Aarhus University Seal / Aarhus Universitets segl

AU skal have ny bestyrelsesformand til december

Aarhus Universitet sætter nu gang i arbejdet med at finde en ny bestyrelsesformand i stedet for Connie Hedegaard, der efter planen stopper ved udgangen af november i år.

Aarhus Universitet skal have ny bestyrelsesformand, når Connie Hedegaard fratræder den 30. november 2022. På det tidspunkt har hun siddet i to perioder – i alt otte år – i AU’s bestyrelse og kan ifølge vedtægterne ikke udpeges for endnu en periode.

Den nye formand spiller en afgørende rolle for den videre udvikling af Aarhus Universitet og skal lede bestyrelsen i arbejdet med universitetets strategi 2025. Det er også formandens arbejde at sikre et godt samarbejde i bestyrelsen, som består af eksterne medlemmer, medarbejder- og studenterrepræsentanter.

Bestyrelsesformanden skal findes eksternt, og opslaget er netop offentliggjort på AU’s hjemmeside og bringes desuden i dagblade og på sociale medier.