Aarhus Universitets segl

Koncertbilletter

Koncertbilletter - og samtidig lidt om Stakladen som koncertsal

Klik på skiltet herover og se Stakladen anno 2006.

Da Stakladen som en del af Studenternes Hus stod færdig i efteråret 1964, havde de dengang i alt 4.487 studerende og 320 lærere ved Aarhus Universitet ikke blot en stor og arkitektonisk særpræget kantine til deres rådighed fra morgen til sen aften, men også en ganske udmærket koncertsal, der hurtigt fandt flittig anvendelse.

I 1960’erne var det ikke mindst jazzkoncerter, der afholdtes i Stakladen, mens der i 1970’erne var tale om såvel rock/(”beat”)- som jazzkoncerter. Fra omkring midten af 1980’erne har Stakladen kun i mere begrænset omfang været anvendt som koncertsal, og i 1990'erne er funktionen som spillested stort set ophørt.

En revitalisering har fundet sted i 2010'erne.

Det var i 1970’erne ofte koncertarrangører som fx Jazzhus Tagskægget, Klostergade 34, eller – som i tilfældet med den berømte bluesduo Sonny Terry & Brownie McGhee - Trinbrædtet, Vestergade 58, der anvendte Stakladen, når det drejede sig om større koncertarrangementer. De viste billetter er i privateje. Se annonce fra dagblad.

Trompetisten Dizzy Gillespie har flere gange givet koncert i Stakladen. Gillespie var i midten af 1940’erne sammen med altsaxofonisten Charlie Parker og pianisten Thelonious Monk med til at formulere jazzens nye sprog, bebop.

Samme år som Stakladen var klar til brug, etableredes organisationen Aarhus Studenterjazz, der kom til at stå for en lang række koncerter på stedet. Allerede i foråret 1965 kunne man i Stakladen overvære optræden af verdensberømte jazzmusikere som tenorsaxofonisten Ben Webster, baritonsaxofonisten Lasse Gullin, violinisten Stuff Smith, pianisten Kenny Drew, pianisten Krystof Komeda, trompetisten Don Cherry, tenorsaxofonisten Brew Moore, altsaxofonisten Sahib Shihab, tenorsaxofonisten Rolf Bilberg, pianisterne Earl Hines og Oscar Peterson samt basunisten Vic Dickenson, og om efteråret samme år var følgende på scenen: tenorsaxofonisten Dexter Gordon, trompetisten Art Farmer, altsaxofonisten Lee Konitz, basunisten J.C. Higginbotham, trompetisten Ken Colyer, sangeren Jimmy Witherspoon, tenorsaxofonisten Don Byas og trompetisten Dizzy Gillespie (Kilde: Århus Jazz, udg. af Bent Jensen, Århus 1988, s. 49).

Ganske vist fik man i Århus aldrig lejlighed til at høre The Velvet Underground live, men hver for sig har tre af de tidligere medlemmer af gruppen - Lou Reed, John Cale og Nico – spillet i byen. Mens Lou Reeds koncerter har været afholdt i større sale (1976 og 2005), har både Cale og Nico optrådt i Stakladen, begge endda flere gange.

Også den amerikanske jazzviolinist Stuff Smith optrådte i efteråret 1965 – nemlig sammen med sin danske instrumentkollega Svend Asmussen og en akkompagnerende rytmegruppe. Faktisk gav de et par koncerter i Stakladen, og med hensyn til fremmøde var der tale om en kæmpesucces, men publikums opførsel ved den første af de to koncerter lod dog en del tilbage at ønske. I hvert fald fortæller Svend Asmussen i sine erindringer følgende:

”En aften, da vi havde spillet i Stakladen i Århus, blev vi begge dybt forargede over at se, at de unge studenter havde efterladt hundredvis af knuste ølflasker på det pæne flisegulv. Et par dage senere, da vi skulle gentage koncerten, blev vi enige om at indlede med en ordentlig opsang. De unge åndsfyrster fik at vide, at hvis vi så meget som hørte lyden af en ølflaske, der blev knust på gulvet, ville vi øjeblikkelig standse musikken. De holdt sig i skindet, og jeg kunne endnu en gang sige til Stuff: ’Thanks for the lesson’.” ( June Nights. Svend Asmussens liv i musik fortalt til Ellen Bick Meier , Gyldendal, 2005, s. 95).

De to violinister blev akkompagneret af pianisten Niels Jørgen Steen, bassisten Hugo Rasmussen, guitaristen Hans Jacob Sahlertz og trommeslageren William Schiøpffe (Knud Esmann: "Melodien der aldrig blev væk", portrætartikel om guitaristen Hans Jacob Sahlertz, JP Århus 15. juli 2006).

Året efter kunne man i Stakladen dels genhøre flere af de allerede nævnte foruden bluessangeren og -pianisten ”Champion” Jack Dupree, sangerinden Karin Krog, violinisten og trompetisten Ray Nance, pianisten Thelonious Monk med kvartet, trompetisten og sangeren Wingy Manone, trompetisten Roy Eldridge, tenorsaxofonisten Illinois Jacquet, pianisten, organisten og arrangøren Milt Buckner, bassisten og pianisten Jimmy Woode, trommeslageren Jo Jones, bluessangeren og guitaristen J.B. Lenoir, bluessangeren og mundharmonikaspilleren Junior Wells samt klarinettisten Edmond Hall. I 1967 begyndte publikums interesse for jazz imidlertid at aftage, samtidig med beatmusikkens voksende popularitet, men ikke desto mindre gennemførtes koncerter med tenorsaxofonisten Eddie ”Lockjaw” Davis, saxofonisten og fløjtenisten Yusef Lateef, pianisten Bengt Halbergs trio og trompetisten Clark Terry. Samme år arrangerede Århus Studenter Jazz så sin første beatkoncert med den danske bluesgruppe The Beefeaters. Da violinisten Stuff Smith døde i 1967, arrangeredes mindekoncert i Stakladen, hvor instrumentkollegerne Svend Asmussen, Stephane Grappelli og Jean-Luc Ponty deltog i en koncert, der overværedes af et fuldt hus – dvs. 800 personer. Fra 1968 var det ikke længere noget særsyn med beatgrupper i Stakladen – Savage Rose var der et par gange det år og igen senere – men hvad jazzen angår, var der nævnte år besøg af bl.a. tenorsaxofonisten Coleman Hawkins, pianisten Timme Rosenkrantz og trompetisten Bill Colemann samt trompetisten Dizzy Gillespies Bigband. At det var muligt at stable sidstnævnte kostbare arrangement på benene, havde baggrund i, at der var indledt et samarbejde med Studenterforeningen i Aarhus, så der fra nu af kunne realiseres større arrangementer end hidtil. Blandt disse var året efter den amerikanske vestkystrockgruppe Country Joe and The Fish – oven i købet hele to gange i året 1969 – og ”American Folk Blues Festival” lagde vejen omkring. Det samme gjorde vibrafonisten Gary Burtons kvartet samt den irske bluesrockgruppe Taste med guitaristen Rory Gallagher i spidsen, jazz-rock-gruppen Colosseum og den danske syrerockgruppe Alrune Rod – de tre sidstnævnte ved et samlet arrangement. Pianisten Bill Evans’ trio optrådte  i 1969 ved Århus Studenter Jazz’ 5-års-jubilæum, hvor også tenorsaxofonisten Johnny Griffin medvirkede sammen med pianisten Kenny Drews trio (Kilde: Århus Jazz , s. 50).

Denne aften var der stor udvandring under Captain Beefhearts afdeling, som fulgte efter Jean-Luc Pontys mere "polerede" optræden, der indledte dobbeltkoncerten. Beefheart er – med inspiration fra bl.a. 1960’ernes avantgardejazz - en af  rockmusikkens helt originale stilskabere, men utvivlsomt hård kost for forudsætningsløse blandt publikum.

Ud over de nævnte udenlandske verdensberømtheder spillede også adskillige danske jazzmusikere i Stakladen i 1960’erne – det gjaldt fx vibrafonisten Louis Hjulmand i hvis ensemble man kunne finde Allan Botschinsky på trompet og flygelhorn, Torolf Mølgaard på basun, Poul Hindberg på altsax og klarinet, Niels-Henning Ørsted Pedersen på bas og Bjarne Rostvold på trommer. Det var en gruppe, som tilstræbte en dansk folkemusikinspireret sprogtone, og på repertoiret var bl.a. den af kapelmesteren selv komponerede "Stakladens vals”. (Kilde: Jazzens historie i Århus , red. af Carsten Ljungkvist, Husets Forlag, Århus, 1995, s. 93-96).

Det var i begyndelsen af 1970’erne, at sangeren Roger Chapman stod i spidsen for Family på Stakladens scene.

Den 16. april 1972 gav den amerikanske vestkystgruppe The Grateful Dead koncert i Stakladen. Forinden havde læserbrevsskribenter i dagspressen krævet forbud mod gruppens optræden, idet man mente, at disse veteraner fra Ken Keseys acid-tests i San Francisco anno 1965 kunne påvirke koncertpublikummet i uheldig retning. Men Jerry Garcia, gruppens leadguitarist og uformelle leder, erklærede i pressen: ”Jeg giver ikke LSD til nogen!” I en detaljeret gennemgang af denne klassiske syrerockgruppes 30 år lange historie fortæller gruppens historiograf Dennis McNally sine læsere om koncerten i Stakladen, at ”the show was in a low-ceilinged cafeteria, people hanging off wooden trusses all over the place.” (Dennis McNally: A Long Strange Trip. The Inside History of The Grateful Dead , Broadway Books, New York, 2002, p. 429).

Se Aarhuus Stiftstidendes anmeldelse af The Grateful Dead.

Udklip april 1972 fra Aarhuus Stiftstidende . Annoncen er udformet som en stiliseret udgave af coveret til gruppens dobbelte 1971-livealbum, der blot bar gruppens navn. Klik på billedet og læs mere om koncerten.

Sandt er det da, at publikum udnyttede rummets ganske særlige konstruktion med de højtsiddende bjælker til at sikre sig siddepladser med godt udsyn denne søndag aften i april 1972, hvor Grateful Dead iflg. eksperter leverede en af Europaturneens fineste udgaver overhovedet af forløbet ”Truckin’”>”The Other One” – men noget tilsvarende har dog været gældende ved i hvert fald de fleste rockkoncerter omkring dette tidspunkt: i Aarhuus Stifttidendes anmeldelse af koncerten med den britiske gruppe Family oplyses det således, at en stor del af de 800 tilstedeværende havde anbragt sig på bjælkerne.

Oscar Peterson gav hele to koncerter samme aften, ikke blot 19.45, men også 21.45. NHØP (Niels-Henning Ørsted Pedersen) var på bas og Louis Hayes ved trommerne. Begyndelsen af 1970’erne. Se udklip med annoncering i dagblad.

Ovenfor nævntes den amerikanske gruppe Country Joe and The Fish. På et tidspunkt i første del af 1970’erne gav frontfiguren fra denne gruppe, ”Country” Joe MacDonald, i øvrigt solokoncert i Stakladen med et repertoire præget af country- og folkemusik. Også folkesangeren Tom Paxton stod sammen med en bassist på scenen i Stakladen en gang i første del af årtiet og var her igen i 1983.

Når koncertgængeren passerede billetkontrolløren på vej ind i Stakladen, blev der som regel afrevet en større eller mindre del af billetten ( - hvis kontrolløren da ikke – til samleres store græmmelse – ligefrem beholdt den). Derfor ser en del af billetterne på denne side da også ret miserable ud. Procol Harum var ofte  i Århus i 1970’erne. Ved andre lejligheder optrådte de i Marselisborg-Hallen og Vejlby-Risskov Hallen. Koncerten i Stakladen fandt sted 22. oktober 1971, og Day of Phoenix nævnes på billetten, men var det nu også denne gruppe, der stod for opvarmningen?

Stakladens funktion som koncertsal synes som nævnt på det nærmeste at være ophørt efter 1991, men fra 1979 og til og med 1991 stod i hvert fald følgende på scenen i Stakladen – og flere af de nævnte oven i købet flere gange: Björn Afzelius, Henrik Strube Band, Shit & Chanel, Spillemændene, Trille, Arne Würgler, Benny Holst, Mikael Wiehe & Kabaretorkestern, Jomfru Ane Band, Gnags, Wasa Express & Jacob Haugaard, Lone Kellermann, Hos Anna & Søsterrock, Janne Schaffer Group, Tøsedrengene, Anne Linnet, Klúvers Big Band med Thad Jones, Bifrost, Lotte Rømer Band, Hyldemor & Charlatan, Lost Kids og Sods, Sylvester & Svalerne, Totalpetroleum, Cox Orange, Sneakers, Jukka Tolonen Band, Burnin’ Red Ivanhoe, Nationalteaterns Rockband, Belts and Braces Roadshow Band., C.V. Moto, The Brecker Brothers Band, Delta Cross Band, The Dubliners, Tony Ellis, C.V. Jørgensen, Rugsted Kreutzfeldt Band, Peder Pedersens Big Band, Østjydsk Musikforsyning, Kliche, Vox Pop, Sebastian, Kraan, Papa Bue, Eddie Skoller, Malurt, Anne Linnet Band, Stærk Band, Special Project, Queen Ida, The Grand Mothers, Gillan, Colombo, Kim Larsen, Holly Near, The McCalmans, Robert Brobergs Zero, Marie Bergmann, Spexet Gutenberg, Nico, Troels Trier, Doraz, Steel Pulse, Steps, Afzelius & Wiehe, Randy Brecker & Eliane Elias Group, Blast, Mek Pek Party Band, TV2, John Cale Band, Karat, Halberg/Larsen, News, Billy Cobham, Martin Hall, Elizabeth, Gangway, One Two, Lars HUG, Eva Dahlgren, Kasper Winding, Lars Lilholt, Johnny Madsen, John Mayall, Mezzoforte, Ray Dee Ohh, Michael Learns To Rock, Søs Fenger, Danseorkestret, Her Personal Pain, Wolf Biermann, Walther Trout Band, Anne Dorthe Michelsen og Thomas Ledin (Kilde til ovenstående selektive fortegnelse er hovedsagelig RMF’s hjemmeside).

 

Den østligt inspirerede saxofonist og fløjtenist Yusef Lateef har besøgt Århus flere gange. Billetten her stammer fra 1971, hvor Lateef blev akkompagneret af Kenny Barron på piano, Bob Cunningham på bas og Al ”Tootie” Heath på trommer. Inden koncerten meddelte Aarhuus Stiftstidende sine læsere, at Lateef ud over saxofonen betjente sig af obo, fagot, Taiwan-fløjte og tjekkisk dobbeltfløjte.  Af en anmeldelse dagen efter fremgik det, at der havde være 275 tilhørere til stede. Se udklip med koncertens annoncering i dagblad.

Nu skal det jo ikke glemmes, at Stakladen først og fremmest er og har været kantine – en kantine, som derudover har tjent som teatersal, mødelokale, festsal og spillested/koncertsal. Denne 1971-annonce stammer fra studenterbladet Montanus. Prøv at klikke på den.