Aarhus University Seal / Aarhus Universitets segl

UNIvers nr. 3 - 2012

Aarhus Universitets avis, UNIvers
Nr. 03-2012 er på nettet og på gaden












Udvalgte artikler fra dette nummer

14.03.2012 15:00 Alder 8 yrs

Pravda eller fri debat?

Kategori
Medarbejdere, UNIvers nr. 3 - 2012

| Kristian Serge Skov-Larsen

I de seneste uger er også UNIvers blevet inddraget i ytringsfrihedsdebatten på Aarhus Universitet. Studenterrådet vil give avisen frihedsbrev efter københavnsk forbillede, og en forsker sammenligner udgivelsen med Sovjetstatens hoforgan Pravda. Nu vil universitetsledelsen i dialog om fremtidens interne kommunikation.

”UNIvers er en avis, som ingen omkring mig kan huske, hvad hedder, men alle ved, hvad man refererer til, hvis nogen siger, at der er kommet nyt Pravda, eller at Hjernevaskningstidende er udkommet.”
Sådan formulerer adjunkt Lone Koefoed Hansen fra Institut for Æstetik og Kommunikation sin kritik i internetdebatforummet ”AU til debat” af den avis, du lige nu sidder med i hænderne.
Og en del af den debat om ytringsfrihed og medbestemmelse, som har bølget hen over universitetet i de sidste uger, har også handlet om, hvorvidt UNIvers er en del af løsningen eller en del af problemet for dem, der mener, at der skal være højere til loftet i universitetsdebatten.

Studenterorganisationer: Frihedsbrev – ja tak

Det var studenterorganisationerne Frit Forum, Studenterrådet og Studenterlauget, der for alvor bragte universitetets avis ind i ytringsfrihedsdebatten. I et åbent brev, som blandt andet blev sendt til rektor Lauritz B. Holm-Nielsen og bestyrelsesformand Michael Christiansen og desuden omtalt i flere medier, kræver de et såkaldt frihedsbrev til avisen.
”Giv UNIvers et frihedsbrev, så vi får en ucensureret debat og uafhængig og nærværende journalistik om Aarhus Universitet”, som de skriver i brevet. 
Et frihedsbrev er den særlige aftale, som blandt andet Universitetsavisen i København har indgået med rektoratet, som betyder, at avisen er helt redaktionelt uafhængig af universitetets ledelse.
Jetthe Revsgaard, som er kommunikationsmedarbejder i det administrative center på Arts, mener også, at UNIvers bør have et frihedsbrev.
”Det er min fornemmelse, at man ønsker at lave en uafhængig avis – og det er godt – men vi bliver nødt til at tage skridtet helt ud, hvis det skal virke i praksis”, skriver hun på det interne debatforum.

Prorektor: Invitation til debat

Den megen debat og det åbne brev fra studenterorganisationerne har fået universitetsledelsen til at invitere blandt andet studenterorganisationerne til møde om fremtidens interne kommunikation på Aarhus Universitet.
– Med brevet til de tre studenterpolitiske organisationer ønsker jeg at indlede en medarbejder- og studenterinvolverende proces med sigte på at undersøge, hvordan AU kan styrke den interne information og kommunikation. Processen er en invitation til, at avisen vurderes og justeres, så vi får et tidssvarende, relevant og nærværende informations- og kommunikationsforum på AU for henholdsvis medarbejdere og studerende. Og lever den nuværende avis ikke op til medarbejdernes og studerendes forventninger, må vi naturligvis gøre noget ved det, siger prorektor Søren E. Frandsen om invitationen.
Studenterrådets formand Thea P. Frederiksen sætter pris på brevet fra universitetsledelsen.
– Først og fremmest er det den første invitation til dialog, der har været, siden hele denne storm gik i gang, så på den måde ser vi det som et skridt i den rigtige retning. Vi læser en åbning i forhold til muligheden for frihedsbrev i invitationen, men vi vil holde fast i, at der er forskel på intern kommunikation og så det, UNIvers skal kunne: nemlig at være en uafhængig universitetsavis, der kan levere dybdeborende journalistik, og hvor redaktionen har det sidste ord, siger hun.

14.03.2012 14:59 Alder 8 yrs

Der er sat hegn om det akademiske frirum

Kategori
Fælles tema, UNIvers nr. 3 - 2012

| Helge Hollesen

Vi slipper ikke for diskussioner om ytringsfrihed og tavshedskultur, så længe vi har en ledelse uden en faglig forpligtelse, mener professor Niels Ole Finnemann. Sammen med andre forskere, der har været på universitetet siden studenteroprøret, giver han her sit bud på debatkulturen dengang og i dag.

– Ville man have indflydelse, kunne man også få den. Og var man utilfreds med nogen, kunne man vælte dem. Det gav en mere tryg følelse, husker Jørgen Bundgaard i et tilbageblik på tiden, hvor valgte ledere og rådsmedlemmer traf beslutningerne på universitetet.
– Selvfølgelig havde nogle mere magt end andre. Men debatterne var meget åbne, og de valgte havde reel indflydelse, siger Jørgen Bundgaard. Som ansat på Biologisk Institut sad han i studienævnet i første halvdel af 1970’erne, og fra 1975 var han i næsten 20 år institutbestyrer og -leder. På det daværende naturvidenskabelige fakultet nåede han også at sidde i fakultetsrådet og være prodekan.
Han synes, at den store fordel ved datidens universitetsdemokrati var, at både dekan og andre var tvunget til at lytte til de ansatte.
– I dag debatterer vi alt det, vi lyster, men vi har ingen steder at sende det hen. Mit indtryk er, at det rundt omkring udvikler en slags undergrundsdebatter, som meget let får en negativ klang, netop fordi man ikke kan komme videre i systemet med sine synspunkter, siger Jørgen Bundgaard, der i dag er lektor på Institut for Bioscience.

Dannelse i et kritisk miljø

Lektor Ansa Lønstrup ser tiden som studerende i 1970’erne og senere som ansat på Musikvidenskab som en historisk oplevelse af meningsfuldhed med mulighed for at diskutere og komme med kritiske bidrag.
– Vi havde fora for debatten, hvor vi var fysisk sammen i institut- og fakultetsråd samt fakultetets studienævn, og det var en integreret del af at være på universitetet. Men i dag lurer et meningstab, fordi vi ikke har reel indflydelse på vores arbejdsplads. Og det er alvorligt, mener Ansa Lønstrup.
– Dengang var jeg aktiv i det fagkritiske miljø, og det var for mig et dannelsesforløb, hvor jeg blev øvet i at forholde mig aktivt til min uddannelse og senere til min arbejdsplads. Det var en produktiv ramme, der skabte den nødvendige debat, siger Ansa Lønstrup, der i dag er tilknyttet de æstetiske fag på Institut for Æstetik og Kommunikation. Og her er den lokale debatkultur intakt, mener hun.
– Vi er gode til at diskutere både formelt og uformelt. Problemerne kommer, når institutterne bliver så store, som de er nu, og ledelsesstrukturen er, som den er. Så er det svært at sikre debatten op og ned i systemet.

Magtkampe om universitetet

Da studerende og yngre undervisere i 1973 fik medbestemmelse på universiteterne, var det et brud med professorernes magt til at bestemme, hvad der var sand og kvalificeret videnskab, uden at andre kunne blande sig.
– Professorerne var på en måde datidens enstrengede ledelse, men på et fagligt grundlag, siger professor Henrik Kaare Nielsen, der har gjort hele turen fra studenteroprøret omkring 1970 og de efterfølgende år med fagkritikken. Han er i dag professor med særlige opgaver på Institut for Æstetik og Kommunikation.
– I årene efter studenteroprøret var der en livlig og meget åbenhjertig offentlig debat, men den var i høj grad båret af ret dogmatiske, magtpolitiske dagsordener, som både mente at have videnskabelig ret, og som ville bestemme universitetets strategiske indsats. Og med fagkritikken kom i hvert fald på humaniora og dele af især samfundsvidenskaberne marxistisk-inspirerede teoridannelser, som ville blande sig på tværs af fagene og opnå et fagligt overherredømme. Og de faglige magtkampe udviklede sig til en magtkamp om universitetet, forklarer Henrik Kaare Nielsen.
Den marxistisk-inspirerede dogmatik døde dog af sig selv hen i løbet af 1980’erne og blev erstattet af den postmoderne bølge. Med den udvikling blev der ifølge Henrik Kaare Nielsen også gjort op med tendensen til at blande spørgsmål om videnskabelige sandheder sammen med spørgsmålet om, hvem der skulle have magten på det enkelte universitet.

Forskerne renoncerer på debat

Men den magt skulle helt andre kræfter som bekendt overtage senere. Det blev klart, da Folketinget i 2003 vedtog, at bestyrelser med eksternt flertal skulle have den og ansætte den daglige ledelse af universiteterne.
– Da ansatte og studerende blev frataget den demokratiske medbestemmelse, samtidig med at politikerne massivt arbejdede for, at universiteterne skulle rette ind og være en ressource i konkurrencestaten, indikerede det rimelig klart, at der skulle ske noget andet end det, forskerne ønsker, mener Henrik Kaare Nielsen.
– Og det har ikke nødvendigvis gavnet debatkulturen, siger Ansa Lønstrup. Hun mener, at den nye lov har lagt en virksomhedskultur ind over universitetet, hvor det handler om bundlinjetal, produktivitet og effektivisering, og at forskerne selv skal hente eksterne bevillinger hjem. Derfor kan dagens debatkultur ikke diskuteres uafhængigt af de rammer og præmisser.
– Virksomhedslogikken styrer, og vi diskuterer på skrømt. Beslutningerne er taget, og så kan man bidrage med lidt detaljer. Det er også det, der giver ulyst til at deltage i debatten.
Samme iagttagelse har professor Mogens Kilian gjort fra sin plads på Institut for Biomedicin.
– Vi diskuterer rigtig meget i krogene, men der er ingen åben diskussion. Vi har ganske vist institutmøde en gang om måneden, hvor alle principielt kan være med og give deres mening tilkende. Men de fleste fravælger de møder, fordi de føler, at de ikke har noget at skulle have sagt, siger Mogens Kilian.
Han mener, at de fleste forskere efterhånden renoncerer på debat og deltagelse for at koncentrere sig om deres forskning. Det er dog ikke ensbetydende med, at de ansatte går rundt med mundkurv.
– Ingen er kommet galt af sted med at skrive selv relativt voldsom kritik, mener Mogens Kilian.

Masser af selvcensur

Ansa Lønstrup har også svært ved at godtage, at debatkulturen har noget med ytringsfrihed at gøre.
– Det er en kortslutning. Det handler om markedsgørelse, politisk styring og selvfølgelig den ny universitetskultur. Men min ytringsfrihed har jeg ikke noget problem med. Det er mere et spørgsmål, hvad jeg kan bruge den til, siger hun.
Omvendt oplever Jørgen Bundgaard ”masser af selvcensur” på Bioscience, hvor han arbejder.
– De fleste tør ikke sætte pennen til papiret, og kritikken kommer heller ikke frem, når lederne er til stede. Der er en frygt for, at man måske kan få afslag på en fondsansøgning eller gå glip af et stipendiat, siger Jørgen Bund-gaard.
Han synes, det er et stort problem for debatkulturen og ytringsfriheden, at ledelsen på AU råder over et trecifret millionbeløb, som den kan fordele til forskningsprojekter på universitetet.
– Er der noget, der opfordrer til frygt for at ytre sig, så er det da, at man kan lægge sig ud med dem, der sidder på den pengekasse, man gerne vil have del i. Det er jeg virkelig bekymret for, siger Jørgen Bundgaard.
Forskernes debatlyst bliver også begrænset af det arbejdspres, der hviler på dem, mener Ansa Lønstrup.
– Arbejdspresset er steget, og når man bliver presset, kan det være svært at få plads til debatten, siger hun.

Hegn om det akademiske frirum

Ansa Lønstrup mener, at arbejdspresset også sætter hendes loyalitet over for universitetet på prøve.
– Vi føler os svigtet i det kaos, der for tiden følger med alle de administrative forandringer i forbindelse med den faglige udviklingsproces. Man centraliserer administrationen for at effektivisere. Men det er også en decentralisering, der lægger meget mere arbejde på vores skuldre. Det tror jeg ikke, man har forstået, og der begynder illoyaliteten at banke på, for det er ikke i orden. Og det er meget svært at reagere på det, siger hun.
Henrik Kaare Nielsen tror, at den aktuelle debatkultur på universitetet hænger sammen med en forventning om en større loyalitet hos de ansatte.
– Universiteterne minder jo meget om private koncerner i dag. Den enkeltes arbejde afhænger i høj grad af, hvordan koncernen præsterer. Den bevidsthed havde vi på ingen måde i 1970’erne, hvor universitetet jo var en offentlig institution, der skulle tjene almenvellet. Når universitetets interesse nu er skrumpet ind til et spørgsmål om egen overlevelse, skeler ledelsen også til den enkelte medarbejders loyalitet. Men jeg ved ikke, hvor meget den enkelte tænker i de baner, når man synes, der er noget at brokke sig over, siger Henrik Kaare Nielsen.
Hans kollega på Institut for Æstetik og Kommunikation, professor Niels Ole Finnemann, mener, at de ansatte på universiteterne i dag har en større selvvalgt eller pålagt loyalitet end tidligere.
– Som filosoffen Kant sagde, må embedsmanden naturligvis lyde staten, men i sin fritid er han fri. Universiteterne fungerede tidligere efter et andet princip. Der var ingen overordnede, og ingen kunne diktere en professor, hvad han måtte sige. Men når universitetsloven nu giver os overordnede ledere, kan de også sætte os på plads. Bizart nok fastslår samme lov dog samtidig, at vi er ansat med pligt til at deltage i den offentlige debat. Det viser, at alting er vendt på hovedet, og der er sat hegn om akademiske frirum. Derfor slipper vi ikke for diskussioner om ytringsfrihed og tavshedskultur, så længe vi har en ledelse uden en faglig forpligtelse, siger Niels Ole Finnemann.

14.03.2012 11:05 Alder 8 yrs

Studieadministration: Vi hjælper med STADS

Kategori
Studerende, UNIvers nr. 3 - 2012

| Lasse Emil Frost

De studerende har oplevet problemer med det nye studieadministrationssystem STADS. Og de har ikke vidst, hvor de skulle gå hen for at få hjælp. Det laver Studieadministrationen nu om på.

At samle otte halvstore systemer til ét stort er en udfordring i sig selv. At klare det uden problemer – det er nærmest umuligt. Sådan må konklusionen være oven på introduktionen af det nye fælles studieadministrative system STADS, der har voldt de studerende en del vanskeligheder.
– Det har hele tiden været forventningen, at der i hvert fald vil opleves forskellige problemer, indtil universitetet har haft et fuldt gennemløb af sit årshjul. Efter startskuddet i oktober har der været et stort arbejde med genopretning af data og tilpasning af nye processer og arbejdsgange, siger leder af AU Studieadministrations forretnings- og systemstøtteenhed, udviklingschef Steffen Skovfoged, og tilføjer, at der nu er bevilget yderligere ressourcer til indkøringen og nedsat en række task forces til løsning af de driftsproblemer, som uundgåeligt opstår.

FAQ og feedback

Det løser dog næppe de studerendes aktuelle, konkrete vanskeligheder lige med det samme. Ikke mindst fordi, de hidtil har manglet et sted, de kan gå hen og få hjælp, når for eksempel deres karakterer eller antallet af beståede eksaminer er forkert indtastet i STADS.
– I udgangspunktet skal de studerende henvende sig på deres eget hovedområdes studieadministrative center, når der opstår konkrete problemer. Derudover arbejder vi også på forskellige feedback-muligheder, hvor man løbende kan indberette problemer eller mangler i STADS (såkaldte ”bugs”, red.), så de kan blive rettet op med det samme. Der er allerede nu etableret en feedback-side på studerende.au.dk, ligesom vi arbejder på i højere grad at inddrage de studerende i fokusgrupper og andre fora, siger Steffen Skovfoged.
Nogle problemer med STADS er imidlertid mere almindelige end andre. De 12 oftest stillede spørgsmål er derfor netop blevet samlet i en FAQ på hjemmesiden for selvbetjeningen.
– Her får de studerende mulighed for selvhjælp, og der er samtidig navn, e-mail og telefonnummer på et menneske, der er klar til at hjælpe, siger Kim Kusk Mortensen, der er  studiechef på Science And Technology.
Steffen Skovfoged forsikrer, at der bliver arbejdet ihærdigt på at få STADS til at køre gnidningsfrit.
– Arbejdet er langt fra fuldendt endnu, og der venter stadig en masse udfordringer ude i horisonten, som vi af gode grunde ikke kan forudsige. Men vi lover at løse problemerne i takt med, at de opstår, siger han.

14.03.2012 10:57 Alder 8 yrs

Kør med lysets hastighed, og tænd forlygterne

Kategori
Studerende, UNIvers nr. 3 - 2012

| Sanne Hyldgaard

Spørgsmål: Hvad sker der, hvis man kører i en bil med lysets hastighed og tænder lyset?

Svar:

Ulrik Uggerhøj, dr.scient., Institut for Fysik og Astronomi

– Det korte svar er, at der ikke vil ske noget – med lyset i hvert fald. Man vil stadig se, at lyset bevæger sig fremad med lysets hastighed. For man kan ikke ændre lysets hastighed, ligegyldigt hvilken fart man bevæger sig med, mens man sender lyset af sted. Lyset bevæger sig altid den samme afstand med den samme fart. Lyset vil altså ikke stå stille eller på anden måde ændre sig, selvom lyskilden bevæger sig lige så hurtigt. Det var faktisk noget, Einstein tænkte over, allerede da han var 16 år – at man ikke kan få lys til at stå stille. Einstein havde lært, at lys er en elektromagnetisk bølge, og elektricitet og magnetisme er det, der får lys til at bevæge sig. Og det kan man ikke få til at stå stille, uanset hvor hurtigt man bevæger sig. Hvis du for eksempel kaster med en bold, vil boldens hastighed set for andre afhænge af, hvor hurtigt du bevæger dig i forhold til den. Men sådan er det ikke med lys. Det er det, Einsteins relativitetsteori postulerer. Det er bare sådan, naturen er. Og i mere end 100 år er der ingen, der har kunnet modbevise det, selvom der er mange, der bliver ved med at prøve.

Hvad sker der med bilen?

– Hvis det rent faktisk kunne lade sig gøre at køre i en bil med lysets hastighed gennem luft, ville den kunne bevæge sig otte gange rundt om jorden i sekundet. Hvis en tilskuer kunne nå at opfatte bilen med øjet, ville man kunne se, at bilen i sig selv lyste. Den ville begynde at udskille partikler, der ville få den til at lyse – det kaldes Cherenkov-lys. Det svarer nogenlunde til den lyd, der fremkommer, når man bryder lydmuren – her bryder man bare en slags ”lysmur”. Derudover ville bilen blive uendeligt tung og ville se helt uendeligt kort ud. Uret inden i bilen ville også gå i stå, fordi tiden ville stå stille, set udefra. Men det kan ikke lade sig gøre at køre med lysets hastighed og kommer sandsynligvis ikke til at kunne ske. Det forbliver altså i science fiction-bøgerne at rejse med lysets hastighed.

 

God læselyst

Vh
Redaktionen på UNIvers
Se flere artikler fra dette og tidligere numre på hjemmesiden på www.au.dk/univers

Henvendelser til redaktionen
Henvendelser til redaktionen kan rettes til:
Ansv. redaktør Bjørg Tulinius på 8715 3053 eller btu@adm.au.dk
Redaktør Kristian Serge Skov-Larsen på 8715 3054 eller ksl@adm.au.dk

Tidligere numre
UNIvers udgives af AU Kommunikation, Aarhus Universitet, og udkommer cirka 16 gange om året.
Læs tidligere udgaver af UNIvers fra 2012

Kommentarer/afmeld
Hvis du har kommentarer eller ønsker at afmelde dig nyhedsbrevet, kan du skrive til ksl@adm.au.dk