Nyhedsbrev fra universitetsledelsen nr. 8/2018

AU har modtaget det formelle lockoutvarsel fra Moderniseringsstyrelsen

Aarhus Universitet har i dag fredag d. 9. marts modtaget det formelle lockoutvarsel fra Moderniseringsstyrelsen. Lockouten gælder med virkning fra den d. 10. april og omfatter størstedelen af universitetets ansatte. AU HR er nu i gang med at gennemgå detaljerne i varslet, og yderlig information vil følge på mandag (d. 12. marts).

Følg med på Informationssiden om overenskomstforhandlingerne 2018 (OK18). Her vil seneste information blive lagt ud, hvad angår, hvem der vil blive omfattet af en eventuel lockout.

Har du specifikke spørgsmål til, hvordan en eventuel lockout påvirker dig og dit ansættelsesforhold, kan du også kontakte din faglige organisation eller din lokale tillidsrepræsentant


Prorektor: Niveauet skal være højt på universitetet

Ifølge en ny analyse fra Uddannelses- og Forskningsministeriet, som blev offentliggjort den 7. marts 2018, er et højt fagligt niveau en udbredt årsag til frafaldet blandt de studerende på landets universiteter. 

Prorektor for uddannelse på Aarhus Universitet, Berit Eika, ser tallene som et udtryk for, at universiteterne står vagt om kvaliteten og et højt fagligt niveau og fremhæver behovet for forventningsafstemning med kommende studerende. Desuden peger hun på, at spørgsmålet om frafald ofte er mere kompleks.


Seks fagområder i top 50 på QS rangliste

Den internationale rangliste QS placerer Aarhus Universitet i top 100 på 17 fagområder – seks af dem er i top 50. Især Arts markerer sig med fremgang, som blandt andet kan tilskrives resultatet af flere års målrettet arbejde med at tiltrække internationalt stærke forskningskapaciteter.


Ny administrationschef på Health

Nikolaj Harbjerg tiltræder den 1. april jobbet som administrationschef på Health efter seks år i en tilsvarende stilling ved Aarhus BSS.


Kvalitetsmåling: UFM har nedsat ekspertpanel

Med det nye bevillingssystem skal der fremover gennemføres kvalitetsmålinger på uddannelsesinstitutionerne. Uddannelses- og Forskningsministeriet har i denne uge meldt ud, at målingen skal udvikles og gennemføres i løbet af 2018. Ministeriet har nedsat et ekspertpanel og en referencegruppe, som skal inddrage institutioner og studerende i udviklingen af en spørgeskemaundersøgelse blandt studerende, nyuddannede og eventuelt undervisere.

Lektor Kim Jesper Herrmann fra Center for Undervisning og Læring ved Aarhus Universitet er udpeget til det fem mand store ekspertpanel, mens prodekan Niels Lehmann sidder med i referencegruppen med i alt 11 medlemmer.

Kvalitetsmålingen skal indgå i grundlaget for at genfastsætte institutionernes grundtilskud i 2023 og vil kunne få betydning for op til 1,25 pct. af uddannelsesbevillingerne i en fireårig periode. For AU’s vedkommende vil det med udgangspunkt i regnskabet 2017 svare til godt 20 mio. kr. om året.


Velfærd til debat på MatchPoints - du kan stadig nå en early bird

Når AU's store konference - MatchPoints Seminar - løber af stablen den 24.-26. maj 2018, er velfærdsstaten til debat. Her kan du blandt andet møde robotter og forskere, der beskæftiger sig med robotter og den hjælp og de udfordringer, de bringer med sig.

Hør bl.a. paneldebatten ”Hvem redder velfærden – robotterne eller de frivillige?” Her deltager borgmester Jacob Bundsgaard, MF Ida Auken, prodekan Anne Marie Pahuus og formand for Frivilligrådet, Mads Roke Clausen m.fl. Du kan også deltage i temadag om sociale robotter og se robot-teater.

En af oplægsholderne på MatchPoints er professor Cathrine Hasse fra DPU. Se videoen og få en forsmag på hendes oplæg om robotterne i velfærdssamfundet.

Det er stadig muligt at købe biletter til årets MatchPoints Seminar – tilmeld dig før 18. marts og få en early bird.


 

Kalender 

  • 2.-23. marts: Rektor besøger de administrative centre og vicedirektør-områderne
  • 12. marts: Internationalt panel evaluerer AIAS
  • 13. marts: Kick off for indsatsen med Educational IT
  • 14. marts: Rammekontrakt – andet forhandlingsmøde
  • 20. marts: Første spadestik til nyt byggeri for FOOD i Aarhus
  • 22. marts: Møde mellem danske og britiske universitetsrektorer på den britiske ambassade i København
  • 5.-6. april: Uddannelses- og Forskningsmødet 2018 på Kolding Fjord
  • 9. april: ERC-inspirationsdag (åbning ved rektor)  
  • 11. april: Bestyrelsesmøde
  • 26. april: Forskningens Døgn
  • 24.-26. maj: MatchPoints Seminar
  • 30. maj: Rigmor og Carl Holst-Knudsens Videnskabspris

 

 

 

Hver uge udsender universitetsledelsen et nyhedsbrev. Her informerer vi om beslutninger og tiltag fra universitetsledelsen samt aktuelle aktiviteter og diskussioner. Du kan tilmelde dig nyhedsbrevet på adressen http://info.au.dk/medarbbreve, hvorefter du modtager en mail, hver gang nyhedsbrevet udkommer.

På adressen http://www.au.dk/om/uni/universitetsledelsen/nyhedsbrevuniled/2017 kan du læse tidligere udgaver af nyhedsbrevet fra universitetsledelsen.

Hvis du ønsker at tilmelde dig den engelske version af nyhedsbrevet fra universitetsledelsen, kan du gøre det på adressen http://info.au.dk/medarbbreve/index.asp

Nyhedsbrev fra universitetsledelsen

Hver uge udsender universitetsledelsen et nyhedsbrev, der informerer om aktuelle aktiviteter og diskussioner.

 

 

Møder i universitetsledelsen

Universitetsledelsen holder møde hver onsdag kl. 08.30 - 11.30. Se mødeplan og dagsordener fra møderne.