Udenlandsk adgangsgrundlag
Udenlandske eksamener, som kan sidestilles med danske gymnasiale eksaminer, er
adgangsgivende til danske bacheloruddannelser, men der gælder særlige regler, blandt andet om ansøgningsfrist.
Nogle udenlandske eksaminer er så sammenlignelige med danske gymnasiale eksaminer, at de kan vurderes på samme måde som de danske, det vil sige både i kvote 1 og kvote 2. Det gælder en række eksaminer fra udlandet (EU, Norden og enkelte middelhavslande uden for EU samt IB og EB) men ikke alle eksaminer fra de pågældende områder.
De udenlandske eksaminer, der er adgangsgivende, men som ikke helt kan sidestilles med danske gymnasiale eksaminer, vurderes kun i kvote 2.
Du skal også opfylde de specifikke adgangskrav for den søgte uddannelse.
Du kan orientere dig om, hvordan din eksamen og dine fagniveauer vurderes i Styrelsen for International Uddannelses eksamenshåndbog. Vær opmærksom på, at vurderingskriterierne kan ændres fra år til år. Årets retningslinjer er som regel opdateret primo marts.
Hvis du er i gang med supplering og først skal til eksamen efter den 15. marts, er det vigtigt, at du udfylder det forventede beståelsestidspunkt under ansøgningsskemaets punkt 10. Senest den 5. juli skal du indsende en bekræftet kopi af dit eksamensbevis.
Søger du om optagelse på grundlag af en udenlandsk eksamen, bør du under alle
omstændigheder henvende dig til Informationscentret i god tid før den 15. marts. Her kan du få nærmere oplysning om fremgangsmåden ved ansøgning.
Er du ansøger med udenlandsk adgangsgrundlag, anbefaler vi dig at orientere dig på vores engelsksprogede sider http://bachelor.au.dk/en/admission/.






