Danmarks første nyretransplantation fandt sted den 18. april 1964 på Aarhus Kommunehospital, og begivenheden var skelsættende. Men hvorfor fik transplantationskirurgien sin dåb i Aarhus og ikke i hovedstaden?

Overlæge, dr.med. Ole Fjeldborg, der som kirurg førte kniven ved operationen for 50 år siden og utallige gange siden, tog dette spørgsmål op i en 10-års jubilæumskronik i Aarhuus Stiftstidende 18. april 1974, hvori han fremhævede, at det drejede sig om "en moden situation i det rette miljø".

Det rette miljø

Dette miljø bestod af følgende elementer, som alle fandtes på Kommunehospitalet:

• Der var i tilknytning til Blodbanken et velfungerende typeserologisk laboratorium under ledelse af overlæge, dr.med. Flemming Kissmeyer-Nielsen.
• En af verdens førende nyrepatologer, Steen Olsen, var kort forinden blevet udnævnt til professor ved patologisk institut.
• Der var en veludbygget karkirurgisk afdeling under ledelse af professor Tyge Søndergaard og overlæge Poul Olsen.
• Der var landets eneste specialafdeling i urinvejskirurgi under ledelse af professor Vilhelm Aalkjær.
• Der var en anæstesiologisk afdeling, hvor overlægerne Henning Poulsen og Ingrid Staffeldt tog vare på selv de vanskeligste anæstesiologiske problemer.
• Der var en thoraxkirurgisk afdeling, hvor der befandt sig et eksperimentelt kirurgisk afsnit med stor erfaring inden for nyretransplantationer på dyr.
• Der var endvidere et afsnit til dialysebehandling af nyrepatienter under ledelse af overlæge Henning Skjoldborg.

Gnisten Posborg Petersen

Miljøet var til stede, og der manglede "kun en gnist for at få projektet til at fænge", som Fjeldborg skrev, og gnisten blev overlæge, dr.med. Villy Posborg Petersen, der havde deltaget i den første "nyre-kongres" i Prag i efteråret 1963, hvor fremlagt forskning havde givet håb om, at transplantationer snart kunne bringes ud over det eksperimentelle niveau.

Posborg Petersen samlede på den baggrund en gruppe kolleger, som gik ind i planlægningsarbejdet med henblik på at gennemføre nyreretransplantationer på patienter, som befandt sig på slutstadiet, og hvor videre dialysebehandling var udsigtsløs.

Hvem skulle donere nyrer?

Men hvem skulle nu donere en nyre? Fagligt set var det oplagt at bede personer nært beslægtet med patenten om afgive en nyre, men det kunne slet ikke komme på tale ved de første transplantationer, for man vidste jo ikke, hvad resultatet af en transplantation ville blive. Derfor agtede man at indlede med nyrer fra f.eks. dødeligt kvæstede trafikofre.

Et juridisk problem

Et juridisk problem bestod dog deri, at ligsynsreglerne ikke tillod at tage organer ud af kroppen før 12 timer efter, at døden var indtrådt. Gruppen skønnede, at det ville tage evigheder at få sådanne regler lavet om, da man jo ikke forlods kunne dokumentere, at der ville komme noget godt ud af transplantationsprojektet. Man besluttede derfor bevidst at overtræde gældende regler for at komme i gang.

Klar til at gå i gang

I februar 1964 var alt klar til transplantation, men da der i marts for første gang var mulighed for at udtage nyrer af en død, viste det sig, at de var ubrugelige på grund af nyresygdom. Chancen kom igen måneden efter, nemlig 18. april, og som Ole Fjeldborg skrev: "Hele processen viste sig at være så vel forberedt, at projektet kom til at fungere uden nævneværdige vanskeligheder." Operationen indledtes klokken 20.25 og var færdig ved midnat.