Nyhedsbrev fra universitetsledelsen nr. 5/2017

Connie Hedegaard tiltrådt som Aarhus Universitets bestyrelsesformand

Den 1. februar tiltrådte Connie Hedegaard som ny bestyrelsesformand på Aarhus Universitet. I et nyt portræt fortæller hun om sin ledelsesstil og sine ambitioner for universitetet. 

Den tidligere EU-kommissær, der er uddannet cand.mag. i litteraturvidenskab og historie, ser viden, oplysning og dannelse som centrale kerneværdier for universitetet. Samtidig opfordrer hun politikerne til at løsne op for detailstyringen og udvise forståelse for universiteternes langsigtede planlægning. 

Connie Hedegaard har været medlem af Aarhus Universitets bestyrelse siden 2014. Hun overtog formandsposten efter Michael Christiansen.


Bedre studievilkår til iværksættere på AU

Ambitiøse studenteriværksættere på Aarhus Universitet kan nu få adgang til en særlig ordning, der gør det lettere at kombinere uddannelse og iværksætteri.

Ordningen kan blandt andet omfatte rådgivning om studieplanlægning, hjælp til notetagning og hjælp til dispensationsansøgninger i perioder, hvor virksomheden kræver særlig meget fokus. Tiltaget skal være med til at forhindre, at succesfulde iværksættere er nødt til at fravælge deres uddannelse for at få tid til virksomheden.

Iværksætterordningen er inspireret af Aarhus Universitets succesfulde dual career-koncept, som i en årrække har givet elitesportsudøvere mulighed for at opnå større fleksibilitet i deres studieforløb.

Ansøgere til ordningen vurderes ud fra et særligt pointsystem, der blandt andet lægger vægt på markedsefterspørgsel og den studerendes eget engagement. Ordningen administreres af den nye enhed AU Iværksættere i regi af AU Uddannelse.


Justering af uddannelsesloftet

I den forgangne uge præsenterede uddannelses- og forskningsminister Søren Pind med et bredt politisk flertal en ændring af loven om begrænsning af dobbeltuddannelse, det såkaldte ”uddannelsesloft”.

Den nye justering betyder, at det fremover er muligt at tage mere end én uddannelse på lavere, tilsvarende eller højere niveau, seks år efter afslutningen af den seneste uddannelse. 

På Aarhus Universitet har uddannelsesloftet medført et øget antal af henvendelser fra studerende, der søger svar på, hvorvidt de skal afbryde deres nuværende uddannelse for at holde døren åben til drømmestudiet.

Det forventes ikke at justeringen vil løse problemet med, at studerende enten afbryder deres uddannelse eller udskyder studiestarten.

Der er ikke ændret i den dispensationsmulighed, der fritager uddannelser med de mest efterspurgte kandidater fra tidsbegrænsning, eksempelvis enkelte ingeniøruddannelser. Universitetsledelsen så gerne, at denne undtagelsesregel blev udvidet til at omfatte alle ingeniøruddannelser samt muligheden for at læse videre fra tandplejer til tandlæge.    

Endelig er det ikke afklaret, hvilken betydning loven medfører for nye uddannelser, som ikke kan præsentere historiske ledighedstal.


Birgit Schiøtt fortsætter som institutleder på Institut for Kemi

Institut for Kemi har ansat Birgit Schiøtt som institutleder fra den 1. februar. Hun har været konstitueret institutleder siden december 2014.

Birgit Schiøtt blev cand.scient. i kemi og fysik i 1990 og ph.d. i kemi i 1993 fra Aarhus Universitet.


AU-professor er ny formand for Det Frie Forskningsråd, Natur og Univers

Fra den 1. januar  2017 er professor på Datalogi, Lars Arge, ny formand for Det Frie Forskningsråd, Natur og Univers. Han overtager posten fra professor Lone Gram fra Danmarks Tekniske Universitet. 

Rådet Natur og Univers støtter konkrete forskningsprojekter inden for naturvidenskab, datalogi og matematik.

Lars Arge har været medlem af rådet siden januar 2013 og næstformand siden januar 2015.


Kalender

  • 20. februar: Møde i Vækstforum
  • 23. februar: Connie Hedegaard besøger Institut for Statskundskab
  • 23. februar: Bestyrelsesmøde
  • 27. februar: Indvielse af Det Nye Universitetshospital (DNU)
  • 2. marts: Gå-hjem-møde for de 19 midtjyske kommuners direktioner
  • 3. marts: Rektor åbner Århundredets Festival

Hver uge udsender universitetsledelsen et nyhedsbrev. Her informerer vi om beslutninger og tiltag fra universitetsledelsen samt aktuelle aktiviteter og diskussioner. Du kan tilmelde dig nyhedsbrevet på adressen http://info.au.dk/medarbbreve, hvorefter du modtager en mail, hver gang nyhedsbrevet udkommer.

På adressen http://www.au.dk/om/uni/universitetsledelsen/nyhedsbrevuniled/2016 kan du læse tidligere udgaver af nyhedsbrevet fra universitetsledelsen.

Hvis du ønsker at tilmelde dig den engelske version af nyhedsbrevet fra universitetsledelsen, kan du gøre det på adressen http://info.au.dk/medarbbreve/index.asp