Anette Vandsø er lektor i Æstetik og Kultur og leder forskningsprogrammet Environmental Media and Aesthetics. Hun har udgivet bredt om æstetik, samtidskunst, lydkunst og havekunst, acoutisk økologi og miljøhumaniora. Hendes forskning kredser især om kunstens rolle i forhold til det omgivende miljø og de seneste årti har hun især arbejdet med kunstens forhold til globale miljøkriser. Hvordan regitrerer samtidskunsten de omkalfatringer af vores verdensbillede som miljøkriserne afstedkommer? Hvilke nye sensibiliteter for det globale og det interartslige ses i samtidskunsten? Og bagudrettet i kunsthistorien?
Plantefeber
Hun er pt. er leder (PI) af forsknings- og formidlingsprojektet Skjulte Plantehistorier – der er et samarbejde mellem Aarhus Universitet, Ordrupgaard, Den Hirschsprungske Samling og Faaborg Museum støttet af Veluxfonden. Projektet sætter fokus på den indendørs natur og den måde stueplanterne forbinder den hjemlige vindueskarm med det planetare bl.a. via udstilingsprojektet Plantefeber-Verden i vindueskarmen (2025-2026).
Projektet undersøger 1800-tallets danske 'stueplantekunst' med et aktualiserende blik på en periode, hvor forholdet mellem mennesker og planter var under radikal forandring. Lyt til P1-programmet VILDT NATURLIGT om projektet, og til projektets egen podcast "Skjulte Plantehistorier" her
Her udvikles stueplanten som et kritisk koncept, hvorudfra vi kan forstå de sammenviklinger af menneske- og planteliv, som kendetegner det moderne. Projektet beskæftiger sig med den bevægelse, hvormed tropiske og subtropiske planter op gennem 1800-tallet tager en planetarisk sensibilitet med sig ind i de danske vindueskarme, hvor planterne får andel i kategorier som køn, klasse, national identitet, kolonialitet og natur. Læs mere her og her
Tidl. forskningsprojekter
Skjulte Plantehistorier ligger i forlængelse af Vandsøs tidl. arbejde og forskning på kunstmuseet ARoS, som også handlede om hvordan Antropocæn-tesen behandles i kunsten især med forskningsprojektet The Garden: Aesthetic Configurations of Nature, tilknyttet udstillingen The Garden: The End of Times, Beginning of Times (2017), men også med udstilingerne Tomorrow is the Question (2018) og Mythologies (2020). Hun har ligeledes arbejdet strategisk med kunstsamlingers relevans og forskningsudvikling i musealt regi.
Vandsøs har især bidraget til humanistisk forskning i lyd- og plantekunst, acoustic økologi og sound studies. I 2012 blev Vandsø hædret med statens Sapere Aude ung-eliteforskpris for sin lydforskning, der blandt andet kan læses i Tænkepausen LYD. Her har hovedfokus været på den ikke-repræsentationelle fremstilling af mediemæssige infrastrukturer, mere-end-menneskelige og planetære sammenviklinger. Herunder har hun sammen med Marie Højlund og Morten Breinbjerg arbjedet med at udvikle begrebet sonisk medborgerskab.