Nyhedsbrev fra universitetsledelsen nr. 23/2017

Status på optag 

7.074 ansøgere har indtil videre takket ja til deres studieplads – og langt de fleste af dem har haft AU som førsteprioritet (83 pct.). Især ST har bidraget til udviklingen, hvor godt 100 flere i år har takket ja. På uddannelsesniveau ses fremgangen især på ingeniøruddannelserne og datalogi.

Lige nu er efteroptaget i fuld gang, og der er ganske få uddannelser med ledige pladser med studiestart nu – plus seks diplomingeniøruddannelser med vinterstart.

Det endelige optag kan først gøres op i oktober, efter standby-pladser er fordelt, og når anden runde-optaget er afsluttet. Dertil kommer studiestartsprøverne, som anvendes på de fleste uddannelser. Der er tale om en ikke-faglig prøve, der gennemføres i september med det formål hurtigt at frasortere ikke-aktive studerende. De studerende, som ikke møder frem og besvarer prøven, bliver automatisk udskrevet pr. 30. september.

Frem til studiestart vil ansøgninger til de tilbageværende ledige pladser blive behandlet løbende, efterhånden som de kommer ind.


AU fastholder sin plads på Shanghai-ranglisten

Aarhus Universitet ligger fortsat nummer 65 på den nye Shanghai-rangliste over de bedste universiteter i verden. Det er samme plads som sidste år, hvor Aarhus Universitet fik sin hidtil bedste placering.

Shanghai-ranglisten ser blandt andet på antallet af ofte citerede forskere, antal artikler publiceret i videnskabelige tidsskrifter og antallet af Nobelpristagere.

Ranglisten domineres af de amerikanske universiteter i toppen. Aarhus Universitet har de seneste 10 år oplevet stabil fremgang og har siden 2008 ligget i top 100.

Tidligere på sommeren offentliggjorde Shanghai Ranking Consultancy desuden 52 såkaldte subject rankings. Her udmærker Aarhus Universitet sig på flere felter. Inden for det naturvidenskabelige område er det værd at fremhæve Agricultural Sciences (8), Food Science & Technology (17) og Environmental Science & Engineering (32). På det samfundsvidenskabelige er det Public Administration (6), Political Sciences (30) og Economics (44), og inden for Clinical Medicine ligger AU nummer 29.


Nyt center for materialeforskning skal løse fremtidens udfordringer

Aarhus Universitet har fået et nyt tværfagligt center iMAT – Centre for Integrated Materials Research. Formålet er at forske i og udvikle nye materialer, som er afgørende for at løse nogle af samfundets store udfordringer inden for bl.a. energi, byggeri og miljøvenlige teknologier.

I sin velkomsttale ved indvielsen i tirsdags fremhævede rektor Brian Bech Nielsen blandt andet, at iMAT udmærker sig ved at kombinere mange forskellige forskningsmiljøer og har et skarpt fokus på, hvordan grundforskning kan skabe nye forretningsmuligheder.

Universitetets satsning inden for materialeforskning kombinerer forskningsaktiviteter inden for både fysik, kemi, nanoscience, geoscience og ingeniørvidenskab og er ifølge ST-dekan Niels Chr. Nielsen med til at sikre AU en stærk position på området – herhjemme og internationalt.

iMAT er et ud af en række interdisciplinære forskningscentre, som Science and Technology i den kommende tid vil etablere på områder med særlig samfundsmæssig betydning. I foråret blev det første center indviet med Center for Cirkulær Bioøkonomi.

Leder af iMAT er AU-professor Bo Brummerstedt Iversen.


 

ST-dekan: Uddannelsesinvesteringer skal give digitale kompetencer

Der er behov for investeringer i uddannelse med fokus på digital teknologi, hvis vi skal følge med den teknologiske udvikling. Sådan lyder opfordringen fra dekan på Science and Technology Niels Chr. Nielsen i et indlæg på Altinget tirsdag den 15. august. Her hilser han regeringens kommende Teknologipagt velkommen og fremhæver, at Aarhus Universitet med sin nye omfattende digitaliseringssatsning har taget forskud på arbejdet.


Alumner inspirerer nye studerende

Studiestarten er lige rundt om hjørnet, og allerede i næste uge begynder flere nye studerende deres introforløb rundt om på Aarhus Universitet. Dermed træder de ind ad døren til en ny verden og hverdag, der åbner uanede muligheder for fremtiden.

Som led i arbejdet med at inspirere, motivere og forberede nye og kommende studerende til studie- og karrierelivet, har en række alumner og en enkelt nuværende studerende valgt at dele ud af deres erfaringer. Det sker med en serie videoer, som udgives nu og i løbet af efteråret.


AU-ansatte trodsede regn og mudder til årets DHL

Trods regn og mudder var der stor opbakning til årets DHL, der løb af stabelen i går aftes den 17. august. Mere end 1.800 var tilmeldt i Aarhus og omkring 60 i Odense.

På Campus Emdrup varmer man nu op til løbet i København den 31. august.


Husk frist for tilmelding til årsfest er 22. august

Alle medarbejdere med ledsager er inviteret til at deltage i årsfesten den 15. september - i Aulaen om eftermiddagen og i Musikhuset om aftenen. Fristen for tilmelding er 22. august.

Tildelingen af pladser til begge arrangementer foregår efter lodtrækning, som foretages af KongresKompagniet. Medio uge 36 får de tilmeldte besked om udfaldet af lodtrækningen. Pladserne til medarbejdere til Aulaen om eftermiddagen og til Store Sal om aftenen fordeles relativt efter antallet af medarbejdere på de fire fakulteter og administrationen, så alle har lige store chancer for at få en plads.


Healths dekanat flytter ind i parken

Healths samlede stab flytter fra Nordre Ringgade til Victor Albeck-bygningen midt i Universitetsparken. Det sker per 1. februar 2018. Baggrunden er et ønske fra dekanen om at komme tættere på de studerene og fagmiljøerne på Health.


Kalender

Hver uge udsender universitetsledelsen et nyhedsbrev. Her informerer vi om beslutninger og tiltag fra universitetsledelsen samt aktuelle aktiviteter og diskussioner. Du kan tilmelde dig nyhedsbrevet på adressen http://info.au.dk/medarbbreve, hvorefter du modtager en mail, hver gang nyhedsbrevet udkommer.

På adressen http://www.au.dk/om/uni/universitetsledelsen/nyhedsbrevuniled/2016 kan du læse tidligere udgaver af nyhedsbrevet fra universitetsledelsen.

Hvis du ønsker at tilmelde dig den engelske version af nyhedsbrevet fra universitetsledelsen, kan du gøre det på adressen http://info.au.dk/medarbbreve/index.asp

Nyhedsbrev fra universitetsledelsen

Hver uge udsender universitetsledelsen et nyhedsbrev, der informerer om aktuelle aktiviteter og diskussioner.

 

 

Møder i universitetsledelsen

Universitetsledelsen holder møde hver onsdag kl. 08.30 - 11.30. Se mødeplan og dagsordener fra møderne.