Aarhus Universitets segl

Iværksætterforløb for nyuddannede dimittender

Jobcentrets og Aarhus Universitets iværksætterforløb for nyuddannede ledige giver svar på både store og små spørgsmål. For biologerne bag Green Survey var det også spørgsmålet. ”Hvad synes I er sjovt?”

Otte uger for dimittender, der har forladt universitetet for nylig. Otte uger med undervisning, rådgivning, vejledning, mesterlære og fuldt fokus. Otte uger til at gå fra idé til virksomhed.

Det er kernen i Jobcentrets og Aarhus Universitets iværksætterforløb for nyuddannede ledige. Altså vel at mærke nyuddannede ledige, som allerede har en idé og lyst til at udvikle den videre. Som biologerne Mette Svantemann og Ingeborg Steffensen.

Sammen har de dannet virksomheden Green Survey, der hjælper virksomheder med først at beregne og klarlægge deres klimaaftryk, dernæst at lave de klimaløsninger, der har størst effekt.

Og på de otte uger kom de omkring stort og småt. Praktisk og mere abstrakt.

”Hvad synes I er sjovt?”, ”Tænk stort”, ”Kast jer ud i det”, ”Hvordan undgår I at sælge jer selv for billigt?”… Det var som et fællesskab uden dumme spørgsmål, fortæller Ingeborg, og Mette følger op: "Det var som at være barn i en børnehave med 100 pædagoger."

Et større formål

Nogle af de svar, Green Survey fik, var meget konkrete. Sådan laver du en fondsansøgning. Eller sådan indberetter du moms.

Andre svar var som nævnt mere abstrakte og langt fra ”one size fits all”.

"Vi fik også klarhed over, at folk bliver iværksættere af forskellige grunde. For nogen handler det om at være sig selv, for andre handler det om at tjene millioner, og for os blev det klart, at det grundlæggende handler om at have en økonomisk bæredygtig forretning med frihed til at lave det, vi synes er fedt," konstaterer Ingeborg.

"Vi vil skabe et grønnere Danmark. Men vi vil også bygge fundamentet for, at vi kan stå op og tage glade på arbejde hver dag. Når der er et større formål med det, bliver det sjovere – også når der eksempelvis skal skrives vedtægter," supplerer Mette og bemærker, at The Kitchen også har været med til at give dem ro i maven i forhold til, at alt ikke behøver være 100 procent på plads.

Det gælder eksempelvis forretningsplanen, som Green Survey har været i gang med, men …

"Så dukkede der en mulighed op for at samarbejde med kommunen om at beregne klimaaftryk for en ny cafe. Og så kom vi i dialog med et arkitektfirma … Så vi er ikke blevet færdige. Der har folkene i The Kitchen været gode til lige at sige ”Det er helt OK”.