Aarhus Universitets segl

Aurora kan sejle tæt på vindmølleparker

Undervandsrobotten, som filmer miljøet under haven ved vindmøllerne, sættes i vandet fra Aurora. Her sker det ved Anholt Vindmøllepark.

Mens de fleste har øje for havvindmøllers store vinger og deres konsekvenser for fugle og støjniveau, kigger seniorrådgiver Karsten Dahl under havoverfladen. Han forsker i havmiljøet omkring vindmølleparker og undersøger hvordan store vindmøllers påvirker naturen tæt på havbunden.

”Vindmøllerne fæstnes til havbunden med sten og grus, som er med til at holde møllerne stabile. Vi ser på, hvad der opstår af liv omkring de kunstige rev, og vi belyser, om der er arter, som er truede på livet på grund af møllernes fundament i havbunden”, fortæller Karsten Dahl.

Sejladsen til de store vindmølleparker – senest 12 år gamle Anholt Havmøllepark og snarest vindmølleparken Kriegers Flak, som foreløbig er den største danske havvindmøllepark – sker med forskningsskibet Aurora. Det vil faktisk ikke kunne lade sig gøre at lave undersøgelser omkring havmøllerne uden Aurora, fortæller Karsten Dahl.

”Aurora er i stand til at sejle tæt på møllerne, det vil sige 30 meter. Tilmed er skibet i stand til at positionere sig, så det ligger præcist og stabilt, uden at kaste anker. Det er nemlig ikke tilladt i nærheden af havvindmøller af hensyn til de kabler, som slanger sig langs havbunden”, fortæller Karsten Dahl.

”Der er en del restriktioner, når man skal arbejde i nærheden af havvindmøller, og derfor er Aurora noget nær perfekt på grund af sin stabilitet – og dygtige besætning. Derfor kan det lykkes at lave de undersøgelser og samle data, som vi gerne vil”, siger Karsten Dahl.

Fra skibet henter forskerne prøver op af havbunden.

”Vi kan med kranen fra Auroras dæk trække en kerne af havbunden op. Vi undersøger sammensætningen af havbunden; hvor meget er grus, hvor meget er mudder, og vi bestemmer de dyr, som hentes op.

Fra Aurora sætter Karsten Dahl også en undervandsrobot i vandet for at filme havbunden og revet omkring møllerne. Alle prøver og billederne bliver analyseret i laboratorierne på skibet og samlet giver dataene indsigt i, hvordan vindmøllernes effekt er på havmiljøet.

”Vores opgave er at rådgive på baggrund af den viden, vi skaber. Jo bedre og mere præcise data, jo bedre kan et beslutningsgrundlag blive”, siger Karsten Dahl.

 

Karsten Dahl er seniorrådgiver ved Institut for Ecoscience - Marin biodiversitet og eksperimentel økologi