Aarhus Universitets segl

Aarhus Universitet er klar til at tage imod forskere på flugt fra Ukraine

Takket være en ekstraordinær bevilling fra Aarhus Universitets Forskningsfond åbner universitetet dørene for forskere på flugt fra krigen i Ukraine. Med et AUFF-Ukrainian research fellowship kan forskerne fortsætte deres forskning i op til et år på Aarhus Institute of Advanced Studies.

Den russiske invasion i Ukraine har drevet tusindvis af borgere på flugt, herunder også forskere. Nu får nogle af dem en mulighed for at fortsætte deres forskning på Aarhus Universitet gennem fellowships, som finansieres af en ekstraordinær bevilling på 10 mio. kr. fra Aarhus Universitetsforskningsfond.

Initiativet til AUFF-Ukrainian research fellowships kommer fra AIAS, Aarhus Institute of Advanced Studies, som i forvejen arbejder for at skabe frugtbare forskningsrelationer mellem omverdenen og Aarhus Universitet. Og det er i AIAS’ ånd at støtte de berørte forskere på flugt, siger direktør ved AIAS, professor Søren Rud Keiding.

”Samarbejde på tværs af fag og landegrænser er en af vores kernemissioner på AIAS - og dette er under pres i øjeblikket med Ruslands angreb på Ukraine. Ved at hjælpe forskere med at fortsætte deres forskning her på Aarhus Universitet, hjælper vi først og fremmest mennesker i nød, men bidrager også til at værne om friheden til samarbejde i fremtiden,” siger Søren Rud Keiding.

Forskere på flugt kan søge et AUFF-Ukrainian research fellowship i op til ét år, og udover at AIAS hjælper med etablering i Aarhus, får forskerne adgang til et internationalt og interdisciplinært miljø, hvor de i fred kan koncentrere sig om deres forskning.

Rektor ved Aarhus Universitet Brian Bech Nielsen, som også er formand for Aarhus Universitets Forskningsfond, er meget glad for den ekstraordinære bevilling.

”Aarhus Universitet bakker op om at bidrage til at bringe forskere sammen på tværs af fag og landegrænser. Det er en mørk tid med krig i Europa, og de grufulde efterretninger fra Ukraine påvirker vores hverdag. Derfor er det en lille sprække med lys, når vi med dette konkrete tiltag kan række ud til vores forskerkolleger fra Ukraine, ” siger Brian Bech Nielsen.

Se hjemmesiden med information om de nye fellowships for forskere, som er tilknyttet et universitet eller en forskningsinstitution i Ukraine samt for adgang til opslaget.

 

Kontakt

Direktør, professor Søren Rud Keiding
M: 28 99 20 61
 

Rektor Brian Bech Nielsen
via pressechef Sys Christina Vestergaard: 23 67 00 12