Ledere har også ret til viden

Af Jørgen Mark Pedersen BA i idéhistorie og retorik

18.12.2012

Socialkonstruktivisme

Proces- og forandringsledelse i organisationer er noget, samfundet har brug for. Men AU’s profileringskursus i proces- og forandringsledelse for kandidatstuderende på Arts er reelt undervisning i socialkonstruktionisme (SK), og det har samfundet ikke brug for.
    SK er postmodernisme i kommerciel udgave og spreder sig på markedet for lederkurser. Det kan man ikke forhindre. Men man skal ikke støtte det med det blå delfinstempel fra AU.

AU har indviet mig i verdener, jeg ikke anede fandtes. Verdener, der lever gennem kritisk dialog mellem konkurrerende intellektuelle positioner. Derfor virker et profilsemester med seks ugers intensive studier i én teori meget mærkeligt. I bagklogskabens klare lys skulle jeg nok have valgt et andet kursus, men at mit sidste forløb på AU skulle blive mit første forløb uden teoretisk diversitet, dét så jeg ikke komme. Skal et universitet ikke formidle de teorier, der er i omløb? Jo, og netop derfor ikke med positiv særbehandling af en enkelt. SK kunne være tema for én undervisning, så ville der blive bedre plads til andre tilgange.

SK gør sig umage med at ligne videnskab, ikke med at være det. Begrebsafklaring, principielt falsificerbare hævdelser, kritisk undersøgelse af egne betingelser og præcision i beskrivelser er retningen ikke glad for. Ord som paradigme og metafor er f.eks. så lækre, at man gerne dispenserer fra deres leksikale betydninger for at bruge dem noget mere, også hvor der egentlig er dækkende begreber til rådighed. Hvordan ville biologer modtage en tekst, hvor mariehøner og coloradobiller for nemheds skyld hedder det samme? Konstruktionisterne løfter løse indsigter ud af filosofi, retorik, lingvistik og psykologi og emballerer dem om under handelsnavnet SK. Men de behersker ikke de tilhørende begrebsapparater, og hvis noget bliver for svært, påstår de agnostisk immunitet.

Akademiske miljøer nærer sig ved konkurrence på teoriers forklaringskraft. Den melder SK sig ud af. Kritik er ikke uvelkommen, bare irrelevant, for retningen er 100 procent tolerant. Konstruktionisterne bekæmper nemlig ”endelige formuleringer, også dem, de selv har fremsat”. Alt sammen for en god sag, for socialkonstruktionismen tænker sig selv som en overgribende teoribygning med et tilbud om at hjælpe mennesker til at ”indordne sig mere fuldgyldigt og mindre skadeligt i forhold til hinanden”. Det betyder uden kritik, uden problemer, uden dialektisk bøvl. Og uden akademisk tyngde.

Betragt et symptom fra bogen Virkelighed og relationer af socialkonstruktionismens hovedteoretiker Kenneth Gergen: ”Skønt mange ønsker at holde fast i, at den personlige erfaring eksisterer, er den mere selvbevidste videnskabsmand helt parat til at forlade dette ”efterslæb fra den prævidenskabelige æra”.” Hvem er ”mange”? Hvornår begyndte den videnskabelige æra, og var der noget før? Er spørgsmålet om erfaring i det hele taget videnskabeligt og ikke snarere filosofisk? Hvem er citeret for at nedvurdere subjektfilosofien? Kan man forhindre folk i at opleve ting, og eksisterer erfaring så ikke? Nej, erfaring kan ikke deles, så man kan lige så godt springe direkte til nærmeste og mest bekvemme konklusion, uanset hvor mange gåsefjer der er slidt op på den sag.
    Skråsikkerhed gennemvæder teksten: Der er ingen mening i at opspore et begrebs oprindelse. Forskellene på dualisme og monisme er ”øvelser i lingvistisk færdighed”. Det er undertrykkende at udtale sig om ontologi. Derfor må man også hellere aflive den individuelle bevidstheds ontologiske status og med dén hele rækken af dens attributter som følelse, fornuft, personlighed, hensigt, hukommelse osv. De hed engang menneskets sjæl. Og sandt nok, hvis man sanerer dén væk, går mange ting nemmere.

Jeg kommer nok over tabet af de 10 ECTS-point. Meget værre er det, at sprækkerne mellem samfundets akademiske og kommercielle miljøer er så store, at de inviterer en uakademisk retning som SK til at kile sig ind og tilbyde lederkurser med akademisk etos. Det må gøre det svært for en erhvervsleder at købe rigtigt ind. Hvordan sikrer hun sig, at hun ikke køber piratkopieret videnskab og for eksempel står med et kursus i noget dybt pessimistisk, slap, sekterisk pseudovidenskab med totalitært potentiale?
Der står jo navnet på et universitet uden på pakken.  


Svar

Af Rose Alba Broberg og Louise Laustsen
Undervisere i proces- og forandringsledelse

Et overordnet mål for et fag som proces- og forandringsledelse (PFO), der udbydes som profilfag på Aarhus Universitet, er at give studerende mulighed for at se deres faglighed i et anvendelses- og erhvervsperspektiv. Profilfaget PFO er et kursus, hvor der ud over teoretiske oplæg og diskussion prioriteres tid til at afprøve metoder efterfulgt af de studerendes egen refleksion over de erfaringer, som de får med procesledelse i løbet af kurset.

Når vi udbyder universitetskurser, vil det altid indebære et valg af en eller flere teoretiske retninger. Det handler ikke om ”positiv særbehandling”, men om fokus.
    I arbejde med proces- og forandringsledelse i organisationer vil der ligeledes være et valg af en eller flere teoretiske positioner, selvom disse valg kan ligge som implicitte ontologiske eller epistemologiske antagelser. En klar målsætning for PFO-kurset er at skabe transparens omkring disse valg og lægge op til refleksivitet i forhold til, hvordan et valg af teoretisk afsæt påvirker en organisatorisk praksis.

Som det fremgår af kursusbeskrivelsen, tager PFO afsæt i ”socialkonstruktionistiske perspektiver på organisation og ledelse” og introducerer samtidig til en række andre perspektiver og metoder. At et kursus tager sit primære afsæt i ét perspektiv, udelukker ikke et vitalt og vigtigt samspil med andre positioner. Centralt for faget er en opfordring til, at den enkelte studerende overvejer og diskuterer, hvilke opmærksomheder netop dette perspektiv inviterer til, og hvordan de teoretiske positioner, der introduceres til på faget, kan informere praksis. Det indebærer en løbende dialog om, hvad valget af et perspektiv henholdsvis kan belyse eller overse, og om, hvad mulighederne og begrænsningerne er i de valgte metoder i forskellige organisatoriske kontekster.

Som undervisere er det for os vigtigt, at studerende tager et informeret valg, når de melder sig til et kursus, og at der er en klar rammesætning og afstemning af forventninger i forbindelse med kursusopstart. Vi har en udtalt forventning om, at studerende på kandidatniveau kan perspektivere til andre teoretiske retninger, som de har beskæftiget sig med i løbet af studiet, og at de kan bringe egne erfaringer og synspunkter i spil i undervisningen. Det vil således være en ærlig sag, hvis man er uenig eller har valgt et andet teoretisk ståsted end det, der er afsæt for kurset.

På samme måde kan man formode, at ledere med udgangspunkt i både teoretisk og praktisk erfaring er i stand til at vurdere relevansen af kursustilbud, ligesom de kan træffe valg om, hvad der er brugbar viden for dem i den kontekst, de agerer i. Det fremstår samtidig uklart, hvorfor ”ledere har også ret til viden” bliver et bærende argument i en kritik af et fag på en af universitetets kandidatuddannelser, hvor ledere ikke umiddelbart er målgruppen, men i stedet inviteres som gæsteoplægsholdere for at dele deres viden med studerende.  

Akademisk tyngde er både relevant og ønskværdig. Et argument om, at en teoretisk position som SK er ”postmodernisme i kommerciel udgave”, er imidlertid letkøbt. Det virker pudsigt at ekskludere en teoretisk position fra det akademiske selskab i et debatoplæg, der taler for dialektisk samspil mellem konkurrerende positioner. Oplægget synes samtidig at bygge på implicitte antagelser om, hvad det akademiske er og skal være. Antagelser, som med fordel kan præciseres og udfordres i en nuanceret debat, fremfor skråsikkert at konkludere, hvad samfundet har og ikke har brug for.

Hvis noget kaldes ”pseudovidenskab”, er det vel samtidig oplagt at spørge, hvad ”ægte” videnskab er? Det humanistiske felt er komplekst og mange-facetteret. Det skaber en mangfoldighed af perspektiver, som de studerende kan udforske, diskutere og tage stilling til og dermed tage lederskab over deres egen vej til viden. Netop det er en helt central del af en humanistisk kandidatuddannelse.

UNIvers nr. 15 - 2012, Debat