Aarhus Universitets segl

November 2005

Månedens billede (2)

Aarhus Universitets første bygning set fra sydvest 1933.

Fra 1928 havde Universitetsundervisningen i Jylland som led i en 3-årig prøveperiode drevet sin virksomhed og haft til huse i lejede lokaler i Aarhus tekniske Skole i byens centrum.

Efter lang forudgående kamp om, hvor det nye jyske universitet skulle ligge - skulle det være i Viborg, i Sønderborg, i Kolding, i Århus? - blev der imidlertid i 1931 vedtaget en universitetslov, der afgjorde spørgsmålet om, hvilken by, der skulle have universitetet, og som dannede baggrund for udskrivelse af en arkitektkonkurrence. I denne konkurrence var der stillet to opgaver: dels ønskede man en oversigtsplan over udnyttelsen af hele det areal, som Århus kommune havde doneret et par år forinden, dels tegninger til en første universitetsbygning. Konkurrencen blev vundet af arkitekterne Kay Fisker, C.F. Møller og Povl Stegmann, og C.F. Møller kom til at stå for den praktiske udformning af byggeriet.

Aarhus Universitets første bygning blev indviet 11. september 1933. Festlighederne i den forbindelse fandt sted i et stort telt, som kunne rumme omkring 1000 mennesker. Her holdtes en lang række taler af lokale koryfæer, nordiske universitetsrektorer, som bød det yngste i rækken velkommen, og endelig kong Christian 10, der brugte navnet "Aarhus Universitet", da han foretog indvielsen.

Efter festlighederne i teltet var der rundvisning i universitetsbygningen, og arkitekt C.F. Møller havde her til opgave at ledsage kongen. Denne var ikke ligefrem begejstret. Hør her C.F. Møller (1898-1988) fortælle om, hvordan kongen så på bygningen. (Lydoptagelsen stammer fra 1983, da C.F. Møller i anledning af bygningens 50-års-jubilæum indtalte kommentarer til en filmoptagelse fra indvielsesfestlighederne i 1933).

I 1998 - hvor man samtidig kunne fejre Aarhus Universitets 70-års-jubilæum og 100-året for C.F. Møllers fødsel - udkom Nils-Ole Lunds bog Bygmesteren C.F. Møller på Aarhus Universitetsforlag. Ved universitetets 75-års-jubilæum i 2003 udkom på samme forlag Olaf Linds  Arkitekturfortællinger - om Aarhus Universitets bygninger - med smukke fotografier ved Poul Ib Henriksen ( se et kapitel fra bogen ).