Nyhedsbrev fra universitetsledelsen nr. 19/2017

Rektor ønsker alle en god sommer

I fredags var der sidste skoledag for landets folkeskoleelever, og i disse dage følger mange medarbejdere på Aarhus Universitet trop. Rektor Brian Bech Nielsen ønsker alle en god og velfortjent sommerferie.


Styrk stabiliteten i bevillingssystemet

Sammen med landets øvrige universiteter har Aarhus Universitet i regi af Danske Universiteter den 15. juni indgivet et fælles svar til regeringens udspil til et nyt bevillingssystem for videregående uddannelser.

Det overordnede budskab er at sikre stabilitet i bevillingerne som en forudsætning for at sikre kvalitet i uddannelser. Universiteterne foreslår blandt andet, at kvalitets- og resultattilskuddet på 10 pct. justeres, så tilskuddet udløst af den gennemsnitlige studietid og beskæftigelse sænkes til 5 pct., mens de resterende 5 pct. kobles op på individuelle kvalitetsmål, der indarbejdes i de strategiske rammekontrakter.

Samtidig appellerer universiteterne til en åben dialog, hvor universiteterne kan få indsigt i beregningsgrundlaget for regeringens udspil.

Universiteterne afventer nu regeringens endelige beslutning.


Gå gratis på Folkeuniversitetet

I morgen tirsdag den 27. juni kl. 10.00 åbner tilmeldingen til gratis forelæsninger på Folkeuniversitetet i efteråret/vinteren 2017. Tilbuddet gælder nuværende og pensionerede medarbejdere på AU samt alumner. Der er et begrænset antal pladser, som fordeles efter først-til-mølle-princippet.

Tilmeld dig på Folkeuniversitetets hjemmeside og vælg menupunktet ’Specialaftaler’ nederst i midten. Indtast koden ”AU” i det tomme felt. 


Prorektor: De naturvidenskabelige talenter skal næres

Prorektor Berit Eika opfordrer til mere systematisk brobygning i uddannelsessystemet. I et debatindlæg i Jyllands-Posten den 15. juni peger hun på, at uddannelsesinstitutionernes har en fælles opgave med at få flere til at gå ind ad de døre, som fører frem til de naturvidenskabelige uddannelser.

Overgange og sammenhænge i uddannelsessystemet var også til debat på Aurora under Folkemødet på Bornholm, hvor Berit Eika debatterede emnet med bl.a. repræsentanter fra tænketanken DEA og ungdomsuddannelserne.


 

Forskningsfaglig tyngde på årets Folkemøde

Forskningsbaseret viden var i centrum, da AU inviterede ombord på forskningsskibet Aurora under årets Folkemøde på Bornholm. Med godt 4.000 besøgende var de forskningsfaglige temaer et populært trækplaster blandt de mange politiske debatter.

Ud af AU’s i alt 20 arrangementer tog 13 udgangspunkt i aktuelle forskningstemaer, som på én gang illustrerede universiteternes forskningsmæssige bredde og dybde. Emner som radikaliseringens geografiske årsagssammenhæng, epidemiers udvikling og udbredelse, perspektiverne i cirkulær bioøkonomi, Reformationens indvirkning for samfundets udvikling og menneskets fremtid med teknologi tiltrak både stor opmærksomhed og skabte en konstruktiv og livlig debat på agterdækket af Aurora.

I debatterne deltog både repræsentanter for erhvervslivet, faglige organisationer, politiske ordførere og ministre. Flere af programmets events blev gennemført i samarbejde med blandt andre Danmarks Forsknings- og Innovationspolitiske Råd (DFIR), Danske Universiteter, Folkeuniversitetet og Danmarks Frie Forskningsråd.

AU’s deltagelse vil blive evalueret på et universitetsledelsesmøde i august med henblik på deltagelse i 2018.


To nye ingeniøruddannelser inden for Bioteknologi og Kemiteknologi

Institut for Ingeniørvidenskab, Aarhus Universitet åbner til sommer to nye civilingeniør bacheloruddannelser. De nye uddannelser kombinerer elementer af henholdsvis matematik, fysik, kemi, biologi og molekylærbiologi med ingeniørvidenskab. De er målrettet centrale udviklingsområder, som der også satses på globalt, bl.a. i forhold til udvikling af cleantechløsninger. Uddannelserne vinder positiv genklag i industrien. 


Kalender

  • 29. juni: Åbning af Open Science Festival i Aarhus
  • 15. september: Årsfest

Hver uge udsender universitetsledelsen et nyhedsbrev. Her informerer vi om beslutninger og tiltag fra universitetsledelsen samt aktuelle aktiviteter og diskussioner. Du kan tilmelde dig nyhedsbrevet på adressen http://info.au.dk/medarbbreve, hvorefter du modtager en mail, hver gang nyhedsbrevet udkommer.

På adressen http://www.au.dk/om/uni/universitetsledelsen/nyhedsbrevuniled/2016 kan du læse tidligere udgaver af nyhedsbrevet fra universitetsledelsen.

Hvis du ønsker at tilmelde dig den engelske version af nyhedsbrevet fra universitetsledelsen, kan du gøre det på adressen http://info.au.dk/medarbbreve/index.asp

Nyhedsbrev fra universitetsledelsen

Hver uge udsender universitetsledelsen et nyhedsbrev, der informerer om aktuelle aktiviteter og diskussioner.

 

 

Møder i universitetsledelsen

Universitetsledelsen holder møde hver onsdag kl. 08.30 - 11.30. Se mødeplan og dagsordener fra møderne.