Kliniske aftaler

Aarhus Universitetshospital fungerer som ramme for det forskningssamarbejde, der foregår mellem hospitalerne under Aarhus Universitetshospital og fakultetet HEALTH på Aarhus Universitet. Forskningen under Aarhus Universitetshospital er organiseret ud fra princippet om, at grundforskning, klinisk forskning og klinisk udvikling hænger tæt sammen. Institut for Klinisk Medicin ved HEALTH har ansvaret for koordinering af al forskning, der foretages på sygehusene under Aarhus Universitetshospital. HEALTH på Aarhus Universitet har ligeledes det kvalitetsmæssige ansvar for al forskning foretaget på Aarhus Universitetshospital.

Alle kontrakter vedrørende forskningssamarbejde, der involverer ansatte på Aarhus Universitetshospital, skal godkendes af Institut for Klinisk Medicin. AU Erhvervssamarbejde og Teknologioverførsel (AU ET) bistår Institut for Klinisk Medicin med juridisk rådgivning. Det er således AU ET, der er ansvarlig for sagsbehandlingen og ligeledes AU ET, der er ansvarlig for, at kontrakterne er i overensstemmelse med universitetshospitalernes retningslinjer. Indgåelse af kliniske aftaler begynder altid med, at den projektansvarlige sender aftalen til Institut for Klinisk Medicin.

Retningslinjerne for kliniske aftaler er beskrevet i et sæt fælles retningslinjer, som er vedtaget af universitetshospitalerne i Danmark. Disse dækker alle aftaler mellem private virksomheder og Aarhus Universitetshospital. Vilkårene for offentlige forskningsinstitutioners aftaler med erhvervsdrivende, som fastsat i §3 i Lov om Teknologioverførsel mv. ved offentlige forskningsinstitutioner af 9. juni 2004, er taget i betragtning i udformningen af retningslinjerne.

Retningslinjerne kan hentes i pdf-format her.