Aarhus Universitets segl

Gellerupparkens Retshjælp

Cand.jur. Bo Røyen var 1974/1975 med til at etablere Gellerupparkens Retshjælp, og fra den tid stammer følgende, som i 2016 er blevet overdraget til AU Universitetshistorie: 

  • et nummer af AC-Debat (nr. 7, 1975) med interview af 2 medarbejdere - læs artiklen (pdf)
  • et nummer af Stud.Jur. fra 1975 med en artikel skrevet af 2 medarbejdere
  • fortegnelse over medarbejderne pr. 11/4 1975 og de tilknyttede lærere fra Universitetet
  • oversigt fra oktober 1975 over tidligere rådgivere og deres daværende arbejdsplads

Gave 2016 fra Bo Røyen, Kibæk

Lokalisering

På Gellerupparkens Retshjælps hjemmeside kan man (pr. 23. juni 2016) læse følgende om dens historie:

Gellerupparkens Retshjælp har siden januar 1975 haft til huse i en stuelejlighed på Dortesvej 1 i Gellerupparkens afdeling 4 og har siden haft lejlighed til at hjælpe adskillige tusinde mennesker både i og udenfor Gellerupområdet.

Retshjælpen er en privat institution, der drives økonomisk gennem støtte over Finansloven. Formålet med de private retshjælpsinstitutioner er at sikre, at private altid har mulighed for juridisk rådgivning og evt. sagsbehandling, uanset manglende økonomiske muligheder for betaling af advokatbistand.

Gellerupparkens Retshjælp begyndte ved årsskiftet 1974/75, og var dengang en afdeling af Århus Retshjælp. En gruppe universitetslærere fra Århus Universitets juridiske fakultet etablerede et forskningsprojekt med offentlig støtte. Projektets formål var forsøgsvis at etablere muligheder for at søge retshjælp i et boligområde, hvor sådanne kontorer typisk har været placeret i centrum af større byer. Projektet dannede baggrund for en rapport "Retshjælp i et lokalområde", der udkom i juli 1977 og fortsat er et af de få forskningsprojekter, der er udarbejdet om emnet.

Fra 1977 blev retshjælpen i Gellerup en selvstændig institution. Lokalerne var som nu beliggende på Dortesvej 1, st. th., i en lejlighed, der samtidig husede Brabrand Boligforenings mødelokaler, og senere også Beboerrådgivningen.

Beboerrådgivningen er for længst flyttet til andre lokaler, og i den forbindelse overtog retshjælpen de ledige lokaler og dermed hele lejemålet.

Retshjælpen har rigtige mange henvendelser og behandler årligt godt 6000 henvendelser fra mennesker, som er i knibe på den ene eller anden måde. Henvendelserne drejer sig om alt mellem himmel og jord og Retshjælpen rådgiver inden for alle retsområder dog kun i begrænset omfang vedrørende køb og salg af fast ejendom og enkelte andre sagstyper.

Det afgørende er, at mennesker, der er blevet krænket i deres retsopfattelse, har en nem mulighed for at få deres sag gennemgået af jurister, få en vurdering og evt. praktisk og juridisk støtte til at gå videre med sagen.

Kilde: http://www.gpret.dk/index.php/historie