I min afhandling "FRELSERKOMPLEKSET: Samtidens kunstsyn og kunstnerisk viden, tænkning og arbejde i mødet med ikke-kunstneriske institutioner" undersøger jeg, hvad der kendetegner kunstnerisk skabelse og tænkning, og om man i dag kan tale om kunstnerisk erkendelse som adskilt fra andre epistemologier. Undersøgelsen tager afsæt i VELUX Fondens writers-in-residence-program, hvor otte forfattere hvert år bliver tildelt ophold på humanistiske fakulteter på universiteter i Danmark. Jeg er optaget af, hvad der sker i mødet mellem forsker og forfatter og kunstner og institution, hvilket kunstsyn, der er på spil i etableringen af ordningen, hvordan det afspejler samtidens kunstsyn, og hvilke muligheder, begrænsninger og konsekvenser det har for kunstnere at skulle skabe under ansættelse på en ikke-kunstnerisk institution i et liv, hvor fast løn og faste ansættelser er meget begrænsede.
Ud over at være ph.d.-studernede er jeg selv sceneinstruktør, dramatiker, forfatter og sanger/sangskriver. Jeg har skrevet og instrueret en række af scenekunstneriske værker, udgivet digte og skønlitterære tekster i tidsskrifter, antologier, bogudgivelser, i udgivelser til kulturinstitutioner, er blevet udtaget til konkurrencer som sangskriver, har turneret og meget andet.
De tværæstetiske spor spiller en stor rolle i både min kunst og min forskning, hvor mit virke som praktiserende kunstner er af afgørende betydning.