Aarhus Universitets segl

Mød fire tidligere studerende med funktionsnedsættelse i job

Som studerende med en funktionsnedsættelse kan man opleve forskellige vanskeligheder i forbindelse med studiet – og man kan opleve tvivl om, hvordan man skal klare sig i et arbejdsliv efter studiet. På Rådgivnings- og støttecentret (RSC) er der hjælp at hente. Vi har fået lov at dele fire alumners fortællinger. Alle fire har modtaget studiestøtte hos RSC i løbet af deres studietid – to på baggrund af læse-/skrivevanskeligheder (dysleksi) og to på baggrund af psykiske/neurologiske lidelser. I videoerne fortæller de om, hvad studiestøtten har betydet for dem, og hvordan de bruger nogle af de strategier, de har tilegnet sig, i deres nuværende arbejdsliv.

Kan man overhovedet få et akademisk arbejde, når man har en funktionsnedsættelse?

 

 

Mød Jeanette

Jeanette er uddannet cand.mag. i Engelsk og Spansk fra Aarhus Universitet i 2017. Hun fik job som gymnasielærer umiddelbart efter studiet. I dag er Jeanette fastansat fuld tid på et gymnasium og er i gang med pædagogikum.

Allerede fra begyndelsen af sit studie oplevede Jeanette læsevanskeligheder. Hun blev udredt for dysleksi på Rådgivnings- og støttecentret (RSC) og modtog efterfølgende studiestøtte i form af et læse-/skrivevejledningsforløb og IT-værktøjer. På baggrund af en let depression fik Jeanette også rådgivningssamtaler hos en pædagogisk psykologisk uddannelsesrådgiver. Jeanette var tilknyttet RSC igennem hele sin studietid og har desuden været ansat som studiementor for andre studerende med funktionsnedsættelser.

I videoen fortæller Jeanette, hvilken betydning støtten har haft for hendes studie- og arbejdsliv.

Visninger
Hør Jeanettes råd til studerende med funktionsnedsætter (0:43):
Visninger
Se den fulde video med Jeanette (5:19):

Mød Jeppe

Jeppe har læst Jura på Aarhus Universitet og dimitterede i 2017 efter normeret studietid. Efter 6 måneder som arbejdssøgende kom Jeppe 3 måneder i praktik og fik her afklaring omkring sin arbejdsevne og arbejdstid samt erfaring med arbejdsmarkedet. I dag arbejder Jeppe på deltid (27 timer om ugen) som fuldmægtig ved Styrelsen for Patientklager.

Jeppe modtog studiestøtte på baggrund af diagnosen Aspergers. Studiestøtten bestod af samtaler med en pædagogisk psykologisk uddannelsesrådgiver og møder med en studiementor fra jurastudiet.

I videoen fortæller Jeppe bl.a. hvad studiestøtten har betydet for ham, og hvordan han i dag stadig gør brug af nogle af de strategier, han tilegnede sig gennem sin studietid.

Visninger
Hør, hvad Jeppe har taget med sig fra studiestøtten i sit job (1:12):
Visninger
Se den fulde video med Jeppe (6:11):

Mød Troels

Troels er uddannet cand.scient. i Matematik og Datalogi fra Aarhus Universitet i 2018. Han fik job som it-konsulent ca. to måneder efter endt studie.

Med et år tilbage af kandidaten droppede Troels i første omgang ud af studiet, fordi han oplevede for stort et pres. I den periode, han var væk fra studiet, arbejdede han som faglig mentor for andre studerende og fik herigennem kendskab til muligheden for støtte på Rådgivnings- og støttecentret. Troels blev efter en pause genindskrevet på studiet og modtog i det sidste år studiestøtte på baggrund af diagnosen skizotypi. Støtten bestod af månedlige samtaler med en pædagogisk psykologisk uddannelsesrådgiver samt ugentlige møder med en studiementor. Derudover deltog Troels i tre forskellige gruppeforløb ved RSC, bl.a. omhandlende socialt tilhørsforhold til studiet og overgangen til arbejdsmarkedet.

I videoen fortæller Troels om, hvilken betydning støtten har haft for hans studie- og arbejdsliv.

Visninger
Hør Troels’ overvejelser om at være åben om sin diagnose på jobbet (1:15):
Visninger
Se den fulde video med Troels (6:05):

Mød Kenneth

Kenneth er uddannet cand.merc. i International Economic Consulting i 2015 og har efterfølgende gennemført en ph.d. inden for Management Science, som han forsvarede i 2019. Han er nu ansat som postdoc ved Aarhus Universitet.

Efter sit 4. semester på bacheloruddannelsen i Erhvervsøkonomi (HA) kontaktede Kenneth i 2012 RSC, fordi der var store udsving i hans karakterer, hvor især skrivetunge fag voldte ham vanskeligheder. Han fandt her ud af, at han havde dysleksi, og modtog efterfølgende studiestøtte i form af møder med en læse-/skrivevejleder, indtil han var færdig med sit speciale.

I videoen fortæller Kenneth, hvordan han oplever at have dysleksi, samt hvilken betydning studiestøtten har haft for ham.

Visninger
Se den fulde video med Kenneth (4:03):