Du er her: AU » Om AU » Universitetshistorisk Udvalg » Historisk showroom » Oversigter » Nekrologer » Peter Bøgh Andersen (31.12.1945-10.01.2010)

Peter Bøgh Andersen (31.12.1945-10.01.2010)

Nekrolog

Professor emeritus Peter Bøgh Andersen afgik ved døden søndag d. 10.1 2010.  Dermed sluttede en lang forskerkarriere for en internationalt anerkendt pioner indenfor humanistisk IT-forskning. Med undtagelse af treårigt professorat på Datalogisk institut, Aalborg Universitet 2000-2003 var han gennem hele sin karriere tilknyttet Aarhus Universitet. Først som licentiat og adjunkt ved Nordisk Sprog og Litteratur, siden som lektor, docent og professor ved institut for Informations- og Medievidenskab, som han var med til at grundlægge.

Peter Bøgh Andersen efterlader sig et fornemt oeuvre. Han har skrevet og redigeret en lang række fagbøger og omkring 130 videnskabelige artikler. Emnerne spænder vidt fra studier af handlingers syntaks i starten af 1970’erne, over arbejdssprogs-studier og kommunikationsæstetik, til kunstig intelligens, computerspil, og selv-organiserende systemer.

I hele sin karriere var hovedinteressen rettet mod computer-semiotik, et felt han selv var med til at definere. Peter Bøgh Andersen skrev sin disputats i 1990 med titlen A Theory of Computer Semiotics, hvor han fremsatte den første teoretiske analyse af computerbaserede tegns særlige – interaktive – kendetegn. Titlen afspejler den nyskabende kompleksitet i hans bidrag til den internationale IT-forskning. Det var på en gang en udfordring til og supplering af datalogiens IT-forståelse. I 1993 var han med til at redigere en ligeledes banebrydende antologi Computeren som Medium. Men hans indsats begrænsede sig ikke til humanistisk informationsvidenskab. Han var således også en hoveddrivkraft i et forskningsprojekt, der førte til udgivelsen Downward Causation - Minds, Bodies, and Matter i år 2000 om makrostrukturers mulige virkning på mikrostrukturer med bidrag fra fremtrædende fysikere, biologer, psykologer, filosoffer, sprogforskere og medieforskere.

I 1980-erne var han primus motor i opbygningen af Informationsvidenskab og i 1990-erne i opbygningen af multimedieuddannelserne ved Aarhus Universitet. Han var reviewer på flere internationalt anerkendte tidsskrifter og medgrundlægger og redaktør for tidsskriftet Systems, Signs, and Actions.

Peter Bøgh var institutionsbygger, men hans drivkraft var altid forskningen. Han deltog kun sjældent i den offentlige debat, men når det skete, gjorde han det med vægt til fordel for forskningsfrihed, men også imod rigide faggrænser og træghed på universiteterne.

Han var til hver en tid villig til at gå i debat om en faglig sag, ofte på et subtilt, detaljeret niveau, hvor kun de særligt interesserede kunne følge ham. Hans smittende engagement og faglige nysgerrighed har lokket mange kolleger, yngre som ældre, med på nye faglige galejer. Som oftest nåede de nye projekter i havn efter en lærerig, stimulerende sejlads. Mange kolleger vil være ham stor tak skyldig for hans betydning for og inspiration til afklaringen af eget ståsted. Dansk humanistisk forskning har mistet en af de sidste årtiers store, banebrydende fornyere.

Professor Niels Ole Finnemann & Lektor Finn Olesen, Institut for Informations- og Medievidenskab. Aarhus Universitet

Henvendelse om denne sides indhold: 
Revideret 03.10.2011

Nye tider på au.dk

Aarhus Universitets hjemmeside er ved at blive redesignet. Design og indhold vil derfor ændre sig, og du vil kunne opleve, at indhold ikke ligger, hvor det plejer.

Vi håber, at eventuelle gener opvejes af glæden ved en ny hjemmeside med større sammenhæng på tværs og en mere enkel brugeroplevelse.

Hvorfor roder vi?

I den kommende tid vil universitetets hjemme­side være en blanding af sider i nyt og gammelt design.

I foråret 2011 blev AU's ni hovedområder til fire og 55 institutter til 26 for at samle organisationen og styrke tværfagligheden. På samme måde er vi nu ved at lægge hele hjemmesiden om, så der bliver bedre sammenhæng i indhold og design.

Tag smutvejen

Under knappen GENVEJE øverst til højre finder du links til det mest brugte indhold på hjemmesiden samt til to nye universer til medarbejdere og studerende.

Hvor finder jeg det?

Få et overblik over indholdet på hjemmesiden med de nye megadropdowns. De åbner sig, når du kører musen hen over navigationen i toppen.

Aarhus Universitet
Nordre Ringgade 1
8000 Aarhus C

E-mail: au@au.dk
Tlf: 8715 0000
Fax: 8715 0201

CVR-nr: 31119103

AU på sociale medier
Facebook
LinkedIn
Twitter
Vimeo

© — Henvendelser til webredaktør

Cookies på au.dk