Aarhus Universitet ruller ind i gymnasieklasserne
Forskere og studerende fra Aarhus Universitet besøger gymnasier landet over for at lære fra sig og give eleverne et indblik i universitetsverdenen.
Bussen er ladet med undervisning, når en flok af engagerede studerende, en forsker og studievejledere på fjerde år drager landet rundt i Det rullende Universitets tjeneste. En forårsdag i april gik turen til Aarhus Katedralskole, hvor eleverne havde fået fri fra den øvrige undervisning for i stedet at blive undervist af de delegerede fra Aarhus Universitet. Formålet med at lade gymnasieeleverne møde universitetsfolkene er at give dem et indblik i det at studere på universitetet. Det fortæller Jens Holbech, der er leder af projektet.
– Det handler om, at gymnasieeleverne får øjnene op for, at en universitetsuddannelse kunne være noget for dem. Også selvom ingen i deres familie har en videregående uddannelse, og de ikke normalt færdes i akademikerkredse. Det er en vigtig opgave for os at give eleverne mod på universitetet, siger han.
Studerende bliver rollemodeller
”Jeg hedder Flemming, og jeg kommer fra Gludsted, en lille by i Midtjylland.” Sådan starter Flemming Hüttel sit oplæg om studielivet på universitetet med 1.a som spørgelystent publikum. Den personlige beretning er helt bevidst og indgår som en fast del af konceptet i de studerendes undervisningssessioner, fortæller Jens Holbech.
– De studerende starter altid med at præsentere sig med deres navn og en historie om, hvordan de selv er endt på AU. På den måde kan de unge mennesker lettere identificere sig med dem, og oplægsholderne kommer til at fremstå som rollemodeller.
Den tilgang til tingene lader til at virke efter hensigten. I hvert fald hvis man spørger Benjamin Møller, som sad blandt tilhørerne, da Flemming Hüttel holdt sit oplæg.
– Underviseren havde en helt anden kompetence, fordi han selv er midt i sit studium. Jeg har fået svar på de spørgsmål, som studievejledere ikke kan svare på. Nu har jeg en god forestilling om, hvilken hverdag man får på universitetet, og hvordan man arbejder med fagene, siger den 17-årige gymnasieelev.
Rammer alle elever
Når Det rullende Universitet kommer forbi, har de opmærksomheden fra alle gymnasiets elever hele dagen. Derfor er der ifølge Jens Holbech også meget fokus på, at der skal være et bredt udbud af lektioner, så alle elever får en interessant undervisningsoplevelse med sig hjem i skoletasken. På Aarhus Katedralskole kunne eleverne vælge at høre studenterunderviserne fortælle om alt fra kryptologiske koder til identitetsdannelse i et postmoderne samfund, mens adjunkten Stefan Iversen fra Arts holdt fællesforedrag om vidnesbyrd fra anden verdenskrig.
– Vores evalueringer fortæller os, at langt de fleste elever får rigtig meget ud af at blive undervist af os. For mange er det deres første oplevelse med et universitet, og det er derfor utrolig vigtigt, at den er positiv, siger Jens Holbech om det succesfulde initiativ, der kører på fjerde år.
Potentielle studerende møder Aarhus Universitet
Uddannelse er nøglen til fremtiden, og Aarhus Universitet bidrager aktivt til, at Danmark kan nå regeringens målsætning om, at 25 procent af en ungdomsårgang skal gennemføre en lang videregående uddannelse. Gennem en række forskellige aktiviteter skaber Aarhus Universitet kontakt til potentielle studerende, der får mulighed for at stifte bekendtskab med universitetets fag og studieliv.
u-days
Et koordineret åbenthusarrangement for alle videregående uddannelser i Aarhus. Her kan gymnasieelever og andre studieparate unge få et indblik i universitetets mange fag og få rådgivning fra studievejledere.
Forsker for en dag
Et bredt tilbud med appel til blandt andre folkeskolens ældste klasser, gymnasiet og landbrugsskoler. Den enkelte målgruppe får en oplevelse med eksperimentel undervisning, der er tilpasset målgruppens behov og niveau.
Studiepraktik
En mulighed for at afprøve og opleve, hvordan det er at studere på en videregående uddannelse gennem et tre dage
langt praktikforløb.
Projekt Forskerspirer
Et tilbud om at lave et forskningsprojekt i universitetsregi henvendt til gymnasieelever med gode ideer.
Det rullende Universitet
En mobil besøgstjeneste, hvor studerende og undervisere fra Aarhus Universitet drager landet rundt for at undervise gymnasieelever i en bred vifte af universitetets fag en enkelt skoledag.







