Af Lauritz B. Holm-Nielsen
rektor 

Danmarks ErhvervsforskningsAkademi (DEA) har netop udgivet rapporten Vækst gennem tiden . Rapporten konkluderer bl.a., at kun to procent af de danske virksomheder i dag anvender universiteterne som kilde til innovation. En tilbagegang fra 1998, hvor tallet var fire procent.
   Det er velkendt, at den vigtigste videnoverførsel sker gennem de uddannede, unge mennesker såvel gennem den viden, de bringer med ind i deres job, og som følge af de kompetencer de har opnået gennem deres samlede uddannelsessystem.
   At dømme ud fra DEA’s udmeldinger er det først og fremmest universiteternes ansvar, at viden fra universiteterne når ud til erhvervslivet. På Aarhus Universitet påtager vi os gerne et stort ansvar for denne videnoverførsel og videndeling - men DEA skal passe på ikke at rette bager for smed. Sagen er den, at universiteterne i dag er meget åbne over for erhvervslivet og bruger store ressourcer på at udvikle moderne studieprogrammer og at bringe forskningsresultater i spil i denne sektor. Et godt eksempel på integreret samarbejde er Alexandra Instituttet ved Aarhus Universitet, som via forskningsbaseret innovation med stor succes bygger bro mellem forskning, erhvervsliv og offentlige institutioner.
   Som jeg ser det, er der specielt to grunde til at sætte spørgsmålstegn ved DEA’s undersøgelse. Man har tilsyneladende ikke forstået universiteternes virksomhed og den hastige udvikling, de videregående uddannelser og universiteternes øvrige aktiviteter er inde i. Og man tager ikke nok hensyn til Danmarks erhvervsstruktur med mange små virksomheder.
   DEA foreslår, at virksomhederne kommer tidligere ind i processen på universiteterne, og at der etableres partnerskaber. Det kan jeg sagtens se mulighederne i. Men virksomheder skal drive virksomhed, og vi skal drive universiteter.
   Derfor går det helt galt, når det foreslås, at erhvervslivet inddrages i udformningen af universiteternes udviklingskontrakter. Universiteterne skal uafhængigt kunne levere den viden, som samfundet har brug for i fremtiden, og kan ikke indrette sin strategi efter virksomhedernes behov i dag. Moderne universiteter er komplekse, professionelle organisationer, der konkurrerer nationalt og globalt om gode hoveder og ressourcer. Det gør danske universiteter rigtig godt. Universiteternes kandidater og resultater er selve forudsætningen for, at danske virksomheder kan hente viden på det globale vidensmarked. Derfor er DEA’s påstand om, at kun to procent af danske virksomheder anvender universiteterne som kilde polemisk og irrelevant.