Begyndelsen til Aarhus Universitet
11. september 1928: Indvielse af Universitetsundervisningen i Jylland
Fra indvielsen af Universitetsundervisningen i Jylland 11. september 1928 i Aarhus tekniske Skole. (Originalfoto i Århus Kommunes Biblioteker, Lokalhistorisk Samling. Ukendt fotograf).
Den 11. september 1928 indviedes Universitetsundervisningen i Jylland. Lærerstillingerne var blevet slået op i Statstidende kort tid forinden, og institutionen havde lejet lokaler i Aarhus tekniske Skole. Det var også der, indvielseshøjtideligheden fandt sted. Tidligere på dagen havde man indviet Marselisborg Studentergaard - en ombygget øjenklinik, som Universitets-Samvirket havde købt og ladet ombygge, så den nu skulle huse 27 mandlige udenbys studerende. Gennem de efterfølgende fem år fandt undervisning sted i Teknisk Skole. Marselisborg Studentergaard fungerede som universitetskollegium frem til 1946.
Ud over Teknisk Skole og Marselisborg Studentergaard kom yderligere to bygninger i Århus til at spille en rolle i byens spæde universitetsliv. Det var Koncertpalæet, hvor Studenterforeningen i Aarhus havde lokaler, og Statsbiblioteket, hvor de studerende tilbragte en del tid over bøgerne.
- Se propagandamateriale udsendt til danske studenter årgang 1928
- Se dagbladsartikel med foromtale af dagens begivenheder 11. september 1928
- Se præsentation af den nyansatte lærerstab ultimo august 1928
- Se plakat vedr. planlægning af undervisningen
- Se styrelsens sammensætning
- Se samlet de fire bygninger, hvori universitetsmiljøet udfoldede sig 1928-1933
11. september 1928: Indvielse af Marselisborg Studentergaard
Studenterlinden skulle vokse og gro til ære for universitetet. (Foto i Århus Kommunes Biblioteker, Lokalhistorisk Samling. Ukendt fotograf).
Indvielsen af Marselisborg Studentergaard og plantningen af en studenterlind i studentergårdens have fandt sted umiddelbart forud for indvielsen af Universitetsundervisningen i Jylland 11. september 1928.




