Du er her: AU » Om AU » UNIvers » Nyhed

It-nørderne: ”Den første lærer man af …”

15.05.2012 | Kristian Serge Skov-Larsen

Når man hører, hvad det nyetablerede firma Cast.li har tænkt sig at lancere i august, så tænker man straks: ”Sådan en må jeg også ha’”.
Og ifølge Jesper Weltz, som er ved at tage en kandidatgrad i Innovation Management og er en af stifterne af den lille studentervirksomhed, er de efterhånden vant til den reaktion.
– Vi får rigtig mange positive tilkendegivelser, og der er mange, der spørger, om vi ikke snart går i luften. Vi har sat os selv den deadline, at vi skal lancere 15. august, så nu handler det bare om at blive færdige, siger han. 
Cast.li’s produkt er et program, der lægger en slags lag over alle sider på internettet, så man umiddelbart kan tage noter og fremhæve vigtige passager og sende det hele til kolleger eller studiekammerater. Lige nu sidder Jesper Weltz sammen med Nils Kähler og Tom Quast, som begge har været med til at stifte firmaet, og programmerer, så sveden sprøjter, for at nå deres selvpålagte deadline.
– De andre læser it-produktudvikling og har lidt mere erfaring med at skrive programmer, men jeg har fået et crash-kursus, så jeg kan hjælpe til, griner han.
De studerende bag firmaet mødtes til en aarhusiansk såkaldt ”start-up-weekend”, hvor spirende iværksættere kan prøve deres idéer af på hinanden.
– Jeg kom til weekenden med en helt anden forretningsidé, men vi fandt sammen i løbet af weekenden og besluttede os for at arbejde videre med Cast.li, og siden da har vi brugt rammerne i studentervæksthuset, fortæller Jesper Weltz, som på trods af, at han stadig er studerende, efterhånden er en erfaren iværksætter.
– Man plejer at sige, at den første virksomhed lærer man af, den anden leger man med, og den tredje lever man af. Cast.li er min tredje, så det håber jeg selvfølgelig er rigtigt, siger han. 

Se mere på cast.li

UNIvers nr. 6 - 2012, Fælles tema

* - påkrævet felt

*
*
*
CAPTCHA billede for SPAM beskyttelse
Hvis du ikke kan læse ordet, tryk her.
*
*
Henvendelse om denne sides indhold: 
Revideret 13.02.2013

Aarhus Universitet
Nordre Ringgade 1
8000 Aarhus C

E-mail: au@au.dk
Tlf: 8715 0000
Fax: 8715 0201

CVR-nr: 31119103
EAN-numre: www.au.dk/eannumre

AU på sociale medier
Facebook
LinkedIn
Twitter
Vimeo

© — Henvendelser til webredaktør

Cookies på au.dk