælles center for genomdata

Region Midtjylland og Aarhus Universitet etablerer nu i fællesskab et genomdatacenter – et center for analyse af den menneskelige arvemasse. Målet er at fremme arbejdet med sikkert at håndtere, opbevare og udnytte de enorme mængder data, der vinder stigende udbredelse inden for forskning og patientbehandling.

Det nyetablerede center tager afsæt i iSEQ, Center for Integrative Sequencing ved Aarhus Universitet, som i dag råder over en af landets største supercomputere, der er dedikeret til genomisk analyse.

Rektor Brian Bech Nielsen fremhæver, at et fælles genomcenter på tværs af regionen og universitetet øger analysekapaciteten og skaber en platform for forskning og uddannelse, som medvirker til at opbygge kompetencer inden for personlig medicin.


AU har nu Nordeuropas mest moderne dissektionsfaciliteter

Den 3. november kunne Institut for Biomedicin slå dørene op til den officielle indvielse af universitetets nye, moderne dissektionsfaciliteter. De nye faciliteter, som også omfatter en ny operationsstue, giver nye og bedre muligheder for at udbyde mere efter- og videreuddannelse til kirurger. Desuden sikrer ombygningen både ansatte og studerende et bedre arbejdsmiljø. Konstitueret dekan på Health, Ole Steen Nielsen, fremhævede i sin tale ved indvielsen, at AU nu råder over Nordeuropas mest moderne dissektionsfaciliteter.


Kvote 2-optag på medicin bliver permanent

Det fordoblede kvote 2-optag og den nye optagelsesprøve på medicinuddannelsen, som for første gang blev taget i brug i foråret, bliver nu permanent. Det fordoblede kvote 2-optag og den nye optagelsesprøve på medicinuddannelsen, som for første gang blev taget i brug i foråret, bliver nu permanent. Det betyder, at 20 procent af de nye studerende fremover vil være kommet ind via kvote 2. Indtil 2016 var det 10 procent. 


Flytterokade på Aarhus BSS

Aarhus BSS står lige nu over for en større flytterokade, som samler fakultetets tre business-tunge institutter på Fuglesangs Allé. Formålet med rokaden er at styrke det faglige samarbejde mellem de tre institutter og samtidig skabe nye studie- og undervisningsmiljøer på tværs af Aarhus BSS. Rokaden indebærer bl.a., at virksomhedskommunikationsdelen af Institut for Erhvervskommunikation og Institut for Virksomhedsledelse flytter til Fuglesangs Allé, ligesom Institut for Økonomi fremover vil samle alle sine aktiviteter samme sted. Rokaden forventes gennemført i løbet af foråret og sommeren 2017.


AU-studerende ny formand for Danske Studerendes Fællesråd

Sana Mahin Doost, studerende ved AU og næstformand for Studenterrådet på AU er pr. 1. februar 2016 valgt som ny formand for Danske Studerendes Fællesråd (DSF) – de studerendes landsorganisation, som gennem 16 medlemsorganisationer repræsenterer omkring 170.000 studerende.  


Lars Arge er ny generalsekretær i Videnskabernes Selskab

Lars Arge, professor i datalogi ved Aarhus Universitet og centerleder for Danmarks Grundforskningsfonds Center for Massive Data Algoritmics (MADALGO), er udnævnt til generalsekretær i Det Kongelige Danske Videnskabernes Selskab. Det 275 år gamle selskab fungerer som mødested for landets top-forskere og har i dag omkring 500 medlemmer fra ind- og udland.


Faglitterær pris til Dorthe Jørgensen

Dorthe Jørgensen, professor i filosofi og idéhistorie ved AU, har modtaget Dansk Forfatterforenings faglitterære pris. Hun modtager prisen for sit imponerende og banebrydende forfatterskab, herunder den måde hun formidler såkaldt erfaringsmetafysik på.


Tillykke til HK Klubben med 50 års sammenhold

Torsdag den 17. november kunne HK Klubben på Aarhus Universitet – som en af de ældste i landet – fejre 50 års jubilæum. Både LO-formand Lizette Risgaard, rektor Brian Bech Nielsen og universitetsdirektør Arnold Boon var på talerstolen under fejringen i Aulaen.

Brian Bech Nielsen fremhævede HK Klubbens stærke faglige og sociale sammenhold som en styrke for universitetet og sendte medlemmerne en stor tak for deres evne til at få hverdagen til at glide for både forskere, ledere og administrative medarbejdere.

Arnold Boon hæftede sig ved, at HK-medarbejderne besidder mange af de kompetencer, som kan medvirke til at integrere administrationen mere i universitetets kerneopgaver.

Universitetsledelsen ønsker HK Klubben tillykke med jubilæet.


Kalender

Hver uge udsender universitetsledelsen et nyhedsbrev. Her informerer vi om beslutninger og tiltag fra universitetsledelsen samt aktuelle aktiviteter og diskussioner. Du kan tilmelde dig nyhedsbrevet på adressen http://info.au.dk/ medarbbreve, hvorefter du modtager en mail, hver gang nyhedsbrevet udkommer.

På adressen http://www.au.dk/om/uni/universitetsledelsen/nyhedsbrevuniled/2016 kan du læse tidligere udgaver af nyhedsbrevet fra universitetsledelsen.

Hvis du ønsker at tilmelde dig den engelske version af nyhedsbrevet fra universitetsledelsen, kan du gøre det på adressen http://info.au.dk/medarbbreve/index.asp 

Nyhedsbrev fra universitetsledelsen

Hver uge udsender universitetsledelsen et nyhedsbrev, der informerer om aktuelle aktiviteter og diskussioner.

 

 

Møder i universitetsledelsen

Universitetsledelsen holder møde hver onsdag kl. 08.30 - 11.30. Se mødeplan og dagsordener fra møderne.