Jeg er uddannet tandlæge og tandtekniker. Min faglige baggrund rummer en bred klinisk erfaring inden for begge erhverv – som tandlæge primært fra kommunal praksis med fokus på behandling af børn og ældre. Det er vigtigt for mig at skabe et anerkendende og trygt læringsmiljø, hvor studerende får de bedste forudsætninger for faglig udvikling.
Jeg er kursusansvarlig for Præklinisk kursus og Almen klinik, og jeg er fagansvarlig for undervisningen i Odontologisk materialelære og Tandmorfologi. Som kursus- og fagansvarlig har jeg bidraget til udviklingen af studieordningen for bacheloruddannelsen i Odontologi.
Jeg lægger stor vægt på et konstruktivt og respektfuldt samarbejde – både med kolleger og studerende. Jeg arbejder målrettet med studenteraktiverende undervisningsformer og prioriterer løbende feedback som en naturlig del af læringsprocessen. Mit fokus er at understøtte de studerendes progression gennem dialog og faglig sparring.
Jeg underviser tandlægestuderende i prækliniske fag med særligt fokus på tilegnelse af grundlæggende håndværksmæssige færdigheder, modellering af tandformer, tandgenkendelse og fyldningsterapi. Gennem min undervisning tilstræber jeg at skabe en tæt kobling mellem teori og praksis og at understøtte de studerendes kompetenceudvikling inden for odontologiske færdigheder.
Derudover har jeg interesse for – og er en del af – bæredygtighedsudvalget.