Aarhus University Seal / Aarhus Universitets segl

Nyheder

Få et overblik over nyheder fra Aarhus Universitet. 


Gode karakterer til AU’s ph.d.-skoler

Aarhus Universitets ph.d.-skoler er velorganiserede og har høj international kvalitet. Samtidig skal ph.d.-skolerne arbejde videre med de strukturelle rammer, der understøtter bl.a. trivsel. Det viser en ny, international evaluering af Aarhus Universitets fem ph.d.-skoler.

Evalueringerne af ph.d.-skolerne er blevet drøftet i ph.d.-skoleledelserne og de lokale ph.d.-udvalg. I starten af 2022 laver de enkelte ph.d.-skoler opfølgningsplaner, som drøftes med rektor. Derefter arbejder ph.d.-skolelederne lokalt med at implementere anbefalingerne. Foto: Ida Marie Jensen

Aarhus Universitet har fremragende ph.d.-studerende og ph.d.-dimittender, og ph.d.-skolerne er velorganiserede og understøtter generelt kvaliteten i ph.d.-uddannelserne.

Sådan lyder hovedkonklusionerne i den internationale evaluering af ph.d.-uddannelserne, som er gennemført i dette efterår, og som AU ifølge universitetsloven skal gennemføre hvert femte år.

Anne Marie Pahuus er prodekan og forperson for ph.d.-skolelederkredsen. Hun fortæller, at evalueringen er et vigtigt kvalitetstjek af ph.d.-uddannelserne på Aarhus Universitet.

”Som ph.d.-skoleledere er vi optagede af at få internationale øjne på ph.d.-uddannelsen, da vores ph.d.-dimittender skal kunne gøre sig gældende internationalt både inden for og uden for universitetssektoren. I evalueringerne er der lagt mærke til kvaliteten af de understøttende strukturer, som et samlet AU formår at stille til rådighed. Evalueringen bider også mærke i vores stærke forskningsmiljøer, hvor vi sikrer gode muligheder for en international toning af forskeruddannelsen,” siger hun.

AU eller Harvard

Ph.d.-studerende Kenneth Toah Nsah fra Institut for Kommunikation og Kultur er en af de ph.d.-studerende, der har deltaget i evalueringspanelets besøg:

”Ph.d.-skolen på Arts har det, det kræver for at blive ved med at udvikle og forbedre uddannelserne og forblive globalt konkurrencedygtig. Den internationale evaluering af ph.d.-skolerne er en vigtig kvalitetsmekanisme, der hjælper os med at fastholde og forbedre vores verdensklassestatus inden for forskning og undervisning. Faktisk, som jeg fortalte evalueringsteamet, ville jeg overveje at afslå et tilbud fra Harvard, hvis jeg kunne gentage min ph.d.-oplevelse i Aarhus,” siger Kenneth Toah Nsah.

Mere fokus på trivsel

De fem evalueringer viser også, at der er sårbarheder, som de enkelte ph.d.-skoler bør arbejde videre med, for eksempel tydeligere kommunikation fra ledelsen, bedre repræsentation af ph.d.-studerende i udvalg og fokus på trivsel og ensomhed, særligt på de ph.d.-programmer, hvor lokaliteterne er spredt geografisk. Ph.d.-studerende Pernille Louise Kjeldsen fra Institut for Klinisk Medicin og Nuklearmedicin og PET, Aarhus Universitetshospital, er næstformand for ph.d.-foreningen på Health. Hun deltog også i evalueringspanelets besøg:

“Jeg håber, at man vil tage de pointer med, som blev rejst vedrørende bedre kommunikation til ph.d.-studerende om vigtige emner, ændringer og muligheder samt behovet for kvalitetssikring af ph.d.-studerendes supervision. Og – måske vigtigst af alt – nødvendigheden af at sikre og forbedre ph.d.-studerendes trivsel, også ud over spørgeskemaer og interviews, ” siger hun.

Vi skal skabe klarhed om ph.d.-uddannelsens paradokser

Anne Marie Pahuus fremhæver, at Aarhus Universitet skal arbejde endnu mere på det tværfakultære niveau for at sikre fremtidens forskeruddannelse.

”Vi skal gøre det lettere at arbejde på tværs af de videnskabelige discipliner, og vi skal sikre, at man, uanset hvor man kommer fra, er i stand til med en grad fra AU både at formidle bredt og undersøge dybt, vise selvstændighed og besidde en udpræget evne til at samarbejde,” siger hun.

Evalueringerne af ph.d.-skolerne er blevet drøftet i ph.d.-skoleledelserne og de lokale ph.d.-udvalg. I starten af 2022 laver de enkelte ph.d.-skoler opfølgningsplaner, som drøftes med rektor. Derefter arbejder ph.d.-skolelederne lokalt med at implementere anbefalingerne.

Læs de fem evalueringsrapporter:

Arts
Aarhus BSS 
Health
NAT
TECH


FAKTA: Den internationale evaluering af ph.d.-uddannelser
Evalueringen foretages af et internationalt evalueringspanel bestående af en formand fra et andet dansk universitet og 2-3 seniorforskere fra udenlandske universiteter. Panelet udarbejder en udtalelse om ph.d.-skolens organisering og kvalitetssikring af ph.d.-uddannelsen på baggrund af ph.d.-skolens selvevalueringsrapport samt eksempler på ph.d.-afhandlinger, kursusprogrammer og evalueringer samt et flerdages-besøg på ph.d.-skolen og samtaler med bl.a. ph.d.-studerende og ph.d.-skoleledere.