Aarhus Universitets segl

Folketingsvalg 2019: Hvorfor stemmer vælgerne som de gør?

Praktisk information

Afholdt d. 1. maj 2019

Målgruppe: Primært gymnasielærere og elever i samfundsfag, men har relevans på tværs af fag som et alment dannende element i gymnasieuddannelsen.

I en valgkamp er luften fyldt med politiske kampagner, lygtepælene af valgplakater og både på gader og stræder og i alle medier møder vi politikere, der forsøger at kapre vælgere med valgløfter om stort set alt mellem Himmel og jord. Men hvor meget betyder valgkampen egentlig? Mange vælgere har faktisk besluttet sig for, hvem de vil stemme på, lang tid før valgkampen overhovedet gik i gang, og andre baserer deres stemme på ting, der slet ikke kommer op i valgkampen. For at forstå, hvad der er på spil ved valget, og hvordan vælgerne egentlig reagerer, er det nødvendigt at inddrage en lang række af faktorer lige fra vælgernes køn til opfattelserne af partiernes kandidater. Foredraget rummer en oversigt over disse faktorer, som de har udspillet sig ved tidligere Folketingsvalg, og giver dermed et godt udgangspunkt for at forstå, hvad der kommer til at ske til valget.

Hvordan kan forelæsningen bruges i undervisningen?

Forelæsningen kan danne baggrund for vigtige diskussioner og refleksioner omkring det danske demokrati, valg, valgdeltagelse mv. i klasserne og på gymnasierne.

Forhåbentligt kan forelæsningen samtidig inspirere førstegangsvælgere blandt gymnasieeleverne til at benytte sig af deres stemmeret ved det kommende Folketingsvalg

Anbefalet læsning om emnet:

  • Kasper Møller Hansen og Rune Stubager, DJØF Forlag: ”Oprør fra udkanten”, kapitel 1, 2, 7, 10 og 19.