Strategien for Danmarks Pædagogiske Universitetsskole
Indhold
- Sammenfatning af Danmarks Pædagogiske Universitetsskoles strategi 2008-2012 – kontinuitet og fornyelse
- Forskning
- Uddannelse
- Forskningsformidling
- Dansk Clearinghouse for Uddannelsesforskning: Formidling af ’viden om, hvad der virker’
- Danmarks Pædagogiske Bibliotek (DPB) – et moderne, digitalt studie- og forskningsbibliotek
- Fornyende videnskabsjournalistik – nationalt som internationalt
- Profilering og markedsføring af DPUs aktiviteter
- Kvalitetsudvikling og -sikring af forskningsformidlingen
Sammenfatning af Danmarks Pædagogiske Universitetsskoles strategi 2008-2012 – kontinuitet og fornyelse
Danmarks største forsknings-, uddannelses- og formidlingsmiljø inden for pædagogik, læring og kompetenceudvikling – Danmarks Pædagogiske Universitetsskole (DPU) ved Aarhus Universitet – har eksisteret siden 1. juni 2007.
I perioden 2008-2012 er hovedformålet– i respekt for de omstillingsprocesser, der er gennemført, og med udgangspunkt i de resultater, der allerede er opnået – at sikre, at DPU bliver et både nationalt og internationalt førende forsknings-, uddannelses- og formidlingscenter i pædagogik, læring og kompetenceudvikling. Dette skal gøres ved at:
- cementere DPUs placering som centrum for dansk forskning inden for det pædagogiske felt på internationalt topniveau, blandt andet ved at styrke forskningsfokusering, forskningsledelse og forskningsmonitorering;
- styrke DPUs placering som forskningsbaseret uddannelses-, udviklings- og formidlingsressource i det danske uddannelsessystem, herunder etablering af et Center for Læreruddannelse som baggrund for den akademiske læreruddannelse, blandt andet ved at prioritere uddannelsesledelse og uddannelseskoordinering og styrke samarbejdet med eksterne aktører;
- styrke DPUs position som internationalt førende School of Education ved at deltage i – og skabe – internationale netværk, projekter og organisationer;
- bidrage til og udnytte mulighederne i fusionen med AU. På den ene side at bidrage til udvikling af det universitetspædagogiske felt og udnytte DPUs forskningsbaserede viden om e-læring og forskningsformidling ved at gøre DPU til den institutionelle ramme for AUs kompetencecentre på disse områder. Og på på den anden side ved at udnytte AUs forskningskompetencer som ressourcer for DPUs forsknings- og uddannelsesaktiviteter.
Konkret vil der på DPU blive taget initiativer til:
- at skabe forskningsresultater, der baserer sig på teoretisk funderede analyser i samspil med solide kvalitative og kvantitative empiriske undersøgelser;
- at forfølge en balance mellem bruger- og praksisorienteret forskning, tværgående forskningsindsatser og forskningsinitieret grundforskning;
- at udvikle samfundsrelevante uddannelser og sikre en undervisning og en pædagogik, der gør DPUs uddannelser attraktive, inspirerende og anvendelige for studerende, forskere og aftagere såvel nationalt som internationalt;
- at fokusere forskningsformidlingsindsatsen med henblik på at levere en troværdig, anvendelig og fornyende forskningsformidling rettet mod brugere og aftagere som for eksempel politikere og praktikere inden for feltet,
- og at etablere en afdeling i Århus, der respekterer en optimal opdeling og placering af DPUs videnskabelige medarbejdere. Formålet er at styrke DPUs undervisning i Århus og samarbejdet med de med de øvrige hovedområder ved AU.
DPU arbejder ud fra AUs idé om at kombinere grundforskning, anvendelsesorienteret og strategisk forskning. Forskning, uddannelse og formidling ved DPU skal i særlig grad rettes mod afgrænsede aftagergrupper. Denne del af virksomheden tilrettelægges i dialog med disse aftagergrupper.
Forskning
DPUs strategi for den kommende periode er at sikre rammerne for en forskning, der forholder sig til centrale og aktuelle forskningsspørgsmål, og som fremmer en langsigtet uddannelsesforskning, der bidrager til den internationale frontforskning.
DPUs målsætning om at bidrage til frontforskningen på internationalt niveau inden for pædagogik, læring og kompetenceudviklinggør det nødvendigt fortsat at fokusere indsatsen. Derfor vil DPUs ledelse:
- igangsætte en proces, der fører til udpegning af et antal forskningsfelter, der skal støttes specielt med henblik på internationalt gennemslag. Det vil dreje sig om forskningsfelter, hvor DPU allerede har vist sin styrke nationalt og internationalt, og om forskningsfelter, hvor DPU har et potentiale til at markere sig markant fremover. Fokuseringen vil tage udgangspunkt i den eksisterende forskning, som den er beskrevet i institutternes og forskningsprogrammernes forskningsplaner. Som et led i denne proces gennemføres en ekstern evaluering af DPUs forskningsprogrammer.
- fortsat arbejde på at udpege og igangsætte forskning inden for områder, der viser sig vigtige inden for en årrække, og hvor DPU kan nyde godt af at være ”first mover” såvel nationalt som internationalt.
Der er sket en ganske betydelig internationalisering af forskningen ved DPU gennem de seneste fem år. Internationaliseringen er sket gennem en markant forøgelse af den internationale publicering, deltagelse i internationale forskningskonferencer og deltagelse i internationale forskningsprojekter og forskningsnetværk. Samtidig har DPU placeret sig markant i det internationale universitetssamarbejde inden for uddannelsesforskningen. Senest er det kommet til udtryk ved, at DPU fik formandskabet i International Alliance of Leading Educational Institutes - som netop er dannet:
- DPU vil fortsat sikre, at der skabes gode vilkår for en internationalisering af forskningen, herunder sikre de nødvendige ressourcer til støtte til international publicering og deltagelse i internationalt forskningssamarbejde.
- DPU vil fortsætte sin deltagelse i internationale komparative uddannelsesundersøgelser efter strategiske afvejninger.
- DPU vil udvide og styrke de strategiske universitetssamarbejder med Oslo Universitet, Göteborgs Universitet, University of London samt samarbejdet i ASEM-regi og deltagelsen i International Alliance of Leading Educational Institutes.
Samtidig med fokuseringen skal det sikres, at forskningen har en sådan bredde, at den er i stand til at opfange og forholde sig til samfundsmæssige relevante forhold og til aftagergruppers behov:
- DPU har derfor som mål at øge nettoindtjeningen for forskningen, at øge antallet af større forskningsprojekter i samarbejde med erhvervsliv og offentlige institutioner og myndigheder, og at styrke samarbejdet med professionshøjskolerne om udvikling af viden.
- Forskningen ved DPU har i væsentlig udstrækning været orienteret mod begrebsmæssig teoriudvikling og kvalitativt orienteret empiri. DPU vil arbejde for en bedre balance mellem begrebsudvikling og empiriske undersøgelser og en bedre balance mellem den kvalitativt og kvantitativt orienterede uddannelsesforskning. DPU vil samtidig styrke forskning, der skaber viden om, ’hvad der virker, og hvorfor det virker’.
DPU vil fortsat gennem sin forskning bidrage med at levere evidensbaseret viden, nye kompetencer og styrkelse af kritisk og selvkritisk refleksion til hele feltet pædagogik, læring og kompetenceudvikling. DPU vil blandt andet prioritere forskning inden for:
- Det undervisnings- og uddannelsespolitiske felt: Det store antal udviklingsprojekter, enkeltundersøgelser og komparative undersøgelser skal bruges som ressource for en koordineret indsats for at frembringe evidensbaseret viden om, hvad der virker i undervisning og uddannelsespolitik. DPU vil organisere arbejdet med den akademiske lærerbachelor med udgangspunkt i et Forskningscenter for Læreruddannelse.
- Det universitetspædagogiske felt: Indplaceringen i AU forpligter til at facilitere og koordinere de allerede eksisterende universitetspædagogiske forsknings- og udviklingsaktiviteter.
- Forskningsformidling: DPU har i flere år markeret sig som en af de førende forskningsinstitutioner med henblik på innovativ forskningsformidling. Denne indsats skal understøttes med en forskningsindsats.
- IT og nye medier: Den eksisterende forskning i IT og nye medier i en pædagogisk og læringsteoretisk kontekst skal styrkes, blandt andet med henblik på et øget fokus på e-læring og brugen af nye medier i undervisningen.
- Livslang læring, voksen- og erhvervsuddannelse: DPU har her placeret sig markant internationalt og vil fortsat styrke forskningen inden for området.
I forbindelse med gennemgangen af DPUs forskningsprogrammer og -aktiviteter vil andre områder også kunne blive prioriteret.
Uddannelse
DPUs mål er at udbyde akademiske uddannelser, der har høj kvalitet, og som er attraktive for det offentlige og private arbejdsmarked i et livslangt læringsperspektiv. DPU vil sikre dette gennem et bredt udbud af masteruddannelser, kandidatuddannelser, ph.d.-uddannelser og efteruddannelser. DPU har en lovgivningsmæssig forpligtelse til at udvikle uddannelserne i dialog med aftagernes behov bl.a. gennem aftagerrådet.
Kandidatuddannelser:
- DPU vil fastholde bredden i udbuddet af kandidatuddannelserne, men vurdere mulighederne for nye løsninger på det fagdidaktiske område og for større samarbejde mellem de små fagområder.
- DPU vil arbejde på at sikre en højere studieaktivitet og bedre gennemførelsestider samtidig med at uddannelsernes kvalitet fastholdes.
- Kandidatuddannelserne skal indgå i ECTS-label.
Efter- og videreuddannelse:
- DPU vil fastholde bredden i masteruddannelsesudbuddet og profilere masteruddannelserne markant som attraktive videreuddannelsestilbud. Samtidig vil DPU arbejde på, at masteruddannelserne løbende justeres i dialog med aftagerne og tilrettelægges med stigende fleksibilitet og kombinationsmuligheder mellem moduler.
- DPU vil søge at etablere et intensivt systematisk samarbejde med de mellemlange videregående uddannelser – professionshøjskolerne – om efter- og videreuddannelsestilbud for at bidrage til idealet om en forskningsinformeret praksis, både i uddannelsen af for eksempel lærere, pædagoger og ansatte inden for social- og sundhedsområdet, og i disses professionsudøvelse.
Forskerskole i uddannelsesforskning:
- DPU har en forskerskole i uddannelsesforskning, hvor der er lagt vægt på den metodologiske refleksion med henblik på at sikre et højt videnskabeligt niveau. Forskerskolen skal fortsat udbygges gennem et stigende internationalt samarbejde og gennem en gradvis forøgelse af antallet af tilknyttede ph.d.-studerende gennem aktiv rekruttering af de bedste studerende. Der vil fortsat blive arbejdet på at sikre de ph.d.-studerendes tilknytning til stærke forskningsmiljøer. DPU vil fortsat arbejde på, at andelen af erhvervs-ph.d.’er forøges. Ligeledes vil der blive satset på at styrke kurser i kvantitativ metode og statistik.
Center for læreruddannelse:
- Givet Akkrediteringsrådets godkendelse af den akademiske lærerbachelor vil DPU – i samarbejde med andre fakulteter ved AU – styrke forskningsmiljøer og undervisningsmiljøer i tilknytning til uddannelsen. DPU vil organisere arbejdet med den akademiske lærerbachelor med udgangspunkt i et Center for Læreruddannelse.
Koordinerende centrum for universitetspædagogik:
- DPU vil styrke undervisningsmiljøet, såvel den fysiske som den pædagogiske side. DPU vil fastholde høje krav til undervisernes faglige og pædagogiske kvalifikationer, blandt andet ved at koordinere og facilitere universitetspædagogiske tiltag ved AU, ved at videreføre og udbyde adjunktpædagogikum på Aarhus Universitet og gennem pædagogisk efteruddannelse. DPUs ambition er at blive førende, hvad angår udvikling af undervisningsformer og udvikling af masterpædagogikken.
- En stadig voksende andel af DPUs undervisning vil blive baseret på IT-støttet læring, hvor denne har vist sig anvendelig og formålstjenlig til forøgelse af kvalitet i læringen.
Internationalisering :
- DPU vil fastholde det høje omfang af internationale gæsteundervisere, herunder fastholde andelen af internationale adjungerede professorer.
- DPU er ledende deltager i et internationalt eliteuddannelsesprogram, Master in Lifelong Learning: Policy and Management. DPU vil arbejde på at øge omfanget af sådanne uddannelser. DPU vil samtidig fortsætte det igangværende samarbejde om andre internationale uddannelser ud fra en strategisk samlet planlægning.
- DPU vil udvide samarbejdet om studenterudveksling med strategisk udvalgte udenlandske universiteter. Den konkrete målsætning er, at 10 % af de kandidatstuderende fra 2010 har et semesters ophold ved et udenlandsk universitet. DPU vil ligeledes sikre, at der sker en planmæssig udvikling og forøgelse af den engelsksprogede undervisning på relevante studieenheder. Den konkrete målsætning er, at der fra 2008 udbydes et modul på hver kandidatuddannelse på engelsk, og at der i fra 2010 udbydes mindst en hel kandidatuddannelse på engelsk.
Forskningsformidling
DPU vil arbejde for at forankre ny forskningsviden ved systematisk at bidrage til forskningsformidling i forhold til det regionale, det nationale og det internationale niveau. Desuden vil DPU stille sig til rådighed som kompetencecenter inden for forskningsformidling i forhold til det øvrige AU, hvilket blandt andet involverer konkrete uddannelsesydelser i forskningsformidling og bidrag til en fornyende videnskabsjournalistik.
De overordnede målsætninger for DPUs forskningsformidling er:
- At formidlingen understøtter DPUs mål om regional, national og international gennemslagskraft inden for forskning, uddannelse og formidling.
- At formidlingen viser sin troværdighed ved at være professionel, kritisk, anvendelig og fornyende.
- At formidlingen bidrager til at sikre en fri, kritisk og saglig debat inden for DPUs forskningsområder.
- At formidlingen sikrer adgang til forskningsbaseret viden, herunder så vidt muligt formidler solide forskningsresultater om, ’hvad der virker’.
Dansk Clearinghouse for Uddannelsesforskning: Formidling af ’viden om, hvad der virker’.
- DPU vil gøre Dansk Clearinghouse for Uddannelsesforskning til det foretrukne clearinghouse i Danmark blandt interessenter inden for hele det pædagogiske område. Desuden vil Clearinghouse for Uddannelsesforskning arbejde for at organisere et nordisk samarbejde, der kan give en nordisk tilgang til formidling af viden om, hvad der virker inden for uddannelsesforskning til forbillede.
Danmarks Pædagogiske Bibliotek (DPB) – et moderne, digitalt studie- og forskningsbibliotek
DPB vil som moderne digitalt studie- og forskningsbibliotek ikke alene blot stille mængder af viden til rådighed, men arbejde målrettet med, hvordan brugerne opnår kompetencer til at tilegne sig og anvende kvalificeret viden. Derfor arbejder DPB på:
- At tilbyde systematisk, regelmæssig og målrettet kompetenceudvikling af bibliotekets brugere. Formålet er at styrke forskere og studerendes brug af bibliotekets ydelser ved at styrke forskere og studerendes informationskompetence gennem systematiske undervisnings- og vejledningstilbud i forskeruddannelsesregi.
- At tilbyde attraktive ydelser til moderne vidensvirksomheder inden for det pædagogiske område. DPB arbejder – sammen med DPUs kommunikationsenhed og Clearinghouse for Uddannelsesforskning – på at udbyde en vifte af ydelser, herunder kurser i ”informationskompetence”.
- At fungere og udbygge DPB som studiested for de studerende, døgnet rundt.
Fornyende videnskabsjournalistik – nationalt som internationalt
- Nationalt vil DPU fortsat udgive universitetsmagasinet Asterisk, som på saglig, forståelig, generøs og begejstrende vis offentliggør – og tegner et billede af – DPUs forskning for relevante målgrupper; fra den professionelle til den interesserede borger.
- DPU vil fortsætte sit intensive arbejde med at formidle forskning til pressen, levere nyhedsmails til udvalgte målgrupper og samarbejde med Danmarks Pædagogiske Universitetsforlag om udgivelse af bøger.
- DPU vil – i samarbejde med det øvrige AU – eksperimentere med nye måder at formidle på med henblik på en fornyende og differentieret indsats for at nå forskellige grupper af interessenter.
Profilering og markedsføring af DPUs aktiviteter
- DPU ønsker ved en offensiv strategi at skabe en opmærksomhed om DPUs forskning og uddannelse, som tiltrækker de bedste medarbejdere – videnskabeligt såvel som administrativt personale – og ambitiøse studerende. Ligesom DPU ønsker at fastholde indsatsen for at opbygge netværks- og alumneaktiviteter med henblik på at øge efterspørgslen efter DPUs forskningsbaserede vidensydelser.
Kvalitetsudvikling og -sikring af forskningsformidlingen
- DPU vil styrke forskernes muligheder for forskningsformidling yderligere ved regelmæssigt og systematisk at udbyde uddannelse. Det vil sige ved systematisk at tilbyde ph.d.-kurser i forskningsformidling, ved at styrke integrationen af forskningsformidling i adjunktpædagogikum og ved at udbyde medietræning af det videnskabelige personale på DPU og det øvrige AU.




